Anmeldelse: Skatteøen, Folketeatret

Af Christian Skovgaard Hansen
Skatteøen spillede sidste gang i 2019 (læs vores anmeldelse af forestillingen dengang her), og nu er den igen tilbage på Folketeatret. Ligesom sidst er det i Preben Harris’ dramatisering og med Sebastians iørefaldende musik, som oprindeligt havde premiere i 1986. Birgitte Næss-Schmidt har instrueret og bearbejdet, og det er igen i Terry Parsons flotte og begavede scenografi, der sikkert kan forvandles, som handlingen skrider frem.

Historien er bygget over R.L. Stevensons roman af samme navn fra 1883. Den unge Jim Hawkins arbejder på kroen, Admiral Benbow, som hans mor driver. Den gamle sørøverkaptajn Bill Bones ankommer, og med sig har han et skattekort, som viser, hvor Kaptajn Flints skat findes. Jim finder skattekortet, og sammen med doktor Livesey og godsejer Trelawney tager Jim afsted på skattejagt på skibet Hispaniola. Trelawney har fundet besætningen, og han er måske ikke den store menneskekender, selvom han tror det modsatte. Med som besætning har han derfor antaget en flok farlige pirater og deres leder, John Silver, som er forklædt som skibskok.
Eventyret og skattejagten kan begynde, hvor de engelske gentlemen og Jim på den ene side og de grumme sørøvere på den anden side kæmper om både at overleve og om at finde skatten på øen. Hvem mon finder skatten?
Udover den åbenlyse skattejagt er historien også en dannelsesrejse for Jim Hawkins, der bliver helten, når han med mod og kløgt løser mange af ekspeditionens problemer, så de til sidst kan finde skatten. Han lærer at stå på egne ben, selvom mor, Mrz. Hawkins, til at begynde med har sine betænkeligheder ved at lade ham rejse ud. Det er samtidig den klassiske kamp mellem det gode og det onde.

Musikken er arrangeret af Peter Hellemann, som også står i front for de fem livemusikere, der glimrende leverer Sebastians musik, så den her er mere velklingende og nutidig energisk, og den fænger publikum.
Jim Hawkins spilles denne gang Siw Ulrikke Maibom. Hun er ganske vist ikke en ung knægt, men hendes Hawkins leveres med det rette mod, kløgtighed og ikke mindst eventyrudlængsel. Hun er veloplagt og tilpas kæk, og hun synger også ganske glimrende.

Mathias Flint er sørøveren John Silver. Han er tilpas grum og farlig, men samtidig også med en vis charme og med den rette snilde, så han kan snøre Trelawney. Samtidig aner man, at der et menneskeligt lag nedenunder facaden, og han ikke blot er en grum sørøver for at være ond.
Ben Gun, der blev efterladt fra Flints sørøverhold, spilles denne gang af en kvinde, Sofie Stougaard, og rollen er nu omskrevet til en kvinde. Man har muligvis ikke haft mange kvindelige sørøvere den gang, men hun klarer ganske glimrende rollen. Ikke fordi der ikke skal være nogenlunde ligestilling mellem mænd og kvinder, kan jeg dog godt have min tvivl om, hvorvidt det nødvendigvis skal i en forestilling som denne, hvor både sørøverne og de engelske gentlemen historisk set netop var mænd. Det er dog blot en lille parentes på en i øvrigt flot familieforestilling.

En række skuespillere er derudover de samme som sidst, og de leverer igen ganske glimrende præstationer. Szhirley er igen Mrs. Hawkins, og hun leverer igen en smuk udgave af ”Fulde af nattens stjerner”, Kristian Boland er Dr. Livesey, Morten Lützhøft er Kaptajn Smollett, og Kristian Boland er godsejeren Trelawnwey.
Denne eftermiddag er både børn og voksne fanget af eventyret, og det lader til, at en del af de voksne – udover mig – har set forestillingen før. Familiemusicalen Skatteøen holder stadigvæk.
Folketeatret, Store Scene, Nørregade 39, 1165 København K
Spilleperiode: 2. november-31. december 2023
Herefter spiller forestillingen på turné rundt i landet i perioden 26. januar-24. marts 2023
Set den 5. november 2023
Fotos: Gudmund Thai
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/shows/skatteoeen/
Medvirkende: Siw Ulrikke Maibom, Mathias Flint, Szhirley, Kristian Boland, Sofie Stougaard, Christian Mosbæk, Morten Lützhøft, Morten Christensen, Ole Boisen, Maria Corydon Hellborn, Conny Thur, Rasmus Fruergaard, Mathias Fletting Sprogøe, Monica Isa Andersen og Rasmus Kirkegaard Faartoft
Dramatisering: Preben Harris efter R.L. Stevensons roman af samme navn
Musik og sangtekster: Sebastian
Instruktion, bearbejdelse og koreografi: Birgitte Næss-Schmidt
Scenografi: Terry Parsons
Arrangement og kapelmester: Peter Hellemann
Stagefight: Bo Thomas
Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod