Anmeldelse: Matador – The Musical, Falkoner Salen (One and Only Musicals)

Af Jesper Brandrup

Det er ikke nogen nem opgave, Anders Thomas Jensen og Susanne Bier satte sig for, da de gik i gang med at bearbejde TV-serien Matador om til Matador – The Musical. ”24 afsnit om en periode over næsten 20 år med hundredevis af medvirkende er ikke oplagt materiale for en musical, der ikke må vare meget mere end to timer, men de to manuskriptforfattere tog udfordringen op”, som det fremgår i programmet. Måske skulle de have ladet den ligge. Men Lise Nørgaard var med på idéen, og resultatet kan nu opleves i Falkonersalen.

Fra det øjeblik, hvor Bent Fabricius-Bjerres ikoniske titelmelodi toner ud og overdøves af den horrible ”Her er himlen altid blå”, overskygges stykket af et rungende ”hvorfor?”. Hvorfor skal det være en musical? Hvorfor skal hele Korsbæk by synge ”godmorgen, godmorgen, godmorgen, i dag er en dejlig dag”, mens der danses hip hop? Hvad giver det til historien? Hvad giver det til karaktererne? Hvad tilføres det danske stykke kulturhistorie Matador ved dette format?

Da fællessangen stilnede af ved stykkets afslutning, fremstod spørgsmålet stort set ubesvaret. Samlet fremstår stykket i højere grad som om, man har kørt tv-serien igennem en vridemaskine og tilsat lige dele af DR’s produktion af julekalendere og de mest hysteriske tegnefilm fra Cartoon Network. Og så lige et skvæt Ørkenens Sønner på toppen. Dermed får man en tilsyneladende børnevenlig udgave af Matador med sang og dans, hvor replikkerne leveres i et voldsomt opskruet tempo og tonefald og med alt, alt for meget comic relief.

Der er dog enkelte lyspunkter undervejs.

Benjamin La Cours scenografi lykkes i det store hele flot med at skabe Korsbæk på scenen, hvad enten vi er i gågaden, på Jernbanecaféen eller hjemme hos familien Varnæs. Løsningen med de store, bevægelige horisontale og vertikale skærme gør, at handlingen imponerende gnidningsfrit kan flyttes i det hårrejsende tempo, der er nødvendigt for at fortælle hele Matador på et par timer. Scenografien understøttes i øvrigt fint af Ulrik Gads belysning.

Navnlig to skuespillere bør fremhæves. Nicolai Jørgensen leverer en imponerende stærk præstation Mads Skjern. Falkonersalen måtte, inden tæppet gik op, beklage, at han under forpremieren havde slået benet og derfor ikke kunne danse, og desuden måtte gå med krykke. Det lykkes ham dog at forstærke fortællingen om den tragiske helt, når han må støtte sig til krykken, mens han skubber sin familie fra sig. Derudover leverer han en fremragende vokal i både den i øvrigt fængende ballade ”Det der skal til” (en af de meget få rigtig gode sange i stykket), og i ”Med Gud i ryggen”, som han synger stærkt empatisk.

Men hvor Nicolai Jørgensen må svømme mod strømmen, når hans tragiske Mads Skjern skal forsøge at bringe alvor ind i folkekomedien, må Marie Dalsgaard være den eneste, som for alvor lykkes med at svømme med i hysteriet med sin Maude. Hændervridende og med flakkende blik formår hun at finde en balance mellem neurose, skrøbelighed og humor og kan levere ”jeg går i seng” både morsomt og tro mod karakteren – samtidig med, at det hele foregår i det for stykket nødvendige maskingeværstempo. Beundringsværdigt.

Lea Thiim Harders Ingeborg, Jon Langes Hans Christian Varnæs, Annette Heicks Elisabeth Friis, Carsten Svendsens Kristen Skjern og Line Krogholms Katrine Larsen viser glimtvis deres berettigelse på scenen, men de drukner i det uhensigtsmæssige format. Navnlig synes jeg, bearbejdningen af Ingeborg virker fuldkommen kastreret, og den bidskhed og syre, jeg husker karakteren for, er blevet udeladt. Har man mon været lidt for bange for, at man alligevel ikke kunne opnå det samme, som man kunne med Ghita Nørby? Jeg frygter det lidt.

Mest dramatisk kærlighed er der tilsyneladende lagt i historien om Daniels (spillet med fin sensibilitet af Søren Torpegaard Lund) sexualitet og forhold til sin far. Den relation og dens dramatiske højdepunkt får desværre alt, alt for kort tid, men ”En dreng som mig” fik fortjent aftenens absolut største bifald, godt hjulpet på vej af en overrumplende flot vokalpræstation. Aftenens musikalske højdepunkt.

Daimi Gentle, Ragnhild Kaasgaard og Gordon Kennedy som hhv. Fru Fernando Møge, Misse Møge og Grisehandler Larsen fremstår som stykkets største paradoks. Og muligvis et meget godt billede på, hvor det er gået galt i bearbejdningen. De er alle meget, meget sjove. Hvilket utvivlsomt har været meningen.

Specielt Fru Fernando Møge bliver kørt rundt som en rabiat Metoo-fanfare i en uophørlig talestrøm om ulækre mandspersoner og uønskede tilnærmelser. Ragnhild Kaasgaard har været nemmere at klæde ud som Misse Møge, og hun gør det også vældig morsomt, men jeg tvivler på, at det havde gjort nogen forskel dramatisk, om man havde ladet Asger Reher skubbe kørestolen. Han kunne også sagtens have sunget Fru Fernando Møges ”Liderlige lømler”, som tilføjede lige så meget godt til musicalen som en prut til en børnefødselsdag. De alt for mange vittighedsudråb afstedkom en vældig masse latter fra salen, men gav intet til stykket. Grisehandler Larsen får heller ikke plads til bare at være lun, eller en hel karakter i det hele taget. Der er kun plads til morsomheder, og så selvfølgelig ”det er en tysker”, der var tæt på at opnå stående applaus.

Tværtimod punkterer de alt, alt for mange morsomme indslag selv de mest spæde optræk til dramatisk udvikling, som stykket i øvrigt er nærmest klinisk renset for. Det mest påfaldende eksempel er nok Hans Christian Varnæs’ affære og besvangring af frøken Ulla, som stort set er reduceret til det, Frederik Cilius ville kalde en ”forklar-mig-røv”-replik i overgangen mellem to scener. Men vi får lov at se Hans Christian og Maude blive gode venner igen.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet fra indledningen. Hvorfor en musical? Hvis grundlaget havde været et ønske om at fortolke Matador musikalsk, så skulle sangene simpelthen have været bedre. Ud over de få ovennævnte meget gode sange, så var det kun Carsten Svendsens ”Forbi før det begynder”, som tangerede noget interessant. Lise Cabble og Burhan G’s numre er overordnet velkomponerede og velproducerede, men der er for mange klichéer, de mangler kritisk originalitet, og de bærer i det store hele præg af at kunne være skrevet til en hvilken som helst anden musical eller julekalender for børn. Det er for lidt.

Jeg savnede desuden et klarere formål med Anja Gaardbos koreografi, som vel passer genremæssigt med musikken, men for langt størstedelen var dans for dansens skyld. Kun da Daniel præsenterer sin kollektion, har man ladet form og indhold tale rigtigt sammen, og danserne danner en brudekjole. Det er for lidt og for sent. Og den eneste oplevelse i løbet af stykket af, at dansen selvstændigt fortalte noget i stedet for bare at understøtte musikken.

Astrid Lynge Ottosens kostumer er overordnet flotte og farverige, og de lykkes langt hen ad vejen med at danne bro mellem udtrykket fra TV-serien og så en musical med dans og musik. Men jeg forstod ikke valget med at lade jakkesættene have farvede kanter, der på bekostning af det æstetiske udtryk forstærkede indtrykket af at se en syret tegnefilm.

Lad os vende tilbage til ”hvorfor?” I programmet kan man læse, at forfatterne gerne ville have Matador ud til et nyt publikum, og overskriften lyder ”Matador til en ny generation”. Er Matador – The musical så en vellykket udgave af Matador til børn? Det mener jeg ikke, det er.

Stykket er endt som en form for TikTok-version af Matador, hvor hele plottet og alle karaktererne er kogt ned i en to timer og 15 minutter lang tour de force af 30 sekunder lange highlights fra tv-serien, og det vil langt hen ad vejen være uudholdeligt for folk, der holder af serien – og det må være uforståeligt for børn? Indimellem kæmper Nicolai Jørgensen og Søren Torpegaard Lund med at få et rigtigt, relaterbart drama klemt ind i vanviddet, men publikum får aldrig lov at relatere, før det næste reel skal rulle hen over scenen.

Det virker som om, projektets umulighed først alt for sent er gået op for skaberne, og så har man forsøgt at glatte det hele ud med billige grin (”at putte lidt sukker på skeen” som Anders Thomas Jensen udtrykker det), og ved at Frede Gulbrandsen har instrueret skuespillerne i at tale lige så hurtigt og lige så højstemt som Rip, Rap og Rup gjorde, dengang der var noget, der hed Disney Sjov.

Susanne Bier fortæller, at Lise Nørgaard til det sidste var meget bevidst om aktualitet og Zeitgeist. Hvorfor lavede man ikke bare en musical om Daniel?

One and Only Musicals i samarbejde med DR

Falkonersalen, Falkoner Allé 9, 2000 Frederiksberg

Spilleperiode: 15. februar til 13. april 2024

Set den 15. februar 2024

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://oneandonlymusicals.dk/shows/musicals/matador

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Lea Thiim Harder, Jon Lange, Marie Dalsgaard, Daimi Gentle, Ragnhild Kaasgaard, Søren Torpegaard Lund, Annette Heick, Carsten Svendsen, Line Krogholm, Gordon Kennedy, m.fl.

Originalt manuskript af: Lise Nørgaard, Anders Thomas Jensen og Susanne Bier

Instruktør: Frede Gulbrandsen

Koreograf: Anja Gaardbo

Scenograf og videodesigner: Benjamin La Cour

Lysdesign: Ulrik Gad

Musik af: Lise Cabble og Burhan G

Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod