Anmeldelse: Os, Teater Momentum

Anmeldelse: Os, Teater Momentum

Af Anne Lottrup Sørensen

 

Er du racist? Feminist? Hvid? Kvinde? Homoseksuel? Har du over 500.000 kr. stående på din konto? Slukker du lyset hver gang, du forlader et rum? by Proxy får publikum til at svare på det og sågar mere personlige ting, mens de udfordrer vores idéer om, hvad der er ”os”, og hvad der er ”dem”.

I salen var majoriteten af publikum hvide. Der var flere unge end ældre, flere socialister end kapitalister. Kun to havde over 500.000 kr. på kontoen, hvis man kan stole på de anonyme svar, som vi gav undervejs. ’Os’ er begavet – og underholdende. De seks performere har gjort Teater Momentum til deres helt eget, og de er ikke bange for lidt politisk provokation. Der blev grinet, flirtet og rullet med øjnene. Jeg kan ikke forestille mig et stykke teaterkunst, der bedre henvender sig til et ungt og socialt engageret publikum.

OS_15-2 [1600x1200]

Publikum sidder i en rundkreds i bælgravende mørke. Over os hænger 60 lamper. En for hver gæst i teatret. Da showet går i gang, er alt lys dog slukket. Vi kan høre de seks medlemmer af kunstnerkollektivet by Proxy rumstere i midten af rundkredsen. Pludselig tændes lyset – kun i få sekunder. Lige akkurat nok til, at man når at registrere seks nøgne mennesker. Da jeg begejstret kom hjem fra teatret og fortalte mine venner om forestillingen ’Os’ nævnte jeg ikke dette. Det er ellers sjældent et stykke starter med at placere en nøgen mand en meter fra min siddeplads. Alligevel var der sket så mange spændende ting, inden jeg gik fra teatret, at den ukonventionelle showstart allerede var overskygget af politisk provokation og nærværende skuespil.

OS_4-2 [1600x1200]

Da de seks skuespillere har fundet deres tøj, sætter de sig blandt publikum. Forestillingen handler om ”os”. Os i teatret, os i norden, os i verden. Vi har alle sammen, gæster såvel som performere, en kontakt, der hører til en af lamperne. Med kontakten kan vi erklære os enige – tændt lys – eller uenige – slukket lys.

”Jeg går op i klimaet”, påstår Matias Askvik. Næsten samtlige lamper tændes hurtigt. Vi er enige i salen, vi går da absolut op i klimaet.

”Jeg gør noget for klimaet”, tilføjer han så. I få sekunder er der helt stille i salen. Så begynder de små klik-lyde af lamper, der slukkes én efter én.

Med lamperne viser vi vores politiske ståsted, vores seksualitet, vores økonomi og vores privilegier. Og de ting, som vi helst ikke vil kendes ved. Vi får vores fordomme udfordret undervejs, når vi på raffineret vis bliver introduceret for forskellige grupper i vores samfund.

OS_7-2 [1600x1200]

Hele vejen igennem er det tydeligt, at stykket her er skuespillernes. Kollektivet by Proxy vil denne historie, de vil dette budskab. De er ikke kommet ind fra sidelinjen for at læse et manuskript. De har sat den dagsorden, de selv kan stå inde for, og det gør ’Os’ til en stærk oplevelse. Fem af de seks medlemmer af kollektivet er nordmænd, hvilket ikke gør ”os og dem”-snakken mindre nuanceret.

Selve skuespillet lagde jeg nærmest ikke mærke til. Normalt ville det være en kritik i teatret, men i dette tilfælde mener jeg det som et kæmpe kompliment. Det føltes ikke som om, jeg sad og så på indøvede karakterer, der var del af en historie separat fra den verden, jeg kender udenfor teatret. I stedet blev jeg underholdt at seks dygtige ildsjæle, der med kunstnerisk finesse gav nye perspektiver, og dyrkede samfundets stereotyper i takt med, at de pillede selvsamme stereotyper fra hinanden.

Jeg var meget spændt på, hvordan et kunstnerkollektiv uden instruktør ville få stablet en forestilling på benene. Her er ingen kunstnerisk ledelse, der vælger en instruktør, der vælger nogle skuespillerne. Fællesskabet er deres arbejdsmetode, og på trods af det – eller måske netop derfor – er ’Os’ en oplevelse, jeg varmt kan anbefale.

Marthe Sofie Løkeland Eide er en af de omtalte ildsjæle bag by Proxy. Hun siger, ”Og så tror jeg, vi har laget en forestilling, som er litt vigtig.” Jeg tror, hun har ret.

 

Teater Momentum, Ny Vestergade 18, 5000 Odense C

Spilleperiode: 30. september-21. oktober 2017

Set den 3. oktober 2017

Foto: Teater Momentum

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.teatermomentum.dk/event/os/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *