Anmeldelse: Det, Odense Teater

Anmeldelse: Det, Odense Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Inger Christensen udgav i 1969 digtsamlingen ”Det”. Det er nærmest ét ”stordigt”, der er skrevet i systemdigtning, hvor digtene er skrevet i en skematisk struktur, der er inddelt i afsnit og underafsnit. Denne digtsamling er nu omsat til scenen i Odense Teaters forestilling Det.

Og lad det være sagt med det samme: Der ER mange ord. Inger Christensens sprog udvikler sig, som handlingen skrider frem. Vi bruger sproget til at forstå verdenen, til at tale om den og til at udveksle tanker om den. Inger Christensens forfatterskab beskriver mennesket og naturens samhørighed og forbundethed, og det kredser samfundskritisk om verdenens og den teknologiske udviklings påvirkning af mennesket. ”Det” er ingen undtagelse, og det er Det dermed heller ikke.

Vi får en perfekt sammensætning af ”Det”, som her bliver en poetisk fortælling og en leg med ordene, hvor fortællingen ikke kun sker gennem det udtalte ord, men også gennem den musikalske og sceniske fortælling. Mennesket er i fokus, og livets forhold til omverdenen, udviklingen og teknologien udfoldes, hvilket leder os gennem stort set hele følelsesregistret, når der – ligesom i virkeligheden – springes fra tue til tue.

Teatrets nye huskoreograf, balletdanseren og koreografen Esther Lee Wilkinson, har fornemt bearbejdet og iscenesat Inger Christensens ord. Hun har efter eget udsagn haft ”den store ordstøvsuger fremme”, hvorefter hun har kogt resten af teksten ind til dét, som virkelig vil sige os noget. Det bliver som en komprimeret, men stadig poetisk maggiterning af ”Det”. Den bliver nærværende for os, og den viser os, at tankerne i digtsamlingen også i dag kan tale til os. Vi har nok udviklet os, men verden er egentlig ikke så meget anderledes alligevel.

Forestillingen varer ”kun” 1 time og 20 minutter, og det er en passende varighed, da de mange ord netop udfolder sig og fylder meget. Det er med at holde ørene spidset, og selv da er nærmest som en sanselig eksplosion, hvor vi ledes gennem de mange små brudstykker fra digtsamlingen. Man er fyldt op, når man forlader teatersalen, og det tager lidt tid at bearbejde det hele.

Verdensfølelsen og ud-, af- og indviklingerne genfindes i scenografien og kostumerne af Marie Chemnitz og Johan Kølkjær. Scenen er hævet fra gulvet, og den ligner et landskab eller en stor afgrænset ø, og der er en stor cirkel ophængt herover. Cirklen bruges som en sol, der kaster liv over landet, en fjern planet og ikke mindst som forestillingens øje, når videoprojektionerne vises her. Samtidig gemmer alle forestillingens medvirkende og deres rekvisitter sig under landet, og landet kan deles og samles. En verden kommer til, og livet sættes i system. Ligesom virkeligheden har enhver handling en aktivitet.

Digtsamlingens ord oplæses ikke blot, men de inddrages i handlingen. Samtidig er det ikke kun ord, som vi får. Komponisten Hannah Schneider har skrevet en række musikstykker og sange til stykket, og dem spiller og synger hun på scenen. De både komplementerer Inger Christensens ord, og de giver os samtidig et vist lille pusterum i ordstrømmen. Ordene og musikken passer godt sammen, så det hele smelter sammen til én organisme.

På scenen møder vi udover Schneider skuespillerne Louise Davidsen, Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Klaus T. Søndergaard, Malene Melsen og Viktor Pascoe Medom. De giver os et persongalleri, der med tiden lægger både krop og stemme til Christensens ord og ikke mindst til de mange sindsstemninger i dem. Der leges fra dem alle med både sproget og stemningerne, når vi får ordene på mange forskellige former.

Indrømmet. Hverken ”Det” eller Det er let og ligetil. Men tag dig tiden til at opleve Det, og tænk over indholdet, når du bagefter går ud af teatersalen. Inger Christensens digte og hendes tanker om mennesket, naturen, udviklingen og alt, der omkring og midt i mellem, kan stadig tale til os i dag, når de sætter gang i tankerne om essensen om livets mange facetter.

Det er det, og ”Det” består stadig.

ODEON, Teatersalen, Odense Teater

Spilleperiode: 4. november-2. december 2023

Set den 9. november 2023

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/det

Medvirkende: Louise Davidsen, Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Klaus T. Søndergaard, Malene Melsen og Viktor Pascoe Medom

Baseret på digtsamlingen ”Det” af Inger Christensen

Bearbejdelse og iscenesættelse: Esther Lee Wilkinson

Scenografi og kostumer: Marie Chemnitz og Johan Kølkjær

Komponist/musiker: Hannah Schneider

Lysdesign: Simon Holmgren

Lyddesign: Kim Malmose

Instruktørkonsulent: Nicolei Faber

Produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *