Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Anmeldelse: Shadowland, Tivoli (Pilobolus)
Af Jonas Gudmand
’Like a storm’ bliver der sunget ud af højtalerne i starten af danseforestillingen ‘Shadowland’, og hele forestillingen bliver ligesom en storm at gennemgå som publikum. Der brager abstrakte skyggebilleder ud over os, der dog hurtigt bliver mere konkrete fantasivæsener.
Som titlen antyder, er det et land af skygger, denne forestilling er skabt af, og de laves af de akrobatiske og særdeles velskabte dansere. Forestillingen er for alle, der gerne vil i gang med at se noget scenekunst, eller gerne vil bryde formen med, hvad de plejer at se.
Historien er forestillingens perle, der handler om en pige, der gennemgår en udvikling mod at blive en kvinde. Vi ser i starten pigen, og hurtigt fantaserer hun sig væk og ind i skyggeverdenen, hendes underbevidsthed, der viser hendes indre kampe. Disse kan for hende i sidste ende føles som at slås med kæmpe dæmoner, som hun bliver nødt til at tage kampen op med.
Undervejs ser vi hendes skygge blive til en ung kvindekrop, men med et hundehoved. Når vi ser hende udenfor lærredet, er hun igen smuk at se på. Jeg mærker her, at publikum ser den almindelige og henrivende pige, mens hun i sit eget univers, ser sig selv som et hundehoved, selv om hun ikke er det.
Sådan har vi nok alle sammen haft det. Specielt når vi er i gang med at lære, hvem vi egentlig er i de skrøbelige teenageår samt i tyverne.
Danserne viser fortællelyst, engagement og dygtighed, og historien er tankevækkende. Men det er et problem, at deres skygger ikke altid sidder lige i skabet. F.eks. gennemskuede jeg til sidst, hvordan danseren lavede et hundehovedet så overbevisende og så hurtigt. For mange illusioner brast for mig.
Jeg vil forføres af den type skyggedans, hvor deres kroppe kan danne alle billeder. Jeg blev ikke for alvor forført.
Visse sekvenser blev også unødvendigt lange, og historien kunne godt trænge til en ansigtsløftning.
Der er dog bonuspoint herfra, da der venter kommende publikummer en sjov overraskelse, jeg selvfølgelig ikke røber her.
Jeg er glad for at have set forestillingen – og pigens skyggebillede af sig selv, tror jeg, vil (for)følge mig i lang tid.
Vi ser nok alle en skyggeside i os selv, som er et selvbedrag, og Shadowland får det til at lyse frem i vores bevidsthed på en uskyldig og rørende facon.
Dansekompagniet Pilobolus
Tivolis Koncertsal
Spiller indtil på søndag d. 20. september 2015
Set d. 15. september 2015
Fotos: http://www.tivoli.dk/da/teater/2015/shadowland
Læs nærmere om forestillingen her: http://www.tivoli.dk/da/teater/2015/shadowland