Anmeldelse: Piaf og Aznavour – hymne til kærligheden, Sceneriet under Det Ny Teater

Af Sofie Riis Endahl

På scenen er et lille fransk cafébord, to glas vin og en lygtepæl. Bagvæggen er rå mursten, og lokalet er tilrøget. Vi befinder os i 1900-tallets Paris og her møder vi i OFF Det Nys nye kabaret Piaf og Aznavour en af Frankrigs meste folkekære sangerinder, Edith Piaf (Kirsten Siggaard), og hendes yngre armenske elsker, Charles Aznavour (Kim Hammelsvang). Sceneriets rå og intime ramme passer perfekt!

Mine og min ledsagers forventninger til forestillingen var tårnhøje. Min ledsagers, fordi hun har en stor kærlighed til Piafs sange, og mine, fordi jeg tilbage i 2016 så OFF Det Nys opsætning af James Robert Browns Songs for a New World, som var helt fantastisk.

Det var min oplevelse af Piaf og Aznavour imidlertid ikke – med understregning af min oplevelse. Jeg kendte ingen af Piafs eller Aznavours sange og oplevede derfor ikke det samme hyggelige gensyn som resten af salen. Det vidste jeg godt på forhånd, men til trods for, at det var en kabaret, havde jeg forventet, at sangene ville blive bundet sammen til en stærk historie og på den måde ville give mening for mig.

Det gjorde de desværre ikke. Der var ingen rammefortælling, ingen mellemspil, ingen dialog. Jeg brugte hele forestillingen på at forsøge at finde hoved og hale i det, som programmet lovede ville være en historie, men som viste sig bare at være en iscenesættelse af en masse kærlighedssange bundet sammen af en svag, søgt kærlighedshistorie, som undertitlen ellers ligger op til, men som viser sig selv ikke at være i fokus.

Da sangene ikke blev sat i kontekst, sagde de mig ikke rigtig noget, selvom Siggaard og Hammelsvangs fortolkninger ikke kunne havde været bedre. Når forestillingen alligevel rammer noget, er det, fordi jeg tror, at dem, der har Piafs sange boende i hjertet, vil opleve forestillingen helt anderledes. Men overordnet savner forestillingen desværre både bid, nerve og den helt særlige glød, der er i et (kærligheds)forhold.

Udover manglen på en sammenhængende historie var de to optrædende dygtige. Særligt Hammelsvang, som jeg efterhånden har set en del på den danske teaterscene, gjorde sin rolle som Aznavour interessant og anderledes, selvom Aznavour i sig selv blot var endnu en af Piafs elskere. Hans stemme var desuden hæs og spændende at høre på. Kirsten Siggaards lettere rå stemme fangede dog til gengæld aldrig helt Piafs smerte og lidenskab.

Musikerne, Mathis Grove Madsen på piano og Kurt Larsen på harmonika, skal have stor ros for at skabe en levende fransk Pariser-stemning, som en fin indpakning til sangene.

Sangene var både på dansk, fransk og engelsk, hvilket irriterede mig. Jeg forstår godt, at det kan virke lettere dumt at oversætte Aznavours engelske sange til dansk, men sprogskiftene var medvirkende til, at forestillingen hang endnu mindre sammen. At de også skulle synge på fransk, trods det ikke var meget, virkede som et ligegyldigt virkemiddel – særligt for tilskuere som mig, der ikke kan et ord fransk.

Jeg vil anbefale Piaf og Aznavour til alle Piaf (og Aznavour)-elskere, der har lyst til at se deres sange iscenesat og ikke kommer ind for at få fortalt en kærlighedshistorie. Det kan desuden betale sig at købe billetter på nogle af de forreste rækker. Fra min plads på 7. (og bagerste række) kunne jeg desværre kun se halvdelen af forestillingen, fordi tilskuerpladserne ikke skrånede.

Sceneriet under Det Ny Teater, Sceneriet, Gammel Kongevej 29, 1610 København V

Spilleperiode: 26. februar-26. marts 2019

Set den 26. februar 2019

Fotos: Det Ny Teater

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.detnyteater.dk/piaf-og-aznavour/

Medvirkende: Kirsten Siggaard og Kim Hammelsvang

Pianist: Mathis Grove Madsen

Harmonikaspiller: Kurt Larsen

Iscenesættelse: Jan Hertz

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod