Anmeldelse: Pinocchio, Bådteatret
Af Anne Sophie Thingsted
I Bådteaterets skuespil Pinocchio prøver instruktør Rolf Heim at skabe en analogi mellem den italienske forfatter Carlo Collodis bog om drengen Pinocchio fra 1881, og en 16-årig flygtningedrengs grufulde rejse op igennem Europa. De visuelle elementer er som den rene Disneymagi, men selve historien er knap så tryllebindende – koblingen mellem drengen Pinocchios prøvelser og flygtningebarets rejse er for svag.
Stykkets hovedhistorie er flygtningedrengens flugt fra krigen i hjemlandet Afghanistan, men undervejs er der nedslagspunkter, hvor historien om Pinocchio væves sammen med flygtninge-historien. De fleste kender sikkert fortællingen om den italienske trædukke, hvis højeste ønske er at blive en rigtig dreng fra Disney-filmen, og man forstår godt, at instruktøren har set en umiddelbar parallelitet imellem Pinocchios- og flygtningedrengens rejse.
Den oprindelige historie om Pinocchio følger den klassiske fortællestruktur, som vi kender fra folkeeventyr, hvor en naiv hovedperson drager på en farefuld færd, og bliver klogere på verden. På samme måde har flygtningedrengen en naiv drøm om Europa i begyndelsen af sin rejse. Pinocchio bliver desuden flere gange ledt på afveje af trickstere som Katten og Ræven samt af den ondsindede dukkefører Stomboli, og de karakterer fungerer som et nogenlunde billede på de udspekulerede menneskesmuglere, der prøver at udnytte flygtningedrengen.
Desværre vælger instruktøren for mange og forkerte nedslagspunkterne i Pinocchio-historien. Mange passer ikke til det sted, flygtningedrengen er i sin historie, fordi nedslagspunkterne i Pinocchio oprindeligt symboliserer noget andet, end det, Rolf Heim vil fortælle i flygtningehistorien – for eksempel forsøger instruktøren at skabe en parallel imellem, at flygtningedrengen ligger klemt fast i en varevogn, og at Pinocchio forsøger at rede sin far Gepetto ud fra hvalfiskens bug. Det er Pinocchios chance for at vise, at han har lært at sine fejl og kan handle uselvisk, hvor scenen i flygtningehistorien er et spørgsmål om ren overlevelse. Selvom de to scener ikke har det store til fælles, virker instruktøren særdeles opsat på at overføre hver en scene fra Pinocchio til flygtninge-historien én til én, og det får desværre koblingen til at virke søgt.
Måske ligger instruktørens grundudfordring i, at de to historier er for forskellige rent tematisk til at køre så tæt parallelløb. Det er svært at fortælle to historier samtidig på 1 time og 10 minutter – især når de hænger dårligt sammen. Historien om flygtningedrengen handler om en dreng, der bliver umenneskeliggjort uden selv at have nogen skyld i det, imens den oprindelige historie om Pinocchio er en opdragende historie, der handler om, at trædukken skal blive et rigtigt menneske ved at lære at opføre sig modigt, sandfærdigt og uselvisk.
Ganske vist prøver stykket at ironisere over flygtningedrengens søgen efter menneskelighed i Europa, som resulterer i, at han får en lang næse. Men hverken i nedslagspunkterne i Pinocchio-historien eller i replikkerne formår stykket, at gøre budskabet tydeligt nok for publikum. Formentlig på grund af de to historiers tematiske forskellighed.
Den grundlæggende forskel mellem temaerne i de to historier gør, at hver gang der skiftes til Pinocchio-historien, forvirrer det og fjerner fokus fra hovedhistorien om flygtningedrengen. Isoleret set kunne flygtningedrengens historie have været en både fin og hjerteskærende fortælling, men i uskøn forening med eventyret om Pinocchio står den svagere.
Pernille Nedergaard er Pinocchios dukkefører og stemmeskuespiller, imens Laura Allen Müller og Thomas Bang spiller traditionelt skuespil og på skift giver den som karaktererne i Pinocchio og flygtningehistorien. De leverer ganske gode præstationerne, omend Laura Allen Müller og Thomas Bang til tider mangler lidt nerve. Samtidig har Thomas Bang enkelte øjeblikke, hvor han leverer sine replikker så indtrængende som menneskesmugler, at det løber en koldt ned ad ryggen.
Bådteatrets Pinocchio fortjener en kæmpe cadeau for lydsiden og scenografien, som er storslået, fascinerende og nyskabende. Skuespillerne bevæger sig rundt imellem skærme, der viser videoklip med flygtningedrengens omgivelser, såsom en folkemængde i Istanbul eller en mørk skov ved den ungarske grænse. Når drengen flygter fra det ungarske politi imellem træerne, knitrer og knaser jorden under hans fødder, og når han er i Istanbul, summer snakken fra byboerne.
Foreningen af lyd og video krydres med den innovative ide, at lade skuespillerne filme nærbilleder af deres egne ansigter på scenen. Billedet fra videokameraet projiceres op på skærmene på scenen, så publikum kan se skuespillernes ansigtsmimik helt tæt på.
Dukkemager Per Christensen har desuden kreeret en vidunderligt detaljerig Pinocchio-trædukke, som kommer på scenen, hver gang historien skifter til Pinocchio-historien, hvilket biddrager til det flotte visuelle udtryk.
Den kreative leg med visuelle og lydmæssige virkemidler trækker stykket op, men formår ikke at redde det ud af den fortælletekniske suppedas.
Bådteatret, Nyhavn 16z, 1051 København K
Spilleperiode: 16. november–8. december 2018
Set den 16. november 2018
Foto: Bådteatret
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.baadteatret.dk/pinocchio/
Medvirkende: Skuespillere: Laura Allen Müller, Thomas Bang og Pernille Nedergaard
Instruktør: Rolf Heim
Dukkemager: Per Christensen
Lyddesign: Janus Jensen
Lys og videodesign: Malte Hauge
Bygger & Afvikler: Jonathan Hjorth
Teknisk Assistance: Jon Gelting
Instruktørassistent: Astrid Lindhardt
Varighed: 1 time og 10 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod