Anmeldelse: Menneskebyrden, Det Kongelige Teater (Stages of Science)

By: Line Rolighed
On: 21. januar 2019

Af Line Rolighed

I et sort hul. Alene. Fastfrossen. Fastlåst. Umuligt at trække vejret. Syg. Meningsløs. Håbløshed. Zombie tilstand. Uden for verden. Koblet fra. Lammet. Aldrig den samme igen.

Dette er blot nogle af de ord, der i forestillingen Menneskebyrden knyttes til oplevelsen af at være ramt af en depression. Men hvad er depression egentlig? Hvorfor rammer den nogen og ikke andre? Skyldes det personlighed, kemi i hjernen, eller er det samfundets skyld? Dette forsøger Menneskebyrden at give et mere nuanceret indblik i. Under forestillingen blandes skuespil og forskning med ærlighed og statisk, og uden den sædvanlige berøringsangst sender Menneskebyrden depressionens uforklarlige væsen til kærlig behandling.

Menneskebyrden er ikke kun underholdning. Forestillingen er udarbejdet i samarbejde med Stages of Science som en forsknings- og formidlingsforestilling, og som en del af konceptet inddrages publikum i forskningen gennem en række anonyme spørgsmål som i løbet af forestillingen besvares med et lille elektronisk device ved hvert sæde. På den måde tvinges publikum til at tage stilling til flere forskellige nuancer af samfundsproblematikken omkring depression som ellers har tendens til at blive undgået.

Depression er ikke et muntert emne, og derfor anbefales forestillingen heller ikke børn under 15 år. Dog balanceres det noget dystre emne med humoristiske drys undervejs, og her bør særligt nævnes komponisten Maja Romms rolle som den tvære organist og altmuligmand.

Det der særligt gjorde et indtryk var dog de personlige beretninger fra de medvirkende: Daniel Majhold, Randi Bitsch og Line Roager. Her er tale om tre almindelige danskere uden skuespilleruddannelse, der nærmest som i dagbogsformat skildrer hver deres personlige og meget forskellige historier om mødet med depressionen. Det kunne godt fornemmes, at de tre medvirkende ikke var skuespillere, men desto mere troværdig blev netop deres skildring af depressionens karakter. Daniel, Randi og Lines skildringer af depression vil for de fleste være relaterbare i en eller anden grad, og derved tydeliggør de samtidig en af forestillingens helt store pointer – at depression kan ramme os alle.

De medvirkendes ærlige, modige og meget direkte og personlige sprog er en sund kontrast til forestillingens inddragelse af den nyeste forskning bag folkesygdommen. Samtidig fungerer de personlige historier særdeles godt i samspil med lys, lyd og en meget dyster scenografi til at sætte billeder på hvordan depressionen kan opleves indefra.

På trods af en fin balance mellem forskning og personlige beretninger var det til tider svært at følge skiftene mellem de mange forskellige formidlingsformer og vinkler, og de mange roller spillet af de to skuespillere, Rosa Sand Michelsen og Thomas Voss, flød til tider en anelse sammen. De to skuespillere fungerer dog som et vigtigt, samlende bindeled i forestillingen, og deres sympatiske fremtræden særligt i dialogerne med de medvirkende er med til at give svar på hvordan man også som pårørende til en depressionsramt kan forholde sig til emnet.

Blandingen mellem forskning, formidling og skuespil er interessant, fordi emnet, der forsøges formidlet, netop ikke er en fortælling, men derimod virkelighed for rigtigt mange mennesker. Formatet fungerer derfor også bedst i de øjeblikke, hvor der er tydelighed i, hvornår der formidles, hvornår der forskes og hvornår der fortælles.

Forestillingen står derfor skarpest i de øjeblikke, hvor skuespillet skaber rum til at vi hører de (tidligere) depressionsramtes fortællinger, og hvor vi via spørgsmålene bliver inddraget og tvunget til at tænke og tage stilling. Andre steder føles det desværre lidt kunstigst, når det hele blandes, så hverken de virkelige fortællinger eller skuespillet træder helt skarpt frem.

Menneskebyrden forsøger at besvare mange af de helt store spørgsmål omkring depression, men er samtidig også her ærlige omkring, at mange af disse spørgsmål stadig må efterlades ubesvarede. Ikke desto mindre giver forestillingen et nuanceret, lærerigt og vedkommende indblik i nogle af de samfundsmønstre og menneskelige mekanismer som er en del af besvarelsen, og forestillingen anbefales derfor alle, som vil være med til at stille disse spørgsmål og – forsøge at – blive klogere.

Forestillingen er en co-produktion med Stages of Science i samarbejde med Københavns Universitet, Depressionsforeningen, AskovFonden m.fl.

Støttet af Statens Kunstfond og Lundbeckfonden.

Det Kongelige Teater Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 17. januar-16. februar 2019

Set den 19. januar 2019

Fotos: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/skuespil/menneskebyrden/

Medvirkende: Daniel Majholm, Randi Bitsch og Line Roager samt Rosa Sand Michelsen, Thomas Voss og Maja Romm.

Iscenesætter og scenograf: Thomas L. Corneliussen

Forskningsleder: Kristian Moltke Martiny

Grafisk koncept og animation: Søren Meisner