Anmeldelse: Byen, Odense Teater

Af Anne Lottrup Sørensen

 

Forstadsangst og sort surrealisme. Skingre dissonanser og flere spørgsmål end svar.

Vi møder Clara og Chris i en anspændt snak om dagens begivenheder. Mand og kone fortæller hinanden, hvad de har oplevet – og nej, der er ikke noget galt. Hvorfor skulle der være noget galt? De har det fint. Helt fint. Det trivielle bliver alt andet end trivielt, når realismen smuldrer og deres hverdag fyldes med foruroligende og selvmodsigende omstændigheder. En pige bliver bortført – og dog. En hemmelig krig er i gang, og fjender skal tilintetgøres. De skrigende børn i haven er slet ikke i haven, og den tomme dagbog er slet ikke tom.

Jeg har det ambivalent med ’Byen’, da jeg forlader teatret. På den ene og mest dominerende side er jeg blæst bagover af talentfulde skuespillere og et velsammensat og stærkt dramatisk værk. Alligevel må min ledsager ikke trækkes med store armbevægelser og en begejstret talestrøm fra mig. Jeg har for travlt med at tænke. På den anden side famler jeg nemlig frustreret efter flere svar. Hvad skete der egentlig?

Og måske er det netop ’Byen’s styrke. Stykket gav ikke slip på mig. Jeg funderer stadig over, hvordan det hele hang sammen, og jeg prøver febrilsk at tvinge de løse ender sammen for at finde svar på det uvisse. Netop det uvisse var ofte det, der fik mig ud på kanten af sædet mens scener fra et ægteskab langsomt udviklede sig til intenst thriller-teater.

Alle fire medvirkende er helt igennem fantastiske, og Natalí Vallespir Sand og Claes Bang er overbevisende i deres scene-ægteskab. Selv når ’Byen’ tager os længere og længere ned ad den surrealistiske gade, forbliver de troværdige i deres forhold til hinanden, og det bliver ikke nemmere at adskille fantasi og virkelighed. Louise Davidsen er humoristisk og skræmmende i rollen som den maniske nabo, og 11-årige Johanna Andersen Wellejus står bestemt ikke i skyggen af de voksnes talent.

Musikken bruges eminent som et værktøj til at skabe lige den stemning psykologisk thriller-teater kræver. Man behøver kun få toner for at vide, at det næste, der sker, bliver nervepirrende – og alligevel kan man ikke forudse, hvad der sker. Klaverklangende dissonanser er modstridende og skingre og så ubehagelige, at ’Byen’s uro også sætter sig i mig.

Værket her er mit allerførste møde med den engelske dramatiker Martin Crimp, men det er forhåbentligt ikke mit sidste. Stykket bæres af dialogen, der er velskreven og fængende. Både samtaler og monologer er til tider lange, men ikke langtrukne. Det føles som stilheden før stormen; Crimps forspil til et komplekst klimaks, der udfordrer vores opfattelse af stykkets virkelighed.

Odense Teater sælger stykket som en ”mareridtsagtig og morsom psyko-gyser fra én af det europæiske teaters allermest veltalende stemmer.” Mareridtsagtigt er lige præcis, hvad stykket er, og rosen af Martin Crimp er ikke overdrevet. At ’Byen’ beskrives som en gyser fik mig dog til at gå i teatret med forventninger, som værket ikke levede op til.

Slutningen lader meget stå uvist hen, og jeg sidder uforløst tilbage. Der er noget spændende ved, at lade publikum selv digte videre og sammensætte historiens modstridende elementer til en højere enhed, men visse ting er så uforklarlige, at jeg bliver mere frustreret end pirret.

Thriller-elementerne virker, og jeg kan anbefale stykket både til det yngre og ældre publikum.

 

Odense Teater, Værkstedet, Jernbanegade 21, 5000 Odense C

Spilleperiode: 28. september-28. oktober 2017

Set den 5. oktober 2017

Foto: Emilie Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.odenseteater.dk/forestillinger/byen

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod