Anmeldelse: Malaga, Teatret Svalegangen (turné)

Anmeldelse: Malaga, Teatret Svalegangen (turné)

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Teatret skriver blandt andet, at det er en forestilling om ”[s]prængfarlig selvdyrkelse” om ’Malaga’. ’Malaga’ er skrevet af den schweiziske dramatiker og forfatter Lukas Bärfuss i 2010 – men forestillingens emner er bestemt stadig aktuelle. Teksten er intens og dramatisk, men desværre rammer den ikke helt.

 

Forestillingens omdrejningspunkt er det fraseparerede par Vera og Michael. Forholdet mellem de to er anstrengt og fyldt med bebrejdelser og mindre pæne ord. De har sammen den 7 årige datter Rebekka, og det er Michaels weekend til at passe hende, men noget er kommet i vejen, så barnepigen har meldt afbud. Vera er på vej til Malaga med sin nye kæreste, mens Michael skal på en vigtig international kongres i Innsbruck. Løsningen bliver, at de begge kan tage af sted – og at det så er naboens 19 årige søn, Alex, som skal passe Rebekka.

 

Weekenden ender dog ikke godt, nærmere et mareridt, hvor Rebekka er endt på hospitalet, og Vera og Michael er ved at gå i opløsning. Som publikum er man ikke helt med på, hvad der egentlig er sket, og man kan have sin nagende tvivl om, hvorvidt det skete er reelt, eller om det nærmere er et tegn på samfundets opløsning.

 

 

Teksten og dens problemstillinger er stadig aktuel, og en række af dem præsenteres undervejs i forestillingen. Mistro, egoisme, skilsmisse, tillid, samvær, manglen på empati, selvdyrkelse, barnet, der kommer i klemme mellem forældrene og menneskets sammenbrud er blot nogen af emnerne. Teksten er intens og skarp, og den viser livets bagside. Referencerne til problemstillingerne er mange. Ligesom livet kan man ikke alene leve ud fra det, som man kan se – man er også nødt til at forstå det, som er usagt.

 

For det yngre publikum kan det være svært at følge med og få noget ud af forestillingen. Der er næsten for mange temaer i forestillingen behandlet på for kort tid, hvilket gør, at de ikke rigtigt når at blive behandlet eller bundfælde sig hos publikum. Men kan man følge med i teksten, og de underliggende emner i forestillingen fungerer ganske godt.

 

Karin Gille står bag den enkelte scenografi i form af en enkelt stol på scenen, enkelte rekvisitter og en lang skærm på scenen. Scenen er nærmest nøgen – på den gode måde – og det fungerer ganske effektfuldt uden at tage fokus fra teksten. Til gengæld er musikstykkerne, der fungerer som sceneskift, ikke helt velvalgte, da de er for larmende og overdøvende.

 

 

Vera spilles af Camilla Gjelstrup, Michael af Holger Østergaard og Alex af Niclas Vessel Kølpin. Ingen af de tre roller spilles helt overbevisende, og vi kratter kun lidt i overfladen uden at komme ind under huden af dem og deres karakterer. Skuespillerne formår ikke rigtig at få teksten formidlet til publikum. Den i øvrigt fine tekst leveres uden den store gejst og gnist.

 

Forestillingen står derfor en kende fladt, og dens intensitet, spidende bemærkninger og sprængfarlighed kommer aldrig rigtig frem, så den rammer publikum. Dens force er teksten og scenografien, men det suppleres desværre ikke helt af skuespillet. ’Malaga’ varer kun godt 65 minutter, men det føles til tider som lidt vel lange minutter.

 

 

 

Herlev Teaterbio (turnéforestilling)

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Århus C

 

Turné indtil den 21. april 2016

 

Spilledato: 11. april 2016

Fotos: Morten Fauerby

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.svalegangen.dk/malaga.asp

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *