Anmeldelse: Nationen, Teatret Svalegangen (Mungo Park Kolding)

Anmeldelse: Nationen, Teatret Svalegangen (Mungo Park Kolding)

Af Anne Sophie Thingsted

 

2017 er året, hvor diskussionsforummet Nationen på Ekstrabladet.dk kan fejre 10-års jubilæum. I den anledning er det måske tid til at kaste et tilbageblik på tiden med det omdiskuterede debatforum og overveje, hvad dets eksistens har gjort ved os danskere.

Det er i hvert fald den overvejelse Mungo Park Kolding vækker hos mig med deres forestilling ’NATIONEN’, der er en dramatisk fremførelse af ægte læserkommentarer taget direkte fra hjemmesiden. Da stykket er forbi, forlader jeg salen med en følelse af, at den offentlige debat aldrig har været hårdere.

Den følelse opstår i den skærende kontrast mellem de første ti minutter af forestillingen og resten. Da publikum har sat sig, dukker de fire skuespillere op gennem sprækker i bagtæppet. Som zombier vandrer de hen imod en mikrofon i den ene ende af scenen med blikke der på én gang er glubske og fyldt med ærefrygt. Fristede til at tage ordet men med øje for konsekvenserne. Da der endelig er en, der våger at knipse til mikrofonen, så salen fyldes med mekaniske svingninger, hopper de andre tilbage i chok.

NATIONEN-1

Men chokket varer ikke ved, og snart kappes de om, hvem der kan brøle mest provokerende ind i mikrofonen. Deres udråb går fra ”Den eneste pik en kvinde skal have, er min!” til ”Frihed er en psykisk lidelse!”

Måske afspejler skuespillernes overgang fra sceneskræk til ucensureret holdningsudbasunering en udvikling, Nationen har skubbet i gang. Er vi i løbet af de sidste ti år blevet så insisterende på vores frihed til at ytre os, at det faktisk kan sammenlignes med, at hele landet er ramt af en psykisk lidelse?

”Nej!,” siger jeg til mig selv. For jeg ved jo godt, at det er kun et lille udsnit, der er så afstumpede på sociale medier. Men alligevel rammes jeg hårdt af cringe. Forestillingen overbeviser mig om, at verden er af lave, hvilket kan tilskrives skuespillernes overbevisende performance.

NATIONEN-2

Paradoksalt nok, er ’NATIONEN’ noget af det sjoveste, jeg længe har set. Dramatiske udråb af ting, som ”Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, hvordan jeg laver min bøf!” fremsagt med dyb indignation, får salen til at hikke af grin. Kommentarernes totale mangel på kontekst er kilde til masser af sort humor og skildrer desuden fint den skødesløshed, der hersker i kommentarsporet på Nationen.

Men som forestillingen skrider frem, kommer jeg langsomt til at skamme mig over at have grinet af de upassende udråb. Pludselig tager stykket nemlig en mørk drejning. Jeg vil ikke afsløre, hvad der sker, men det er ubehageligt og genkendeligt og viser, hvordan sociale medier kan være grobund for giftige holdninger.

Derefter begynder skuespillerne at gentage de ytringer, de har brugt igennem showet. Men hvor de før virkede gøglede, er de nu ildevarslende. For forestillingen har konfronteret mig med konsekvenserne af den hårde retorik.

’NATIONEN’ er vellykket, fordi den balancerer sin tolkning af Nationen mellem det komiske og det katastrofale. Tilskuerne bliver udsat for en følelsesmæssig rutschebanetur. Hvordan de vil sortere i de følelser, er op til dem selv: Skal man grine af hjemmesiden, blive bekymret eller skamme sig? Det, der står klart, er, at vi som nation er nødt til at tage stilling til Nationen.

 

Mungo Park Kolding

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 19.-23. september 2017

Spiller også den 26.-29. september 2017 på Mungo Park i Allerød

Set den 21. september 2017

Foto: Palle Peter Skov

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.mungoparkkolding.dk/forestilling/nationen/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *