Anmeldelse: Peter Pan, Folketeatret

Anmeldelse: Peter Pan, Folketeatret

Af Diana Marckmann

 

Er det lykken aldrig at blive voksen? Måske, og så alligevel ikke, når det betyder, at man skal undvære mor og far, godnathistorier og ikke mindst godnat sange. Men det er lykken at være i Folketeatret og føle sig som barn igen, når man får lov til at flyve på en eventyrlig rejse med selveste Peter Pan og besøge den ellers hemmelige Ønskeø.

Michael Slebsager [1600x1200]

’Peter Pan’ er skrevet af den skotske forfatter J.M. Barrie, og den er siden blevet en af Disneys helt store klassikere. Vi kender alle sammen historien og elsker den, som den er. Hvordan det lykkes instruktør Moqi Simon Trolin at sælge os samme historie i en moderniseret og fremtidsagtig ramme, hvor piratskibet er blevet til en lysende flaskepost og Kaptajn Klos klo bliver brugt som hånden i en bamsekran, er storslået kunst. Han har lavet så mange ændringer fra originalen, men uden at ødelægge historien. Han har ved modernisering og teknik gjort forestilling langt mere levende og eventyrlig end man kunne forvente sig af originalen.

Forestillingen består af 10 skuespillere, som spiller de i alt 19 roller. Dette fungerer perfekt, fordi alle skuespillerne er meget overbevisende i deres meget forskellige roller. Michael Slebsager og Mille Gori gør det fornemt som henholdsvis Peter Pan og Wendy. Men navnlig de 3 piger, Stina Mølgaard, Ene Øster Bendtsen og Hanne Gjerstad Henrichsen, som både spiller John, Michael og barnepige, de glemte børn og havfruer, har et helt særligt sammenspil og timing, der gør dem utrolig morsomme og elskværdige.

Moqi Simon Trolins valg om at lade piger spille drengerollerne fungerede rigtig godt. Dertil skal han også roses for hans vovede Kaptajn Klo i lak og læder og en overtatoveret og piercet Smisk; det har jeg sjældent set i en familieforestilling for børn ned til 6 år. Men det fungerede til perfektion, jeg var solgt, og det var børnene omkring mig bestemt også, de elskede deres sjove kostumer.

Lars Bom og Ole Boisen [1600x1200]

En meget flot visuel oplevelse, som vi kan rose den prisvindende scenograf Julian Toldam Juhlin for. Scenen er ren magi, med blafrende blade, neonskilte, lysdioder og ikke mindst glimmer, lige i børnenes ånd. Han leger også med scenens dybde, og på den måde føler man som publikum, at man er en del af dette fantasifulde univers. Musiker Tine Vitkov er med til at få universet til at virke levende, som et spillende træ i skoven.

I første scene synger moren og faren en smuk godnatsang for deres børn. Denne ene sang har man valgt at bruge som musik igennem hele forestillingen. De har forsimplet det musikalske udtryk og fokuseret på gentagelsen frem for at få alle sange med. Meget klogt valg, der gør, at man i slutscenen kan synge med på godnatsangen. De formår virkelig at fange deres målgruppe og det skønne ved børnepublikummer er, at de giver højlydt udtryk for deres begejstring, så jeg tør godt at sige, at de er vilde med forestillingen. Men det er de ikke alene om, da forestillingen bød os på en del voksenhumor, så den henvender sig til alle små som store.

Mille Gori og Christel Stjernebjerg [1600x1200]

Hele forestillingen er meget fysisk, skuespillerne havde et stort kropssprog, og mange akrobatiske og flotte koreografier, der kædede hele forestillingen sammen. Koreograf Esa Alanne formår ved brug af cirkussens akrobatik og flyvende serier at fuldende det eventyr som scenografien, musikken og ikke mindst skuespillerne har skabt.

Alt spiller i denne forestilling, et uforglemmeligt eventyr, som jeg selvfølgelig ikke kan give andet end topkarakterer. ”Wauw”. Jeg vil opfordre alle til at tage sin familie med til Ønskeøen, der er garanti for en eventyrlig aften.

Og heldigvis er det ikke kunne københavnerne der får glæde af denne fantastiske forestilling. Den tager nemlig på Danmarksturne i 2018. Så den kommer forhåbentlig også forbi en by nær dig!

 

Folketeatret, Store scene, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 12. oktober-3. december 2017

Fra den 1. februar–11. april 2018 drager forestillingen på turné over hele landet (se turnéliste på teatrets hjemmeside)

Set den 12 oktober 2017

Fotograf: Gudmund Thai

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.folketeatret.dk/shows/peter-pan/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *