Anmeldelse: Michael Søby: Beretninger fra Baggården 1963-2023, BaggårdTeatret
Af Christian Skovgaard Hansen
BaggårdTeatret – dengang stadig med det korrekte fuge-s i navnet – startede i 1963 i Svendborg, og spillede første forestilling i 1964. I år udgiver teatret selv en 60 års-jubilæumsbog med titlen Beretninger fra Baggården 1963-2023. Forfatter og kulturkritiker Michael Søby har ført pennen på baggrund af interviews med mere end 50 nuværende og tidligere personer med tilknytning til teatret og et grundigt detektivarbejde, hvor han blandt andet har stået på hovedet i arkivet.
Bogen fortæller teatrets noget brogede historie, hvor udviklingen er gået i forskellige retninger, alt imens kræfter til tider nærmest har modarbejdet teatret. Teatret er i dag egnsteater for Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø og Langeland kommuner.
Sådan har det ikke altid været. Vejen hertil har været præget både op- og nedture, og vejen har ikke altid været den lige vej. Kritikerne har været mange, og det har ikke altid været lige nemt at skaffe midler til driften, hvor man på et tidspunkt blandt andet var nødt til at tænke kreativt, da man ikke kunne få fat i det påkrævede regnskab fra det tidligere år. Det er blot et eksempel på ”farverigheden” under kollektivtiden.
Teatret startede som et amatørteatret drevet af en kollektiv ledelse, og teatret fik i 1966 nye lokaler i baggården til Møllergade inde i Svendborg, inden det i 1976 rykkede ud i skoven på Caroline Amalies vej. I dag er der planer om et helt nyt teaterhus på Frederiksø midt på Svendborg Havn.
Repertoiret har også udviklet sig. Til en start var det amatøropsætninger af mere eller mindre kendte forestillinger. Siden har de også spillet provokerende ungdomsforestillinger, hvor forestillingen ”Ska’ vi komme sammen?” affødte klager fra forældrene, og nyfortolkninger af klassikere. I dag er der tale om professionelle forestillinger, som båd spiller ”hjemme” på Caroline Amalies vej, ude af huset stedspecifikt og på turné rundt i hele landet. Forestillingerne dækker også den mere traditionelle forestilling, men også som audio walks i form af vandreforestillingerne ”Under isen”, ”Mod strømmen” og ”Sundets stilhed” i nærområdet. Samtidig arbejder teatret sammen med skolerne i Oure om et teatertalentudviklingsakademi.
Bogens store force er, at det ikke bare bliver en kronologisk gennemgang af, at så skete der det og det. For det første brydes den løbende fortælling af kapitler om gennemgående tematikker eller om tidligere forestillinger. For det andet lader bogen personerne med betydning for teatret komme til orde. Sidst indeholder bogen også en række fotografier fra hele tidsforløbet, og bagerst i bogen findes en liste over teatrets forestillinger 1964-2022.
Sammen med Michael Søbys levende og engagerede sprog er det med til at skabe en læseværdig bog, hvor man næsten føler sig hensat til sidelinjen, hvor man kan følge med over skulderen på førnævnte personer. Man overraskes formentlig både over historien med de mange forskellige facetter, men også over genkendelsen af de navne, som har huseret på teatret.
Som ekstra bonus er der også kræset om ”indpakningen”. Beretninger fra Baggården 1963-2023 er en stor, flot bog med både et lækkert design – af Lea Helene Adelsten Olsen – og tykt papir, hvorpå tekst og billeder kommer til sin ret. Et par små opsætningsfejl kan ikke ændre på det imponerende ydre.
Michael Søby og BaggårdTeatret kan derfor med god grund være stolte af jubilæumsbogen, som både er flot ind- og udvendigt. Det er en bog, som ikke kun retter sig til det mere smalle teaterpublikum, men også mere bredt, da det både er fortællingen om et stort – og heldigvis uafsluttet – kapitel i dansk teaterhistorie, men også en flot lokalhistorie fra Svendborg.
Michael Søby: Beretninger fra Baggården 1963-2023
BaggårdTeatret
1. udgave
ISBN: 978-87-973130-3-9
268 sider
Pris: 300 kr.
Bogen kan købes via teatrets hjemmeside:
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod