Anmeldelse: Mutter Courage og hendes børn, Det Kongelige Teater
Af Ellen Krogh Skjølstrup
Mutter Courage og hendes børn nåede kun at spille i kort tid i foråret, før nedlukningen af Danmark også lukkede forestillingen ned. Det Kongelige Teater har nu genopsat forestillingen, hvor den eneste ændring er et par udskiftningerne i skuespillerholdet.
Bertolt Brecht skrev dette antikrigsstykke i efteråret 1939 under hans eksil i Sverige, hvor 2. verdenskrig lurede om hjørnet. Det er en rørende fortælling om den stærke Mutter Courage (Karen-Lise Mynster) under Trediveårskrigen, der med sort humor og sans for forretninger kæmper for at holde sig selv og sine tre børn i live ved at følge i halen på de forskellige hære og sælge snaps, skind og gamle soldaterstøvler. Det er et portræt af det almindelige menneskes kamp for overlevelse i nyttesløse krige, hvor ofrene er alt for store både på den vindende såvel som den tabende side. Mutter Courage ender med at miste alle sine børn, lige meget hvilket flag hun hejser og viser sig sympatiserende for.
Katrin Nottrodt står bag scenografien af Mutter Courage og hendes børn. Hun skaber en scenografi med udgangspunkt i Mutter Courages vogn, hvor orkestret er placeret mellem sofapuder, indbygget køkken, skjulte soverum og varer til forretninger – alt sammen stablet op på en kvadratisk plade med to tov i enden hvorfra vognen trækkes rundt på scenen. Det, at orkestret er synlige midt på scenen, er en tydelig verfremdung-effekt. Denne teknik bruges til at bryde teatrets illusioner ved åbent at vise, hvordan skuespillet og fiktionen er skruet sammen foran publikum. Her har det til formål at distancere publikum fra illusionen og hjælpe dem til at forholde sig kritisk til det, de ser. I dette tilfælde er der en fin balance mellem fiktion og verfremdung-effekten, da orkestret ikke tildrager sig anden opmærksomhed end i form af den velspillede musik. På denne måde forstår og accepterer vi distanceringen på en fin og subtil måde, hvor vi alligevel sagtens kan dreje opmærksomheden tilbage på fortællingen og dens budskaber.
Denne balance er dog langt fra tilstede i resten af forestillingen, hvor korets ivrige indtræden i forskellige krigskostumer, der referer fra Napoleonskrigen i starten af 1800-tallet frem til vor tids krige bliver til et teatralsk komediespil, som ender med at distrahere mere med sin verfremdung, end det gavner fortællingen.
Tværtimod bliver det alt for tydeligt, at der mangler nærvær og intimitet i forestillingen. Alt for ofte bliver der benyttet overdrevne effekter, som for eksempel når scenen bølgende skifter højde i et ellers smukt og rørende øjeblik, når Mutter Courage (Karen-Lise Mynster) og datteren Kattrin (Fanny Louise Bernth), som de eneste overlevende i familien trækker afsted med vognen mod kulden og uendelighedens krig imens en smuk mandevokal synger stille toner ud i salen. Men her overtager effekten af de skiftende scenehøjder fuldstændig, og det fjerner den ellers smukke illusion på en ærgerlig måde.
Karen-Lise Mynster bidrager med en stærk karisma og gør det godt som den gæve moder. Desværre virker karakteren en smule endimensionel, der er ikke den store forskel fra kynisme til kærlighed, hvilket gør det svært for mig at blive følelsesmæssigt ramt og kunne sympatisere med karakteren. Et større fokus på personinstruktion kunne muligvis have gjort en forskel og tilvejebragt et kærkomment nærvær.
Det er dog umuligt ikke at sympatisere dybt med den stumme datter Kattrin, der af Fanny Louise Bernth om nogen alligevel forstår at bringe en nerve ind i rummet, som kan mærkes til sidste stolerække. Desperationen lyser ud af hende, når hun med krop og sjæl forsøger at forhindre sine brødres død. Sigurd Holmen le Dous har en dragende tilstedeværelse på scenen, hvor han ganske overbevisende spiller den enfoldige søn Schweizerost, der passer på regimentskassen med en ærefuld moral – og han vækker straks sympati med sin stærkt nervøse og sitrende væremåde. Dette nærvær savnede jeg ellers i resten af forestillingen.
Det virker lidt som om, at iscenesætter Sigrid Strøm Reibo har sat personinstruktionen over styr til fordel for skiftende scenehøjder i svimlende bølgegang og koreograferede korbevægelser.
Det Kongelige Teaters opsætning af Mutter Courage og hendes børn ender med at blive en lidt langtrukken forestilling, hvor sceniske effekter og verfremdung bliver vægtet højere end en grundig personinstruktion, hvormed der er langt imellem de virkelig rørende øjeblikke. Jeg sidder tilbage og føler aldrig, at jeg kom helt tæt på historien eller karakterne – hvilket er ærgerligt, når nu teksten har så stort et potentiale og evigt gyldigt budskab om hvor nyttesløs krig kan være, når ofrene hele tiden synes for store og umenneskelige.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K
Spilleperiode: 1. oktober-14. november 2020
Set den 1. oktober 2020
Fotos: Miklos Szabo (fra forårets forestilling)
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/skuespil/mutter-courage?section=top
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth, Mathias Skov Rahbæk, Sigurd Holmen le Dous, Jens Jørn Spottag, Anders Hove, Özlem Saglanmak, Martin Bo Lindsten, Morten Brovn, Tom Jensen, Rosalinde Mynster og Jonathan Bergholt Jørgensen
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumer: Katrin Nottrodt
Komponist: Paul Dessau
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen
Lysdesign: Rasmus Kreiner
Koregrafi: Oleg Glushov
Koregrafi ved genopsætning: Ann Crosset
Musikalsk ansvarlig: Simon Revholt
Kapelmester: Simon Toldam
Oversættelse: Madame Nielsen
Varighed: Ca. 2 timer og 50 min. inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod