Anmeldelse: Nakskov Revyen 2024, Hotel Harmonien (Nakskov Revyen)

Anmeldelse: Nakskov Revyen 2024, Hotel Harmonien (Nakskov Revyen)

Af Christian Skovgaard Hansen

For tredje gang har sommerrevyen fundet vej til Nakskov. Revyen finder sted i Hotel Harmoniens fine festsal, hvor vi sidder ved runde borde og nyder forestillingen, hvilket klæder revyen. Eneste minus ved salen denne premiersommereaften er, at salen bliver rigtig, rigtig varm, selvom vinduerne er åbne. Før revyen er det muligt at nyde en wienerschnitzel (alternativer findes), som er så velsmagende, at man tilgiver, at ikke hele serveringen (endnu) sidder i skabet.

Revystifter og -direktør Thomas Findval Sølvskov er igen en del af holdet på scenen. Med sig har han samme hold som sidste år: Dan Loffredo, Anne Bergfeld og Maja Muhlack. Holdet synes dog desværre ikke helt at være i trit med hverken dem selv hver især eller som hold.

Dan Loffredo giver i Sebasto Elliots ”Den store stærke bjørn” et absurd, men alligevel tankevækkende virkeligt bud på Ruslands præsident, som også i Nakskov optræder i bar overkrop og til hest! Mange gode ting kommer fra Rusland – i hvert fald, hvis han selv skal sige det – og lige så mange kritikere får deres bekomst. ”From Russia with Love” må man huske! Allerbedst er han i den stille ”Det ku’ godt ha’ været mig” med tekst og musik af Lars Oluf Larsen, hvor han får sjæl og følelse med – man accepterer derfor også, at tekstens ”det” ikke er helt skarpt.

Maja Muhlak er bedst i Anne Dorte Michelsens ”Sparetips”, hvor hun får luftet både sin fine sangstemme og ditto komiske talent, når hun giver mere eller måske nærmere mest mindre gode sparetips til publikum. Generelt er hendes sangstemme et plus for forestillingen. Sammen med Sølvskov og Nørremølle er hun senere det noget kiksede forkyndelseskor, hvis mission nok ikke helt lykkes.

Thomas Findval Sølvskov fortjener ros for at have bragt revyen til Nakskov, men om han endnu vitterligt fortjener at blive årets nakskovit er måske mere tvivlsomt, men drømmen om først revyen, så byen og sidst hele øen fejler i hvert fald ikke noget i ”Bar’ en lille drøm” med tekst af Esben Thaysen Nissen og med musik af Christian Dahlberg. Nummeret bliver dog en smule i ubalance, når det bliver lidt for selvgodt. Sølvskov er også fin som tjeneren, som går mere og mere op i limningen, når han har sit hyr med parret, der ønsker ”Hele oplevelsen” – og så alligevel ikke…

Anne Bergfeld er det svageste kort på hånden, hvilket måske også kan skyldes, at hun ikke har revyens skarpeste tekster. Hverken ”Insekthotel søges” efter idé af hende selv og Troells Toyas sang ”Eine kleine dingeleine” sidder i skabet, og særligt sidstnævnte sang får hun ikke udover scenekanten.

Troells Toya sætter fokus på det hjemlige politiske landskab i ”Politisk næse”, hvor regeringens tre forpersoner absolut ikke er helt i trit med hinanden, og ikke mindst hvor regeringen udfordres af Alex V. Klovnenæserne er i hvert fald et glimrende billede på politikken af i dag! Det lokale politiske billede sættes ganske spiddende under lup i Sølvskovs ”Det er jeg ikke enig i”. Hele holdet sætter også ganske morsomt fokus på vores brug af de sociale medier i Toyas ”SoMe zombie”. For alle tre numre er det eneste minus, at de bliver lidt for lange; halvdelen kunne have gjort det, så pointen og satiren havde stået knivskarpt.

Musikken leveres også i år af kapelmester Jens Nørremølle. Det musikalske akkompagnement leverer han ganske sikkert, og han får lov at starte anden akt med hans egen ”Jeg vil bare leve”, hvor verdenssituationen og ufreden nænsomt sættes under lup. Han får også lov at have sine små momenter, som fungerer ganske kort som åndehuller, selvom timingen ikke sidder helt i skabet hver gang.

På revyens godt to timer – inkl. pause – skal vi igennem ikke mindre 36 numre. For det første er ikke alle teksterne lige gode, og nogen af dem virker næsten ufærdige. For det andet bliver tempoet sine steder lidt vel stillestående, selvom vi faktisk glider hurtigt videre, når timingen mistes. At det alligevel lykkedes at holde fornuftigt sammen på revyen, skyldes formentlig iscenesætter Troells Toya, der også sørger for, at der er en vis saft og kraft i revyen.

Før revyen rigtig er gået i gang, og mens nogle af publikum slår mave, får lidt frisk luft og ordner, hvad de nu skal, inden forestillingsstart får vi revyens første nummer: ”Nakskov Forever” med tekst og musik af Jens Nørremølle og med hele holdet på scenen. Det bliver en skøn kærlighedserklæring til Nakskov, hvor der endnu ikke er tid til afdansningsbal, men hvor byen faktisk blomstrer. Det er lidt synd, at man ikke inkorporerer den i selve forestillingen, dels fordi det faktisk er et af aftenens smukkeste numre, og dels så alle publikummer får lov at opleve det.

Nakskov Revyen 2024 har sine øjeblikke, men helt i mål er revyen ikke endnu, hvilket primært skyldes det noget ujævne tekstmateriale og et ditto hold på scenen. Der er bestemt potentiale for en god sommerrevy i Nakskov, så man kan håbe, at Thomas Findval Sølvskov til næste år tør ryste posen og forfine revyen.

Nakskov Revyen

Hotel Harmonien, Nybrogade 2, 4900 Nakskov

Spilleperiode: 2.-24. august 2024

Set den 2. august 2024

Fotos: Thea Løvgreen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Thomas Findval Sølvskov, Dan Loffredo, Anne Bergfeld og Maja Muhlack

Kapelmester: Jens Nørremølle

Tekst og musik: Jens Nørremølle, Christian Damgaard, Thomas Findval Sølvskov, Kasper D. Gattrup, Søren Vandkær, Troels Toya, Sebasto Elliot, S.F.I., Charles Dumont, Samot Nesner, Anne Dorte Michlsen, Rasmus Søndergaard og Lars Biusgaard, Maja Muhlack m.fl.

Instruktør: Troells Toya

Instruktørassistent: Amalie Bentzen

Kostumier og rekvisitør: Susanne Helga Cichy Rasmussen

Lysdesigner: Henrik Spangsbo

Lyd: Musikstart i Nykøbing-Falster v. Emil og Henrik og Steffen Arnecke

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *