Anmeldelse: Snedronningen, Aarhus Teater

Anmeldelse: Snedronningen, Aarhus Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Årets familieforestilling på Aarhus Teater er H.C. Andersens eventyr ’Snedronningen’. Teatret formår at omsætte eventyrets varme og fortælling om dels venskab, dels kampen mellem det gode og det onde til en fantastisk flot forestilling. Forestillingen kan tryllebinde både de små, men også deres forældre.

 

Hovedpersonerne i ’Snedronningen’ er Kay og Gerda, som er bedste venner. Djævelens spejl går i tusinde, bittesmå stykker, og stykkerne flyver rundt. Én af splinterne rammer desværre Kay i øjet, mens en anden rammer ham i hjertet. Kay og Gerdas venskab ændres fra dette tidspunkt, da Kay nu ser alt forvansket, hvorfor han drages mod den iskolde Snedronning. Gerda beslutter sig for at drage ud for at finde Kay, og på sin vej møder hun en række spændende folk. Eventyret er, som det skal være, og hvordan det ender, skal ikke afsløres her… men naturligvis ender det godt!

 

© Photographer Rasmus Baaner // rasmus@baaner.dk

 

Marianne Nilssons scenografi fungerer perfekt. Scenen er bygget op om en række låger som i en julekalender. Disse låger på væggen og i gulvet fungerer flot som skift og bindeleg igennem fortællingen, og både rekvisitter og skuespillere dukker effektivt op og forsvinder lige så effektivt igen igennem lågerne. Dette sammen med Anders Kjems’ lysdesign gør, at forestillingen aldrig står stille, og at man tryllebindes hele tiden, hvor man er nødt til at have øjnene med sig for at opleve det hele. Musikken er i forestillingen ikke gemt væk som normalt, men den er i stedet placeret i de to loger. Der er mange sjove og flotte detaljer i både scenografi, kostumer og musik – dette giver fremdrift til forestillingen, og der er hele tiden noget for de små at se og høre på.

 

Forestillingen følger i det store hele sit forlæg i eventyret. I Aarhus Teaters version har man dog ladet kragen ikke blot tale, men også udstyret den med hhv. en dansk-, norsk-, engelsk-, fransk- og finsk-kragsk ordbog, hvorfra den hurtigt lærer. Det er en på samme tid alternativ – på den gode måde forstås – og sjov detalje.

 

© Photographer Rasmus Baaner // rasmus@baaner.dk

 

Temaerne i forestillingen er ikke alene relevante for børn og barnlige sjæle. Også unge mennesker, forældre og bedste forældre kan nikke genkendende til temaerne. Ligesom en række andre af H.C. Andersens eventyr er det ikke blot en god fortælling, men eventyret rummer også en lære. Kærlighed, mod, ondskab og kampen for at nå et mål er blot nogle af forestillingens temaer, og Aarhus Teaters opsætning fremstiller dem flot, og uden at de bliver moraliserende og trukket ud til farvede konklusioner.

 

Forestillingen lader både stor og særligt små selv tænke, og mon ikke at der er nok at tale om børn og voksne imellem, når man kommer hjem. På den måde gør den det, som teater er så fantastisk til. Den giver ikke blot en god omgang underholdning; den giver også et lag mere, hvor der er mulighed for refleksion og en snak om forestillingens temaer.

 

Alle skuespilpræstationerne er gode. Lise Kofoed som Gerda og Nicklas Søderberg Lundstrøm som Kay giver de to karakterer hhv. varme og kulde, inden varmen og kærligheden til sidst vinder for dem begge. Herudover er det værd at fremhæve Holger Østergaard som kragen, hvor han mestrer, at give kragen personlig og humor, men uden at den sprogkyndige krage bliver plat.

 

© Photographer Rasmus Baaner // rasmus@baaner.dk

 

Ud over de allerede nævnte skuespilpræstationer er også værd at fremhæve Nanna Bøttcher, der spiller titelrollen som Snedronningen eventyrligt. Når hun som den kolde Snedronning, der er hvid som sne og is, kommer frem, kan man ligefrem mærke hendes kulde og ondskab.

 

Godt nok er ’Snedronningen’ en familieforestilling og for et publikum fra 6 år og opefter, men den bliver næsten for pæn. Den eneste anke ved forestillingen er, at den sagtens kunne have tålt en smule mere ondskab og vildskab uden, at det yngste publikum ville blive skræmt væk. Det havde ikke gjort noget, at Snedronningen var gjort en smule mere kold og ond, så hun havde fået endnu mere kant.

 

© Photographer Rasmus Baaner // rasmus@baaner.dk

 

Det ændrer dog ikke ved, at ’Snedronningen’ er en eventyrlig flot og bestemt seværdig forestilling for både små og store! Jeg kan kun anbefale hele familien at tage en tur i Aarhus Teater og se forestillingen.

 

 

 

Aarhus Teater, Store Scene, Teatergaden, 8000 Aarhus C

 

Spiller indtil 20. december 2015

 

Spilledato: 29. november 2015

Fotos: Rasmus Baaner

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1516-paa-store-scene-og-scala/snedronningen/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *