Anmeldelse: Røde Orm, Moesgaard Museum (Det Kongelige Teater)

Af Christian Skovgaard Hansen
Moesgaard Museum danner en fantastisk ramme for Det Kongelige Teaters udendørsteater i år, hvor de opsætter vikingeforestillingen ’Røde Orm’, som bygger på Frans G. Bengtssons bøger (1941 og 1945). Forestillingen er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Moesgaard Museum og Aarhus 2017. Husk blot en varm trøje og et tæppe, da der nemt bliver en kende køligt i løbet af aftenen.
Handlingen i forestillingen er kort, at man følger hovedpersonen Orm, der som knægt tages til slave på et vikingeskib og med sit iltre temperament langsomt accepteres som medlem af besætningen. Herefter er han med på vikingetogter, inden rejsen ender ved Harald Blåtands borg i Jelling, hvor han møder kongens datter Ylva. Kærlighed, fjendskaber, venskaber, kampe og vikingetogter følger nu.
Andreas Jebro, som vi så i Aarhus Teaters ’Erasmus Montanus’ (anmeldelsen kan læses her), er også her i hovedrollen som Røde Orm. Han har styr på rollen som Røde Orm, og han giver her Røde Orm den rette karakterfaste og adrætte skikkelse som helt. Christine Gjerulff står fornemt heroverfor i en vild og bestemt Ylva. Det øvrige skuespillerhold gør også en god figur, og værd at fremhæve er de to kirkens mænd Rasmus Botoft som Broder Wilibrand, Jens Andersen som Broder Mathias og Lars Lohmann som Harald Blåtand, hvor førstnævnte dog skal passe på, at han ikke falder tilbage til Rytteriet.
Scenografien af Eilev Skinnarmo er bogstaveligt imposant og enorm. Selve scenen er formet som et stort vikingeskib, som gennem forskellige åbninger og tilpasninger rummer mange muligheder, så den fungerer uanset, om der drikkes jul hos Kong Harald Blåtand, vi er hos den engelske konge, eller når vikingerne døbes. De to vikingeskibe, som vikingerne sejler ud, er et miniformat af den store scene. Imponerende. Det er samtidigt fantasifuldt lavet, at når de små vikingeskibe sejler ud, er det på et hav lavet af små paraplyer. Uden at afsløre for meget kan det også anbefales at rette blikket til scenens ”tag” engang imellem også.
Scenen er bygget ved siden af det nye Moesgaards Museums skrånende tag. Disse fantastiske omgivelser bruges dog desværre ikke til meget, udover at vikingerne til start sejler ned af det, og kampen mellem englænderne og vikingerne udspilles op ad skråningen. Det er lidt synd.
Helt samme begejstring er det desværre sværere at have med Maria Gyllenhoffs kostumer. De er visse steder lidt for spraglede, som nærmest giver et glimmeragtigt eller cirkusagtigt præg. Bedst fungerer vikingernes kostumer, hvor man er hensat til den rette vikingestemning.
Instruktør og iscenesætter Frede Guldbrandsen har gjort et godt arbejde. Han får fint overført den barske historie til scenen, og vi føler os hurtigt hensat til det rette vikingeunivers, hvilket holder det meste af tiden. Særlig fægtescenerne og de store kampscener fungerede ikke helt og skuffer lidt, da det virker som om, at de ikke er helt færdig-/gennemkoreograferet.
Dramatikeren Henrik Szklanys bearbejdning af romanens forlæg er ikke helt vellykket. Mange steder er replikkerne overgearede, forcerede og ensformige, så de hurtigt bliver for meget at høre på og en kende plat, som kom til at køre i samme rille. Det er samtidig desværre synd, at historien synes reduceret lidt til mere at omhandle Røde Orms ”jagt” på Ylva fremfor hele den spændende vikingetid. Det, som vi får gennem ørene, står desværre ikke helt mål med det flotte indtryk, som vi får gennem øjnene.
Musikken til ‘Røde Orm’ er lavet af Hedningarna. På teatrets hjemmeside står, at de ”overvejende [er et] svensk band, som blander nordisk folkemusik med elektronisk musik og rock, …” Generelt fungerede denne musik ganske godt, men i enkelte passager følte jeg mig mere hensat til en koncert med elektronisk musik end til et vikingedrama.
Samlet er det dog en fin forestilling, men forestillingen er ikke så storslået, som man kunne have håbet på med de store kræfter bag. Vil man lære mere om de ”rigtige” vikingerne, kan man passende kombinere forestillingen med et besøg på Moesgaard Museum samme dag – museumsbilletten fås til halv pris med en billet til aftenens forestilling. Alternativt kan man gribe fat i Bengtssons romanforlæg i stedet.
Det Kongelige Teater
Moesgaard Museum, Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg
Spilleperiode: 24. maj-1. juli 2017
Spiller herefter også i sommeren 2018 i Ulvedalene i Dyrehaven
Set den 25. maj 2017
Foto: David Bering og Morten Fauerby/Montgomery.dk
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/skuespil/rode-orm/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod