Anmeldelse: Problemet med Douglas, Fredericia Teater

Anmeldelse: Problemet med Douglas, Fredericia Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Fredericia Teater er meget mere end de store musicals – det har vi tidligere i denne sæson set med (gen)opsætningen af ’Lizzie’, med den nye ’Legendale’ og nu senest med ’Problemet med Douglas’. Teatret viser også ved disse ”små” og ”skæve” musicals stort format, og det er fantastisk, at de har modet, lysten og evnen til at tage disse op også!

’Problemet med Douglas’ omhandler netop problemet med Douglas, og hvordan man tackler dette problem. Forestillingen i Will Aronson og Daniel Matés manuskript og Victoria Clarks instruktion bygger løseligt på Kafkas roman ’Forvandlingen’. I denne roman er handlingen groft sagt, at den handelsrejsende Gregor Samsa en dag vågner og opdager, at han er blevet til et stort insekt. Situationen er ny – og både han og omgivelserne skal vænne sig til denne nye situation, som er væsentligt anderledes end, hvad normalen er.

11-1030x687-douglas

I ’Problemet med Douglas’ møder vi Douglas, hvis liv kører på skinner. Han er måske nok ved at blive lidt en sær snegl på visse punkter – men at han bogstavelig talt skulle blive forvandlet til… en snegl, var ikke lige det, som man ventede!

Det er en absurd historie, som på overfladen hovedsageligt er humoristisk, men den stikker dog dybere, og ved nærmere (efter)tanke rummer fortællingen langt flere, rørende lag. Accept, kærlighed og forståelse er derimod nogle af de grundlæggende temaer. Det er vigtigt at huske på, at livet skal leves i nuet og i de små øjeblikke, hvor man kan komme længere med kærlighed og forståelse for livet og omgivelserne. Hvad sker der egentligt, når man ”rammes”? Livet forandres – og engang imellem skal man lade livet gøre det på sin egen måde.

Ikke alt i absurd teater skal tages helt bogstaveligt. Læg derfor ikke alt i det sete, men tænk mere over temaerne bag, hvilket formentlig også vil gøre, at din ledsager og du ikke vil få det helt samme ud af forestillingen. Til gengæld synes jeg ikke, at forestillingen kommer helt i mål, og den rammer mig ikke helt rent i hjertet.

19-1-1030x687-douglas

Første akt viser vejen hen mod Douglas’ forvandling, hvor det oftest er humoren og grinet, der bærer handlingen. Problemet her er, at det på visse tidspunkter kammer over og bliver lidt for meget, så det ikke rigtig stikker dybere.

Alt det som mangler lidt i første akt kommer til gengæld i anden akt. Her kommer eftertænksomheden, og forestillingens temaer træder frem. Douglas’ forvandling er elegant, og den og forestillingens temaer balancerer på den rette måde mellem humoren og alvoren.

Skuespilpræstationerne holder hele vejen igennem. Lars Mølsted har i denne sæson vist sin alsidighed ved først (og lige straks igen) at spille Quasimodo i ’Klokkeren fra Notre Dame’, Andy i ’Legendale’ og nu ’Douglas’, som bliver til en snegl, i ’Problemet med Douglas’. Heroverfor står Bjørg Gamst som hans kæreste, som hun giver den rette portion sødme, friskhed, opgivenhed og (hjerte)varme på en og samme tid. Det er fantastisk for Fredericia Teater at have dem i ensemblet.

24-1030x687-douglas

Thomas Jensen er Douglas’ lettere ”fortabte” bror, Vince, hvis liv ikke helt er gået som han – og nok mest – forældrene havde forestillet sig. I starten er Douglas og han ikke helt på bølgelængde, men det er rørende, som udviklingen sker, så de to nærmer sig og bedre forstår hinanden. Særlig fin er Vinces sang til broderen, udviklingen og ikke mindst at være pårørende til en ”ramt”.

Christian Damsgaard og Ulla Ankerstjerne er brødrenes far og mor. De fleste vil formentlig kunne spejle sine egne forældre i de to, og de giver de rette ”voksenhed”.

Som vanligt spiller Fredericia Teater på deres elektroniske kunnen, og ”videotæppet” og ”sceneskiftene” fungerer upåklageligt. Sammen med det store liveorkester fuldender det oplevelsen flot.

’Problemet med Douglas’ er ikke en ”startermusical”, men tag afsted hvis du har mod på en anderledes musical, hvori handlingen er både absurd, tankevækkende og rørende på én og samme tid.

 

Fredericia Teater, Lille sal ([perhaps salen]), Prinsessegade 29, 7000 Fredericia

Spilleperiode: 11.-20. maj 2017

Set den 14. maj 2017

Foto: Søren Malmose

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.fredericiateater.dk/forestillinger/2017-05-10/#sub_menu1

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *