Anmeldelse: Scener fra et ægteskab, Himmerlands Teater

Anmeldelse: Scener fra et ægteskab, Himmerlands Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Livet går godt for ægteparret Johan og Marianne. De har gode jobs, to børn og et fint hus i forstaden. De elsker hinanden, og ægteskabet kører på skinner. Sådan bliver det dog ikke ved med at være… Ægteskabet er i opløsning, og følelserne får frit spil. Den trygge, normale hverdag afløses af aggressioner, løgne og fortielser, inden boblen brister totalt for dem begge. Hvem har magten, og hvem har teten i forholdet? Han forlader familien for en yngre model, men heller ikke det forhold viser sig at være langtidsholdbart. Skilsmissen er nært forestående.

Forestillingen bygger på Ingmar Bergmans tv-serie ”Scener fra et ægteskab”, som rullede over tv-skærmene i Sverige, Danmark og Norge tilbage i 1973. Kønsrollerne, magtforholdet og parforholdets rolle har ændret sig meget siden da, og Bergmans tekst er nok ikke så skræmmende og provokerende i dag, som den var dengang. Samtidig har ægteskabets rolle også været under forandring siden da, og alternative parforhold og skilsmisser er ikke længere så fremmede endda.

Alligevel kan fortællingen stadig sige om end ikke meget, så dog noget om, hvordan livet er med en anden og om, hvordan mennesket agerer, når alt det normale udfordres. Samtidig berører vi, det store spørgsmål om, hvad kærlighed egentlig er.

Med en lettilpasset version gør Himmerlands Teater hermed Scener fra et ægteskab seværdig alligevel. Men det skyldes nok de underholdende elementer i forestillingen, og de trods alt almindelige problemstillinger om at leve sammen i et fællesskab, som ægteskabet jo også er. Det helt skarpe bid udebliver.

En af denne versions store forcer er skuespillet af Ronny Sterlø og Kaja Kamuk som henholdsvis Johan og Marianne. Deres sam- og ikke mindst modspil er både morsomt, veludført og kraftfuldt. Vi som publikum tror faktisk på deres udbrud, forhindringer og ikke mindst følelser (eller manglen på samme), efterhånden som forestillingens forskellige stadier skrider frem. Både de mere nænsomme, de sensuelle og ikke mindst de kampstridige scener løser de fornemt. Sterlø har kant og han fremstår følelseskold, men alligevel tilstrækkelig følsom, og Kamuk er sanselig og lettere uanende, indtil virkeligheden og tænksomheden indhenter hende.

Johan og Marianne er to modstridende og modstående parter. De er egentlig begge to gyselige mennesker, om end på hver sin vis, og de er derfor svære at holde af. Fortællingen om ægteskabet som institution træder i dag mere i baggrunden, hvor genkendelsen nærmere er i mennesketyperne.

Det er således særligt i personinstruktionen, at Martin Ringsmoses iscenesættelse kommer til sin ret. Fokus er på ordene og parforholdet, og Nick Pedersens skumgummiscenografi lader scenen forandre sig efter behov. Startens telefoninterview, hvori vi lærer Johan og Marianne at kende, virker til gengæld for opsat og firkantet.

Om hvorvidt forholdet mellem to mennesker stadig er langtidsholdbart, kan man have sin tvivl om. Scener fra et ægteskab er til en vis grad scener fra en svunden tid, og spørgsmålet er, hvad den ”rigtige” pris er for det holdbare forhold. Verden har forandret sig, og det har parforholdet – heldigvis – også. De udvalgte scener fra et ægteskab kunne derfor se anderledes ud i dag, og spørgsmålet er, om det ideelle parforhold er det samme i dag som dengang. Men der er formentlig ikke tvivl om, at mange, måske særligt ”ældre” publikummer, stadig vil kunne genkende sig selv i Bergmans beskrivelse af parforholdet.

Himmerlands Teater, Søndre Kajgade 18A, 9500 Hobro

Spilleperiode: 14. februar-9. marts 2024

Forestillingen spiller også på Aalborg Teater i perioden den 12.-16. marts 2024

Set den 16. februar 2024

Fotos: Niels Reiter

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://himmerlandsteater.dk/program/scener-fra-et-aegteskab/

Medvirkende: Kaja Kamuk og Ronny Sterlø

Af: Ingmar Bergman

Instruktion: Martin Ringsmose

Scenograf: Nick Pedersen

Lysdesign: Ise Klysner Kjems

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *