Anmeldelse: Love Loop, Sydhavn Teater

Af Jacobe Orry
Forestillingen ’Love Loop’ henvender sig til dig, som ved, hvordan Facebook fungerer, til dig, som ikke lider af klaustrofobi, og til dig med selvironi.
Efter at være faret godt og grundigt vild ude i Sydhavnen med sved på overlæben, og indrømmet ret imponeret over at have nået det til tiden, fandt jeg mig selv stående ude foran en bunker på Sjælør Boulevard sammen med 11 andre tilskuere.
Og ja, den var god nok, vi skulle ned i bunkeren. Jeg begyndte straks at grine usikkert til vores ’guide’, fordi små rum og jeg sjældent går hånd i hånd. Men ned, det skulle vi. Det viste sig heldigvis, at rummet, vi blev ledt ind i overhoved ikke var nær angstprovokerende som først antaget.
Jeg havde gjort mit hjemmearbejde og var derfor klar over, at Mille ville være den eneste spiller på scenen – og i øvrigt også selv instruktøren. Jeg var over, at forestillingen ville handle om kærlighed og sociale medier, og at hun til at belyse disse ville gøre brug af en loopstation. Med andre ord, så synes det, jeg skulle til at bevidne en ret tidstypisk forestilling.
Mille starter. Hun fortæller om mødet med en ny fyr, Frans Bent, eller FB. Hun forelsker sig hovedkulds i ham. Han er sød, sjov og klog og måske vigtigst af alt, opmærksom på hende – han minder hende om de mindste småting, optræder på de sociale medier, og giver hende likes. Hun fortæller nærmest helt postfeministisk om, hvad hun føler for ham, og hvad hun vil gøre ved ham. I løbet af de første 5-10 min. sætter hun en meget seksuel tone an; ordene intoneres sexet, og hendes øjne sender os lumre blikke. Og det er sjovt, det er rigtig sjovt, for hun har humor og en rigtig god en af slagsen. Desværre så hænger førnævnte tone ved i resten af forestillingen og giver en lidt monoton fornemmelse. Og det er synd, for teksten er virkelig velskrevet.
Rent tekstuelt bliver vi taget med på en rejse gennem en kvindes sind, og hvordan det, sindet altså, behandler en forelskelse på de sociale medier. Hvordan man på en eller anden måde ændrer sin brugeradfærd på de sociale medier, når man har mødt en ny fyr, hvis opmærksomhed man godt kunne tænke sig. Dette gøres med stor ironi og er svært underholdende. Så hvis man som publikum har bare en smule selvironi, er man enig i hendes pointer fra start til slut.
Personligt kan jeg rigtig godt lide, at Mille selv står for alting. Hun sætter selv lyset, mens hun er på scenen, og hun ordner selv ting, hvis der er andet, som skal ordnes på scenen. Det er ærligt i sit udtryk og får os til at føle os inkluderet i alt, hvad hun gør. Endvidere gør hun brug af en loopstation, som egentlig er en fin idé og de ting, som er arbejdet frem og bruges under forestillingen, er en sjov og fascinerende gimmick.
Men så er det heller ikke mere end det. Den kunne godt udelades, fordi den ikke gør ret meget for handlingen andet end at være en sjov feature. Og det er synd, dels fordi jeg er meget glad for idéen, og dels fordi forestillingens titel lægger op til at loopstationen fylder mere i fortællingen om Frans Bent.
Der er altså tale om en rigtig dejlig portrættering af en forelsket kvinde og et implicit mysterium om, hvem Frans Bent (FB) egentlig er. Det går stille og roligt op for os i løbet af forestillingen, og det giver en aha-oplevelse og en følelse af at have regnet den ud. Så ønsker du en intim og underholdende oplevelse med nogle sjove gimmicks, med et udgangspunkt i vores til tider forskruede brug af sociale medier, så skal du ikke tøve med at tage et smut forbi Sydhavns Teater.
Sydhavn Teater
Dækningsgrav 607V, Bunkeren, Sjælør Boulevard 42B 2450 København S
Spiller indtil 30. oktober samt igen fra den 9.-11. november 2015
Set den 28. oktober 2015
Fotos: Lars Grunwald
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://sydhavnteater.dk/billetter/
Følg os på facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod