Anmeldelse: Lyst, Teater Får302 (Teater Undreværket)

Af Jonathan Stahlschmidt, gæsteanmelder
Hvis du vil have en sviptur til Nyhavn, tilsat en kulturel saltvandsindsprøjtning, bør du overveje at træde ned i Teater Får302’s kælderfoyer. Tag et glas, tag et program og tag et kig omkring dig. Og bliv derefter ført ud på gaden og ind ved siden af til det lige knapt større lokale, hvor scenen er sat.
Forbered dig på en kort fornøjelse. Planlæg eventuelt en venindetur hvor Får302 er det første stop på vejen, efterfulgt af en lille Nyhavner-café hvor I i selskab med hinanden kan fordøje oplevelsen. For den varer ikke lang tid, men kan sagtens sætte aftryk.
Det skæve scenerum, der engang var første sal i en ganske almindelig københavnerlejlighed, er oplyst og imødekommende og indrettet nærmest religiøst. Fem piedestaler står i en halvbue. I midten står en kutteklædt skikkelse, stille som en stenstøtte. Tankerne henledes måske for nogen til ritualscenen fra Kubrick’s ‘Eyes Wide Shut’ tilsat elementer fra et håndarbejdslokale.
Vi inviteres til at tage en rundtur på scenen. Vi betragter de små tableauer anrettet på hver piedestal. Flere tableauer findes der på den indsnævrende bagscene. Et kort øjeblik glemmer vi, at vi er i teateret, og ikke på Louisiana. Hvert tableau er sågar navngivet og bærer et lille titelskilt.
Skikkelsen i midten bevæger kun den venstre handskebeklædte hånd. Med et stykke fiskesnøre, løftes og sænkes låget på en lille pelsbeklædt musling på en af de omkringstående piedestaler. Hun står der, som et mekanisk skelet draperet i en pailletbesat kåbe og tildækket af et plisseret slør. For Får302’s forestillinger er det ikke ualmindeligt, at karakterer langsomt kommer til live, mens publikum finder sig til rette i stemning såvel som sæde. Jeg har før oplevet dette ritualiserede grænseland mellem puppestadiet og udbruddet. Og det er dette Helene Høms figur gennemlever her. Med hænder der stakkeret og forsigtigt eksperimenterer og kærtegner de kvindelige former, der flygtigt giver sig til kende under gevandterne. Først idét de bare fødder afsløres, og dernæst en tunge stukket ud gennem sløret, er der kommet bart kød til syne. Er vi pirrede? Bliver vi drillet?
Lydsiden er subtilt syet ind i det overordnede udtryk. Der er blevet lagt et tydeligt arbejde i komik og koreografi. Og til at indramme det hele, et visuelt udtryk der er omviklet i typiske fåreklæder.
Om man vælger at lade sig opmuntre af Helene Høms klovnerier, eller hellere vil læne sig tilbage og vurdere den tunge symbolik i scenografien, mødes alt på midten om man vil det eller ej. Det tog et stykke tid før tiøren faldt, men ved Høms afklædning af den yderste skal, formår hun at agere både skumfødt Venus, skægget dame og en bly Marilyn iklædt en burka af langt blond hår.
Der er ingen direkte udfald mod kvindeundertrykkelse – blot diskrete nik. Der er ingen direkte kritik af sminkeindustriens brug af dyreforsøg – medmindre man virkelig leder efter. Forestillingens budskab kan være svært at fange. Men at den kun varer 40 minutter er faktisk en fordel hertil. Alle indtryk, fra start til slut står friskt i erindringen, når atter du mødes af Toldbodgades kolde novemberluft. Og derefter kan ræsonnere over det oplevede. Der er ændret på reglerne for hvordan en normal monolog bygges op, og det kan for nogen virke forfriskende – for andre måske for aparte og usammenhængende. Der mæles ikke ét ord, før forestillingens sidste fem minutter. Her opsummeres der noget om lyst, men drages også nye konklusioner. Hvor substansen kommer fra er ikke så åbenlyst. Man sidder lidt og leder efter noget. Og pludseligt derefter er det tak for i aften. Og så kan I selv tænke jer til resten.
‘Lyst’ er en lille mundret forestilling med enkelte upolerede kanter. Helene Høm har stået for både scenografi og manuskript og er ene om at performe. Det skinner igennem. Vi er på hendes domæne. Og hvor godt vi føler os hjemme, afgør oplevelsen. Og uanset oplevelsens farve, er den kort. Næsten for kort til at gøre indtryk, vil nogen mene. Men som en tur på Louisiana, er der intet i vejen med at tage et kig mere.
Teater Undreværket
Teater Får302, Toldbodgade 6, København
Spiller til d. 19. november 2016
Set den 9. november 2016
Fotos: Teater Får302
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=611
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod