Anmeldelse: The Dante Project, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
København har nu æren af at være den tredje by på verdensplan til at opføre The Dante Project, efter at forestillingen har haft succes i både London og Paris. I en ambitiøs koreografisk fortolkning af Dante Alighieris udødelige mesterværk, “Den guddommelige komedie”, fra 1472 har samtidskoreografen Wayne McGregor foretaget et dyk ind i de esoteriske dybder af sjælens efterliv. En sammensmeltning af litteratur, musik, og dans udforsker de metafysiske landskaber af helvede, skærsilden og paradis. McGregor har skabt et værk, der ikke kun udfordrer dansernes fysiske grænser, men også publikums forestillingsevne. The Dante Project søger en ny forståelse for det episke digts essens og symbolik.
I ballettens første del, helvede, oplever vi Dantes nedstigning til syndens og fortvivlelsens rige, hvor koreografien reflekterer de mørke og kaotiske temaer. Andel del, skærsilden, repræsenterer renselsen og selverkendelsen – et mere reflekterende og overgangspræget rum, hvor sjælene og Dante selv konfronteres med deres fejl og begynder rejsen mod frelse. Til slut i tredje del, paradis, skildres den ultimative opstigning til åndelig forløsning og ren harmoni.
Den Kongelige Ballets dansere skal med denne forestilling bringe McGregors vision til live, og det er ikke nogen let opgave. Koreografien sætter både krav til solistiske præstationer og korpsets sammenspil. I hjertet af denne episke rejse stod Ryan Tomash, hvis fortolkning af Dante var imponerende. Hans skikkelse på scenen var som en bærende søjle for hele forestillingen. Han var et nøgleelement, der ledte publikum gennem de komplekse følelseslag af den narrative rejse.
Tomashs evne til at forvandle sig selv med hver ny sfære, som hans karakter bevægede sig igennem, var ikke alene et bevis på hans tekniske kunnen, men også på hans dybe forståelse af det litterære forlæg. Med en indlevelse, der virkede både ubesværet og dybt forankret, formåede Tomash at kommunikere de indre kampe og åbenbaringer, som Dante gennemgår. Fra det hjemsøgende mørke i helvede, over den rensende rejse i skærsilden, til den sublime ro i paradiset blev hver følelse og indre konflikt skildret gennem hans bevægelser og mimik.
Med på Dantes rejse var ligeledes Astrid Elbo, i rollen som Beatrice, Dantes evige kærlighed. Rollen delte hun med balletelev Emma Papadakis som skildrede Beatrices barndom, mens Emma Riis-Kofoed dansede Beatrice som ung. Det blev derfor til ærgerligt lidt scenetid for Astrid Elbo, men alligevel bragte hun en følsomhed og dybde til sin karakter, og hendes præstation var subtil og nuanceret.
Til Dantes anden side var Alban Lendorf som digteren Vergil, Dantes vejleder og mentor. Lendorf har en stærk scenisk tilstedeværelse. Selvom rollen ikke krævede meget dans, var hans karakter vital for fortællingen, idet han ledsagede Dante gennem de forskellige sfærer. Hans Vergil gav en rolig autoritet, og han fungerede som en fast klippe og moralsk kompas for Dante gennem det komplekse univers, de bevægede sig i.
Forestillingens storslåede ambitioner blev stillet over for en prøvelse, da det kom til korpsets samlede indsats. Der var øjeblikke, især i de scener, hvor fuldstændig synkronitet og enighed i bevægelser var nødvendig, hvor korpsets udførelse ikke levede op til disse forventninger. Det brød glimtvis med forestillingens ellers flydende illusion og fortælling.
Scenografien og kostumerne af Tacita Dean, der skulle reflektere både himmel og helvede i Dantes univers, var en præstation i sig selv. Fra det mørke og rå udtryk af helvede til den luftige og æteriske fremstilling af paradis bød designet på en stærk visuel fortælling, som flittigt understøttede dansens udlægning. Også kostumernes evne til at definere og differentiere mellem de mange lag i de åndelige riger bidrog til en dybere forståelse af værket, og det der skulle formidles. Danserne bar tætsiddende heldragter med rå mængder af kridt, som på scenen blev til hvirvlende støv.
Den til tider drømmende, til tider foruroligende nykomponerede musik af Thomas Adès var i sig selv en hovedrolleindehaver, der førte publikum gennem de følelsesmæssige højder og dybder af Dantes værk. Adès’ komposition var ikke blot en lydlig kulisse, men snarere et pulserende hjerte, der pumpede liv ind i dansen. Hans musikalske fortolkning af Dantes rejse gennem de tre riger var både dramatisk og tankevækkende, et vævet tæppe af lyde, der til tider omfavnede publikum med varme og i næste øjeblik sendte kuldegysninger igennem kroppen.
The Dante Project er både dristigt og harmonisk. Med en generøs forståelse af det menneskelige potentiale for både nedfald og forløsning tilbyder forestillingen en oplevelse, der er både hjemsøgende og opløftende. På trods af øjeblikke, hvor korpsets koordination ikke nåede de forventede højder, efterlader forestillingen én rig på tankevækkende billeder og en resonans, der inviterer til refleksion.
Balletten er modig, og den bygger bro mellem Dantes udødelige klassiker fra 1472 og vores moderne kunstneriske verden. Det er komplekst og abstrakt, men går man som publikum med på denne præmis, er The Dante Project ren æstetisk nydelse.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K
Spilleperiode: 4.-18. november 2023
Set den 4. november 2023
Fotos: Henrik Stenberg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/ballet/the-dante-project
Medvirkende (denne aften (to hold)): Ryan Tomash, Alban Lendorf, Astrid Elbo, Mayo Arii, Ditte Baltzer, Victoria Bell, Carling Talcott-Steenstra, Jimmy Coleman, Nico Janssen, Georgi Kapitanski, Emerson Moose, Jonathan Chmelensky, Ji Min Hong m.fl.
Koncept, instruktion og koreografi: Wayne McGregor
Musik: Thomas Adès
Design: Tacita Dean
Lysdesign Inferno: Pilgrim: Lucy Carter og Simon Bennison
Lysdesign Purgatorio: Love and Paradiso: Poema Sacro: Lucy Carter
Dramaturgi: Uzma Hameed
Dirigent: Robert Houssart
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. to pauser
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod