Anmeldelse: Ørkenens Sønner – Fingeren på pølsen, Teltet på Bakken (Ørkenens Sønner)
Af Christian Skovgaard Hansen
Man fristes til at sige, at alt i store træk er, som det plejer. I denne henseende er det ikke negativt, og Ørkenens Sønner er tilbage med et (van)vittigt og morsomt show, som viser os, at de ”gamle herrer” stadig kan klare den. Kvartetten består stadig af logebrødrene Den stortalende mester, Khamel Ull-Zuut (Niels Olsen), Omar Papa (Søren Pilmark), Ali Bubbas Barkhar (Asger Reher) og Yassirfir Dosirfem (Henrik Koefoed), og igen i år akkompagneres de af Guitaristen (Troels Skovgaard).
Showet har denne gang titlen ”Med fingeren på pølsen”. Det er måske ikke deres bedste show, men det er stadig et show af høj kvalitet. Det hele er rendyrket Ørkenens Sønner, og hele showet leveres med en vanlig elegance og charme. Størstedelen af showet er ganske underholdende, og det er finurligt og skørt skruet sammen, og man undres igen-igen over, hvordan de dog udtænker disse krøllede set ups.
Showet er skruet sammen, som det plejer. Det er tid til en ny logeaften, hvor scenen denne gang mestendels henlagt til Frankrig, hvor de morsomme og fjollede figurer står i kø. Det er også et gensyn med landmandssketchen, gymnastikopvisningen, og med både Otto Fjertoman, hvis ”rumpeluft” – bogstavelig talt! – bringer ham op i luften, og Omar Papas magiske nummer, hvor han denne gang har brug for en frivillig til afprøvning af hans kinesiske dødsport, der kan splitte folk i atomer og samle dem igen!
Vi starter i Paris, hvor vi møder en række ”franske” helte som Napoleon, Jeanne d’Arc og Quasimodo. Bedst er deres nummer og hyldest til gallerne Asterix og Obelix, som er her blevet til Asgerix og Olsenix, der er svulmet op på grund af trylledrikken, ligesom en række af landsbyens øvrige beboere også har fået et twist, og Siliconix venter – uden at afsløre for meget noget forandret – tilbage til landsbyen. Et møde med tidens kendte malere i deres kendte kunstnerkollektiv er showets svageste nummer, men musikaliteten holder stadig hele vejen.
Kvartettens videoindslag (og omklædningsnumre) er lige så skrupskøre som sædvanligt. Vi får her både diverse reklameindslag – med morsomme henvisninger til tiders reklamefilm – og diverse morsomme sketches over kendte forlæg, som naturligvis også har fået et twist. Der er også blevet plads til en morsom nutidig kommentar, når der ledes efter den forsvundne Irmapige.
Logens ældste og måske lidt oversete medlem Ali Bubbas Barkhar får også sit øjeblik – lige indtil logens stortalende mester Khamel Ull-Zuut igen indtager pladsen som frontfigur. At logen ikke er helt ny og ung længere, får også en sigende og morsom kommentar, når aldringen italesættes med mandens problemer, hvor prostataen med tiden kan give sine problemer…
Intet show uden en landmandssketch, som denne gang er henlagt til toppen af Eiffeltårnet. Dorthe (Koefoed) og Didrik (Olsen) lægger stadig planer om at overtage Gyllegården fra Grete (Pilmark). Men som vanligt kommer posten (Reher) forbi, og han har denne gang noget af en overraskelse med – en overraskelse, som vender bøtten totalt. En ukendt arving, Günther Dillerup (også Reher), forstyrrer planerne, som dermed må revurderes. Det er lige så spøjst og tudetosset, som det lyder til at være.
Ligesom de tidligere år er teksterne opfindsomme og morsomme, og sønnerne har igen spundet en række fantastiske ordspil, så meget får en ny betydning. Teksterne går helt til kanten, og de potentielle krænkelser står i kø. De er ganske upassende, og de leverer samtidig en fin kommentar til det krænkelsesparate samfund, som vi er en del af i disse tider.
Sønnerne er grænseoverskridende, og det meste af humoren er som sædvanligt gedigen farmor, men det hele leveres med både elegance og charme, som sørger for, at humoren balancerer. Det er så upolitisk korrekt, at det nærmest bliver korrekt. ”Fisse, Fisse, Fez, Fez!” Sønnerne fanger igen den universelle humor, så både unge og gamle kan være med.
Hele holdet leverer igen varen med humor og præcision, og grinene står i kø. De fire logebrødre er skønne, og de supplerer som altid hinanden perfekt, samtidig med at der gives plads til hver enkelt af dem. De er knivskarpe i både sketchene og de store kornumre. Søren Pilmark har iscenesat et glimrende show, der som altid er gennemført, og han bestemt har fingeren på pølsen!
Guitaristen Troels Skovgaard leverer igen ganske glimrende musikken, som holder showets store musikalitet i kog. Henrik Børgesen skal også have ros for de morsomme og fantasifulde kostumer, som passer godt til hvert enkelt nummer.
Det siges ikke, men der er indikatorer på, at dette kan være Ørkenens Sønners sidste show. Man kan håbe på, at det ikke er tilfældet, da de stadig er garanter for den underspillede humor, som er en fast del af farjokes, og for de elegante jokes, som nok har undertoner under bæltestedet, men uden at de bliver platte. Skulle det være deres sidste show, er Ørkenens Sønner – Fingeren på pølsen dog en værdig afsked med logen!
Ørkenens Sønner
Teltet på Bakken, Dyrehavsbakken, Klampenborg
Spilleperiode: 2. november-16. december 2023
Herefter på turné rundt i landet i perioden 9. januar-24. november 2024 (med pauser)
Set den 2. november 2023
Fotos: Søren Kuhn
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Ørkenens Sønner (Niels Olsen, Asger Reher, Henrik Koefoed og Søren Pilmark)
Tekst & Idé: Niels Olsen, Søren Pilmark, Asger Reher og Henrik Koefoed
Musik: Mange forskellige
Instruktion: Søren Pilmark
Scenografi: Søren Pilmark
Film: Søren Kuhn og Søren Pilmark
Kostumer: Henrik Børgesen
Grafik: Danny Lund
Dekoration/special effects: Theis Witsel
Musikalske arrangementer: Henrik Koefoed, Peder Kragerup, Thomas Pakula, Troels Skovgaard og Morten Wedendahl
Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod