Anmeldelse: SKYGGE [Eurydike siger], Sydhavn Teater

Anmeldelse: SKYGGE [Eurydike siger], Sydhavn Teater

Af Rosa Danielsen

 

Hvis man gerne vil have en aldeles anderledes teateroplevelse, skal man tage ind og se ’SKYGGE [Eurydike siger]’. Forestillingen handler om identitetsfrigørelse og om at stå i skyggen, og at det måske ikke er så slemt endda. Dette kommer allermest til udtryk i hele ideen med opsætningen; nemlig at det er vandreteater, og at vi befinder os i forladte fabriksbygninger i Sydhavnen. Alt kan ske – og det gør det også.

Skygge billede 4

Forestillingen har taget en svær, men vigtig, opgave på sig. Alting sitrer af ønsket om at forandre de vante teaterrammer, hvor publikum sidder ned foran scenen, mens skuespillerne underholder. Vi bliver ført igennem de mange forladte lokaler i Sydhavnen, iført ens kedeldragter og med en lille lommelygte i hånden, som vi fik udleveret da vi kom. De visuelle elementer som Anja Behrens’ iscenesættelse, Laura Rasmussens scenografi og kostumer går bestemt op i en højere enhed.

Sådan følger vi Eurydike igennem Skyggelandet, hvor hun lærer sig selv at kende sammen med os. ’SKYGGE [Eurydike siger]’ er en nyfortolkning af den græske myte om Orpheus og Eurydike af østrigske Elfriede Jelinek. Jelinek giver Eurydike stemme, hvor hun før blot var en birolle i fortællingen om Orpheus’ bedrifter.

Skygge billede 2

Eurydike gennemgår en frigørelsesproces, hvor kjoler, angst og fristelsen i at være intet spiller afgørende roller. En frigørelsesproces af sin identitet som sin berømte mands skygge. Men den Eurydike vi oplever er ikke nogen skygge. Hun er intens og vild i Mille Maria Dalsgaards portræt. Dog oplevede jeg ikke en hel karakter, men nærmere forskellige, lettere fragmenterede, tilstande i de forskellige rum vi kom igennem.

Forestillingen bugner nemlig af gode intentioner og ideer, men det er også her problemerne opstår. For midt i aktiveringen af publikum drukner indholdet en smule. Elfriede Jelineks eminente tekst kommer ikke rigtigt til sin ret, når mange andre virkemidler er i brug samtidig.

De lange pauser, hvor publikum skal bevæge sig hen til, og dernæst indfinde sig i, et nyt rum, gør, at man falder ind og ud af koncentration om handlingen.  Som publikum føltes det som at være skiftevis overstimuleret og understimuleret, og derfor finder jeg det svært at lade mig rive med. Man kunne fristes til at sige at forestillingen tjente lokationen, i stedet for at lokationen tjente forestillingen.

SkYGGE fjerbillede

Dog fungerer lokationen langt hen ad vejen, og de forladte lokaler i Sydhavnen er perfekte til den mystiske stemning, der bliver skabt fra forestillingens begyndelse. Man har en fornemmelse af at alt kan ske, hvilket er det, jeg beundrer forestillingen for. Vi bliver grebet fat i, når Eurydike går ind og ud mellem os, tager fat i os og stirrer os ind i øjnene. Det er enormt modigt at gøre sit publikum ”utrygt”, men det føles helt rigtigt i de kontroversielle rammer.

For mig bliver det handlingsmæssige budskab en smule uklart i virvaret af sanselige virkemidler, men hele produktionens budskab – derimod – står lysende klart.

Teatret findes for at røre og ryste os, og det sidste lykkedes bestemt. For ønsket om at forandre teatret, og gøre op med gamle konventioner kan mærkes helt ind i knoglerne i ’SKYGGE [Eurydike siger]’.

 

Sydhavn Teater

Spiller på Sydhavnsgade 28, 2450 København SV

Spilleperiode: 18. marts-4. maj 2017

Set den 2. maj 2017

Foto: Lars Grundwald

Lyst til at købe en billet? Læs mere her:

http://www.sydhavnteater.dk/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *