Anmeldelse: Next to Normal, Hvidovre Medborgersal (Fragmentet)

Anmeldelse: Next to Normal, Hvidovre Medborgersal (Fragmentet)

Af Jonas Lehmann Rasmussen

 

’Next to Normal’ er en forestilling, som jeg ville ønske flere havde modet til at opsætte. Den er godt på vej til at blive en moderne klassiker. Det er kort sagt godt to timers tur igennem hele følelsesregistret med moderne ørefængende musik og karakterer, som man næsten ikke kan undgå at sympatisere med. Det er en moderne forestilling, som henvender sig til både unge og gamle – selvom de alleryngste nok bør blive derhjemme.

For historien i ’Next to Normal’ er langt fra rosenrød. Den handler om alt det, som mange frygter skulle overgå dem. Stofmisbrug, selvmordsforsøg, sindssyge og barnedød. Alt dette ville være slemt nok i sig selv, men hvad gør man, hvis det ikke rammer en selv, men vores nærmeste? Hvordan skal man håndtere det, når ens nærmeste kommer så på dybt vand, at det bliver svært at tro på, at de nogensinde bliver sig selv igen?

Nexttonormal-16143100_574839226049906_236799919337785293_n

Fragmentet er en teaterforening for unge mennesker i Hvidovre kommune. Men trods det, at der er tale om unge amatører, så leveres der en præstation, der sætter sig, og personligt har jeg hverken kunne slippe musikken eller stykket, siden jeg så det. Desværre kan de unge talenter – for det er de – ikke altid levere den sangpræstation som stykket kræver. Når den sidste høje tone i en hjerteskærende ballade ikke rammes helt rent, mister stykket lidt af sin charme.

Derudover bliver første akt lidt lang, da karaktererne ikke udvikler sig, og handlingen føles nærmest som om den går i ring. I anden akt kommer der heldigvis mere fart på, og når det hele pludselig går ned ad bakke stærkt og det hele ramler, så suges man ind i stykket. Desværre opvejer det ikke for første akt og de utilstrækkelige sangpræstationer.

Jeg vil dog tillade mig selv at blive lidt personlig, for det føler jeg stykket fortjener. Jeg græd. Det tør jeg godt indrømme. Stykket er noget af det mest imponerende, som jeg længe har set, og det er det eneste stykke, som jeg kan komme i tanke om, som faktisk fik mig til at græde. Handlingen tør italesætte alt, og jeg mener alt; det som ingen andre tør. Når man så ovenikøbet tænker på at det kun er drevet af unge mennesker (så vidt jeg ved), så er der kun et ord: Wow!

Jeg ser sjældent et stykke to gange, men på lørdag tager jeg formentligt derind igen, og jeg synes, at du skal gøre det samme. Fragmentet har fået en ny fan, og han hedder Jonas.

 

 

 

Fragmentet
Hvidovre Medborgersal, Hvidovrevej 280, 2650 Hvidovre

Spilleperiode: 3. februar–11. februar 2017

Set den 7. februar 2017

Foto: Fragmentet

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut?ArrNr=10839854

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *