Anmeldelse: Pigen der legede med svovlstikkerne, Teater Får302 (gæstespil af Teater Vígdís)

I kombinationen af overstående skabes der nogle meget klare og visuelle billeder, som er både flotte, let tilgængelige, kunstneriske – måske lidt vippen til for kunstneriske – men misundelsesværdigt originalt tænkt, hvor man bliver taget præcis derhen, som forestillingen vil have en med.

Selve historien virker fragmenteret og har nogle nærmest teaterkoncertlignende sekvenser, blandet med monologer og dialoger, hvilket er ret fedt. Desværre mangler jeg hen imod midt-og slutningen en balance eller et valg mellem det kunstneriske og det publikumspersonlige: skal jeg tænke over det jeg ser, eller skal det skæres ud i pap for mig.

Vigtige scener som ellers potentielt kunne have rørt mig ret meget bliver derfor lidt for kunstige og opstillede, hvilket er en skam.

Ikke desto mindre er jeg overordnet begejstret!

Dørene til salen bliver slået op, og scenen er sat: musikken blæser derud af. Publikum træder ind i en lille københavnerlejlighed, der er blevet malet fuldstændig sort og nu er en teatersal. På gulvet, der udgør scenen, står seks sorte kasser. Bagved spiller et to-mands band for fuld hammer og lyset i loftet blinker febrilsk i rummet. Det hele virker hektisk og jaget. Kort tid efter træder tre skuespillere ind på scenen, én efter én.

Deres entré starter med et rejsekort og et ”chek-in” efterfulgt af et ”chek-ud” af verden omkring dem: en hører musik, en prøver at tænde en cigaret og en seems not to give a fuck. Musikken brager stadigvæk derud af. Ikke alle publikummer har fundet sig til rette endnu. Der sker noget på scenen. Lyset kører rundt over det hele. Bandet har stadigvæk gang i et heftigt stykke musik, der overdøver alt andet støj, der end måtte være omkring mig.

JEG ER SAT I EN STEMNING! …  Jeg er ikke sikker på hvilken. MEN. Jeg er i en stemning.

Og denne fornemmelse har jeg stort set hele vejen gennem forestillingen: at jeg bliver sat i en stemning. Man kommer igennem flere forskellige: stress, glæde, frustration, vrede, irritation, nysgerrighed og håb. Alle sammen hjælpes på vej af tre meget dygtige skuespillerinder og deres velspillende band.

‘Pigen der legede med svovlstikkerne’ har hentet sin inspiration fra H.C. Andersens klassiske fortælling om ‘Den lille pige med svovlstikker’ samt Stieg Larsons ‘Pigen der legede med ilden’.

En sjov kombi jeg ikke umiddelbart havde set komme – og som klæder hinanden rigtig fint!

H. C. Andersens historie danner en slags ramme for fortællingen, mens karakteren Lisbeth bringer noget nutid og virkelighed ind i stykket, som også sætter spørgsmålstegn ved “lykken” af ‘Den lille pige med svovlstikkerne’s eventyr. Jeg er vokset op med ideen om det smukke, når ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ mærker varmen, lyset, mormoderens hænder og døren til paradis, da hun oplever døden – hvor karakteren Lisbeth er den totale modsætning og absolut intet eventyrligt ser over den historie – snarere en forvrængelse af virkeligheden. Og det kan hun jo godt have ret i…

Scenen er sat og rejsen ind i fortællingen om to pigers liv, måske smeltet sammen til ét, er sat i gang. Stykket centrerer sig om Lisbeths historie, og hendes liv bliver fortalt gennem en række monologer, dialoger og teaterkoncert-lignende sekvenser. Sidstnævnte var undertegnede ISÆR vild med.

For selvom forestillingen indeholdte nogle gode dialoger og monologer, så synes jeg klart de scener, der var ren musik og fysik var de FEDESTE. Rigtig godt hjulplet på vej af lyd, lys og de sorte kasser oplever jeg rigtig mange fede visuelle billeder, som for mig står meget stærkere end de talte scener: mest fordi de understreger hinanden og på den måde lidt kommer til at sige det samme. Men heldigvis gøres det på en rigtig rigtig fed måde! Nemlig med SCENOGRAFI og UDNYTTELSE AF RUMMET. (Jeg er så glad, at jeg er nødt til at bruge CAPS LOCK)

Jeg bliver generelt lykkelig over at opleve en forestilling, der ikke bruger projektor eller anden digital videofodring som scenografi til at sætte sit publikum i en bestemt stemning. (Særlig cadeau skal lyde til måden, der blev etableret en togstation på: fremragende godt tænkt).

De enkle og simple virkemidler i form af lys, lyd og sorte kasser giver mulighed for den enkelte publikummer at udfylde eventuelle huller med sin egen fantasi. Det trick er jeg bare personligt fan af: jeg skal ikke fodres med ALTING, jeg kan godt tænke selv.

Det får jeg heldigvis også lov til at gøre! … det meste af tiden. Som stykket skrider frem, kommer de talte scener dog lidt ud på et sidespor for mig. Jeg er på intet som helst tidspunkt i tvivl om, at jeg skal tænke over emner som ensomhed, fællesskab, at være anderledes måske endda også klasseskel. Det at skulle placere disse debatter i hovedet på mig gennem snak, er for mig derfor totalt overflødigt: jeg var der allerede og finder det lidt kliche – ”har vi nu alle med på vores budskab?”-lignende.

I forvejen synes jeg, man har valgt en spillestil, der lægger en afstand til publikum. Derfor sidder jeg også tilbage med en påduttet ”debat-tanke”, fordi selve samtalen bliver sat lidt for kunstigt op efter min smag, hvilket gør jeg ikke tager det så alvorligt eller seriøst, jeg måske med en anden tilgang ville have gjort.

For jeg synes, det er nogle vigtige og spændende emner, de tager op, som er ret aktuelle for vores samfundstilstand i dag. Det er tankevækkende, man kan finde inspiration i H. C. Andersens 200 år gamle historie og Stieg Larssons krimi og derudfra opleve, hvordan tematikkerne fra begge historier stadigvæk er en del af samfundet anno 2015.

Det kan godt ærgre mig lidt, vi ikke er nået længere… Derfor er det godt med denne slags forestilling, der kan sætte fokus på det! Og det i sig selv er værd at tage ind og opleve.

God fornøjelse!

Gæstespil af Teater Vígdís

Spilledato: 1. juni 2015
Foto: Teater Vígdís

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod