Anmeldelse: Persona, Aalborg Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
I anledning af, at den svenske filmskaber og manuskriptforfatter Ingmar Bergman i 2018 ville være fyldt 100 år, sætter Aalborg Teater et af hans mest klassiske værker på scenen. Persona er oprindeligt et svensk, psykologisk drama skrevet og instrueret af Ingmar Bergman i 1966, hvor Liv Ullmann (skuespilleren Elisabet) og Bibi Andersson (sygeplejersken Alma) havde hovedrollerne. Nu er den kommet til Aalborg Teater i Johannes Holmen Dahls iscenesættelse.
Persona er en psykologisk fortælling og et stærkt identitetsdrama, hvor hovedpersonerne er Elisabet og Alma. Elisabet er teaterskuespillerinden, der mister – eller har villet miste – evnen til at tale. Hun siger slet ingenting. Hun passes af en sygeplejerske, Alma, isoleret på et øde sted, og de deres forhold udvikler sig således, at deres identiteter efterhånden begynder at smelte sammen. Sygeplejersken forsøger at tale sig ind i og ind til sin patients problem.
Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Hvem er den ene, og hvem er den anden? Og ikke mindst: Hvad er det, tavsheden – ikke? – fortæller?
Maria Henriksen som Elisabet og Bolette Nørregaard Bang som Alma spiller deres roller fantastisk med tilpas distance, men samtidig indlevelse og nærvær. Bang udfolder Almas forsøg på forståelse, men samtidig usikkerhed for os med sin stemme. Heroverfor har den – næsten – tavse Henriksen alene sin ansigtsmimik og sit kropssprog at ”tale” med. Både det, der nærmer sig en monolog fra Alma, og tavsheden fra Elisabet kræver derfor sit – men både Henriksen og Bang mestrer det fint.
Nia Damerells scenografi er enkel og består af en ”kasse” med to udgange. Det er tavsheden, tankerne og jeg’et, der er i centrum, men de er ikke alene bundet, da der er lavet plads til, at de også kan flyde ind og ud.
Det passer godt til Johannes Holmen Dahls iscenesættelse, der er holdt tilpas kort og stram, så den holder fokus på den intense skildring af menneskerne og skæbnefortællingerne. Men den endelige forløsning udebliver desværre dog.
Tale er sølv, tavshed er guld. Sådan lyder et gammelt ordsprog. Og dog! Begge dele kan sige lige meget, og selvom Elisabet er tavs er hun ligeså ”talende” som Alma – blot på sin egen måde. Spørgsmålet er så blot, hvad de siger, og ikke mindst hvad konsekvenserne af det er!
Jeg – mig – vi – os. Hvem er det egentlig, der gemmer sig bag masken? Og hvad er rollen i forhold til virkeligheden, og hvornår gemmer vi os bag det ene eller andet? Ligesom forløsningen kan være svær at finde i livet, så kommer den heller ikke helt frem i Johannes Holmen Dahls iscenesættelse, som nogen gange efterlader os blot som beskueren, men uden at tematikkerne kommer helt ind i hovedet på os.
Igennem forestillingen er vi vidner til livets forvandling og Elisabet og Almas livs- og skæbnefortælling, hvor der slås ned på enkelte tidspunkter i livet. Der er gensidighed og adskillelse og afsky. Der er afsløringer, der er indiskretion, der er identitet og manglen på samme. Men samtidig er der alligevel noget fælles. Grundstenen er, om mennesket egentligt kan være så forskellig og alligevel så ens på samme tid, men hvor flere personligheder skiftes til at træde frem.
Bergmans titel er samtidig velvalgt. ”Persona” er et psykologisk begreb indført i starten af 1900-tallet af den schweiziske psykiater C.G. Jung som betegnelse for “den sociale maske”. Det er en arketype, der repræsenterer den maske eller rolle, som vi påtager os i det sociale liv. Det er altså den opførsel, som vi udviser i vores omgang med verden. Begrebet har sin sproglige oprindelse i det latinske ord for den maske, som skuespillerne i antikken brugte for at forstærke rollens udtryk. Elisabet overfører på et tidspunkt sin ”maske” til Alma, da hun sminker hende til en rolle – men hvilken rolle i livet?
Personskildringerne står skarpt, og handlingen giver os noget at tænke over. Vi er beskuere af Elisabet og Almas udvikling og afvikling, og tankerne forsøger at rodfæste sig i os. Det er dog ikke en let forestilling eller handling, så den kræver lidt tankevirksomhed. Det er ikke ”letfordøjelig” underholdning, og tematikkerne kræver formentlig lidt tid for at bundfælde sig. Hvem er ”jeg’et”? Hvor mange facetter og facader har vi hver især? Og hvad er virkeligheden egentlig? Svaret gives ikke klart i Persona, så man tager forestillingen med sig ud af salen bagefter. Og mon ikke, at de fleste i et eller andet omfang gemmer sig bag en ”persona”!
Aalborg Teater, Lille Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 17. november-15. december 2018
Set den 17. november 2018
Fotos: Lars Horn
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://aalborgteater.dk/event/persona/
Medvirkende: Bolette Nørregaard Bang, Marie Henriksen og Nikolaj Bjørn-Andersen
Forfatter: Ingmar Bergman
Instruktør: Johannes Holmen Dahl
Scenograf: Nia Damerell
Lysdesigner: Mia J. Willett
Lyddesigner: Aske Bergenhammer Hoeg
Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod