Anmeldelse: Jeg løber, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Ellen. Det er navnet på journalist Anders Legarth Schmidts datter, der desværre døde alt for tidligt som 6 årig af leukæmi – blodkræft. Anders Legarth Schmidt skrev i perioden september 2015-november 2016 om tabet og om livet bagefter i bloggen ’Jeg løber’ i Politiken, og forestillingen her af samme navn er inspireret af denne blog.

Vi følger Anders’ liv med Ellen og resten af familien både før sygdommen, under sygdommen over døden til bearbejdelsen heraf. Dén dag, hvor Ellen døde, er dagen. Dén dag, hvor de lagde hvide lagen over hendes lille krop, inden den forsvinder ind i Rigshospitalets elevator for sidste gang. På denne dag starter en ny tidsregning; livet nulstilles. Vi får flashbacks tilbage i tiden med ”dag minus xx”, mens tiden efter er ”dag plus xx”, hvilket fungerer fint. Det hele konstateret nøgternt med maskintal på tavlen på scenen.

_34C1861 [1600x1200]

Med udgangspunkt i Anders Legarth Schmidts egne oplevelser og erfaringer åbner forestillingen for spørgsmålet om, hvordan man overlever at miste et barn. ’Jeg løber’ handler naturligvis om at løbe. Men det er egentlig ikke det primære fokus. Fokusset er i stedet på, hvad løbet egentlig er en metafor for.

’Jeg løber’ rammer lige i hjertekulen, særligt når oplevelsen lige får lov at bundfælde sig.  Det er en fornem fortælling om sorgbearbejdelse, og hvordan man håndterer de uventede og ubehagelige situationer i livet. Det er også en fortælling om livet og skæbnen – også selvom livet her slutter så brat og ubarmhjertigt!

_34C1862 [1600x1200]

Vi er vidner til, hvordan man får bearbejdet den store, uventede sorg over at miste en kær. Vi bliver samtidig også husket på ikke blot at gemme sig i sig selv og dermed glemme resten af familien. Som publikum mærker vi både sorgen, fortvivlelsen og desperationen, men i lige så høj grad overlevelsen og bearbejdelsen.

Vi oplever samtidig døden tæt på, og vi ser, hvordan både man selv, familien, omgivelserne og ikke mindst samfundet tackler – eller måske nærmere ikke tackler – døden. Døden er ofte et tabu, som vi ikke taler om. Men her får vi den præsenteret klart og objektivt, men stadig med den rette følelse og nærvær.

_34C2350 [1600x1200]

Dramatiker Line Mørkeby og iscenesætter Thomas Bendixen omsætter fornemt Anders Legarth Schmidts skrevne ord til teater. Der er den rette mængde dybde, seriøsitet og mørke, men man kan også fornemme lyset for enden. ’Jeg løber’ som teater har den nødvendige respekt både for det alvorlige emne, men særligt også for Anders Legarth Schmidts personlige oplevelser, og man oplever på intet tidspunkt, at man ikke er tro mod hans oplevelser og sorgbearbejdelse. Det er her teksten og emnet, der er i centrum.

Anders Juul er eneste mand på scenen. Han leverer en stor præstation – både mentalt og fysisk. Hver aften står han det meste af tiden på løbebåndet, som stillestående skal illustrere Anders Legarth Schmidts løb. Og løbebåndet bliver brugt, så Anders Juul løber kilometer efter kilometer! På samme tid får vi også serveret den hårde tekst uden brug af unødige rekvisitter. På intet tidspunkt taber Anders Juul pusten, og teksten forsvinder ikke på noget tidspunkt. Det kræver en kraftpræstation og god form. Respekt!

’Jeg løber’ er anderledes teater – på den gode måde. Det er på en gang en stærk, smuk og tænksom monolog om et alvorligt emne. Hvordan ville vi mon selv reagere i den samme situation?

 

Co-produktion mellem Det Kongelige Teater og scenekunstgruppen SYSTEMET

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene

Senere turné rundt i landet

Spilleperiode: 5. oktober-4. november 2017

Senere på turné rundt i landet i perioden 27. februar-9. marts 2018

Set den 12. oktober 2017

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/skuespil/jeg-lober/

For turnéen se: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/skuespil/jeg-lober-turne/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmedelse: Dirty Dancing, Operaen (The One and Only Company)

Af Christian Skovgaard Hansen   Næsten alle har set succesfilmen ”Dirty Dancing” fra 1987 ...

Anmeldelse: Rusturen, Edison (C:NTACT)

Af Christian Skovgaard Hansen   De fleste, der går eller har gået på en ...

Anmeldelse: Lulu, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Denne søndag eftermiddag har Det Kongelige Teater premiere på ...

Anmeldelse: Camille Clouds brevkasse, Mungo Park

Af Line Rolighed Camille Clouds brevkasse som teaterforestilling er varm, vittig og meget mærkværdig! ...