Anmeldelse: Mens vi venter på Godot, Teatret ved Sorte Hest

By: Helene Franch
On: 20. september 2020

Af Helene Franch

Hvem er Monsieur Godot? Hvordan ser han overhovedet ud? Og hvem er disse Gogo og Didi? Hvorfor venter de på Godot? Kommer han mon i aften? Var de her også i går? Hvad lavede de i går? Hvad er klokken? Er det overhovedet lørdag? Hvor længe har de ventet? Og hvor længe vil de vente?

Teatret ved Sorte Hest genopfører det klassiske absurde teaterstykke Mens vi venter på Godot af den franske forfatter Samuel Beckett fra 1953. Stykket handler kort sagt om de to vagabonder Estragon (Gogo) og Vladimir (Didi), som venter på en, der hedder Godot. Mere er der vist ikke at sige om det.

Vi sidder i et mørkt rum. En stiplet hvid linje antyder en landevej, som løber langs midten af scenen og op ad bagvæggens dør, hvor den stopper i sit forsvindingspunkt. Et omtrent en meter højt, nøgent træ står i højre hjørne. Er det en grædepil? Eller ligner det nærmere en busk? Og vigtigst af alt: Vil man kunne hænge sig i en af dets spinkle grene? En tom, ørkesløs men stemningsfuld scenografi, der på glimrende vis understøtter forestillingens rungende tomhed. Mens vi venter på vagabonderne, spiller ”Your own personal Jesus” af Depeche Mode, der opfordrende lyder ”reach out, touch faith”.

Som sand glider alt ud mellem fingrene, intet hænger fast, intet møde, intet sted. Gogo og Didi er nogle forvirrede sjæle. De taler konstant forbi hinanden, glemmer midt i en sætning, hvad den skulle føre til og må starte forfra. Intet bliver ført til dørs, men punkteres og skifter umærkeligt retning. Det ene øjeblik stirrer de tomt ud i luften, det næste planlægger de deres selvmord, bytter begejstret hatte, farer op i raseri eller står i hver deres skammekrog og spejder ind mod væggenes mørke hjørner. Hele tiden denne venten, hele tiden på sammenbruddets rand, hele tiden på vagt, så selv ”vinden i sivene” kan forveksles med Godots mulige ankomst.

Mads Wille spiller rollen som den reflekterede, sympatiske og optimistiske Didi. I glimt aner man dog hans fortvivlelse over hvorvidt denne tomgang mon nogensinde vil få en ende. Det er netop i disse fortvivlelsens momenter, at jeg synes Willes nuancer særligt træder frem. Jeg vil dog især fremhæve Nicolas Bro, der i rollen som den fodslæbende og naive Gogo har en særlig evne til at se ind i tomheden. Det er dog svært, at se på den ene uden den anden. For det er den charmerende kemi og fortrolighed mellem de to, samt timingen, som bare sidder, der i sidste ende bærer stykket frem. Og ikke kun er det pinefuldt, men også rørende og lattervækkende: Jeg lo og følte med dem fra ende til anden!

”Lad os hænge os øjeblikkeligt!” Konstaterende overvejer vagabonderne, hvem der mon er den letteste af de to, for det må jo selvfølgelig være den tungeste, der skal hænge sig først. Men hvem er mon tungest? Og hvor er rebet? Og kan træet mon holde i sidste ende? Didi kommer dog altid i tanke om, hvad meningen med galskaben er: De venter jo på Godot! Denne sætning udløser hver gang et ”Det er sandt” hos Gogo og alle foregående refleksioner er med ét glemt. Vi er igen, med denne insisterende venten, tilbage til hvor vi startede.

Døren rives op. Bag os kommer to mænd vandrende ned ad midtertrappen. Forest går en spinkel, foroverbøjet fyr med tjavset hår og blege arme, bærende på kufferter fyldt med sand og et reb om halsen. Bag ham går en rank, ældre herre med en pisk i den ene hånd og i rebets ende trygt hvilende i den anden. Det er Pozzo den selvbevidste, magtsyge landejer, spillet af Steen Stig Lommer, der både er ubehageligt umenneskelig og samtidig plaget af sin egen menneskelige forfængelighed. Lucky, eller rettere ”svinet”, hans slave, spilles af Kristoffer Helmuth, der rammer plet i sin stille særhed og dyriske bidden fra sig.

”Har vi mødt hinanden før?” Ingen kan rigtig huske det. Både herren og slaven fremstår lige ulykkelige og fuldstændig rablende vanvittige. Men hos hvem skal man lægge sin sympati? For Gogo og Didi er de både skræmmende, men også en befriende afveksling af høj underholdningsværdi. Måske falder der et afgnavet ben fra, om ikke andet er der nogen at tale med og nogen der ser en i dette øjeblik. Og så kan man få ”svinet” til både at danse en mekanisk himmelstræbende koreografi eller holde en broken-record tale om blandt andet tennis og efterår. Om alt eller måske nærmere intet.

”Det er et yndigt sted” siger Gogo på et tidspunkt. En sætning som denne klinger så hjerteskærende falsk og fortvivlende. Sårbarheden og vanviddet går hånd i hånd i Maria Vinterbergs fænomenale iscenesættelse. Lever man kun, hvis nogen ser en? Har man kun talt, hvis nogen lytter?

”Du har set mig, ikke?”, sådan spørger Didi febrilsk ved tusmørke, når den unge fårehyrde – eller var det broren, gedehyrden? – dukker op og fortæller, at Monsieur Godot igen er blevet forhindret, men kommer i morgen. Olga Matthiesen som spiller de to unge hyrder, har en rørende uskyld og ærlighed over sig. Et blik, jeg sent glemmer. Ligesom resten af forestillingen.

Det er netop det menneskelige, der ikke kan indfanges i ord, som det absurde så fint rummer i sine mange spørgsmål. Som sand glider alt ud mellem fingrene, intet hænger fast, intet møde, intet sted. Ensomheden er total og totalt menneskelig.

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Spilletider: 4. september-10. oktober 2020

Set den 18. september 2020

Fotos: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe billet. Læs nærmere her:

https://www.sortehest.com/forestillinger/mens-vi-venter-paa-godot-2020/

Medvirkende: Nicolas Bro, Mads Wille, Steen Stig Lommer, Kristoffer Helmuth og Olga Matthiesen

Instruktion: Maria Vinterberg

Dramatiker: Samuel Becket

Oversættelse: Klaus Rifbjerg

Scenografi: Marianne Nilsson

Lysdesigner: Lasse Svarre