Anmeldelse: Sort Samvittighed #4, Betty Nansen Teatret
Af Christian Skovgaard Hansen
Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed er nu klar med deres fjerde forestilling: Sort Samvittighed #4. Kollektivet formulerer sig denne gang i en collage af ord bestående af både deres egne og med udgangspunkt i andres tekster, f.eks. af Pia Tafdrup, Tove Ditlevsen, Ursula Andkjær Olsen m.fl. Der er derved en række forskellige nedslag uden en kontinuerlig handling.
Omdrejningspunktet er en flok opdagelsesrejsende, klædt som pigespejdere, der drager ud på ekspedition for at udforske mennesket, når vi færdes i flok. Flokken (!) med deres eget fællesskab dumper ned i et helt almindeligt liv, og de går derefter nysgerrigt og antropologisk til værks, når de udforsker mennesket – hver for sig og især sammen. Ekspedition bliver indviklet, da fællesskabet er under pres. Hvordan lever vi? Hvad samler mennesket, og hvad skiller mennesket? Kan man klare sig alene, eller kan fællesskabet noget godt – og/eller skidt? Alt dette undersøger ekspeditionen, når de ser på, hvordan man lever i det almindelige liv og i en almindelig hverdag, som vi observerer sammen med dem. (Kunstner)kollektivet undersøger dermed kollektivet og fællesskabet.
Gennem en række scenarier udforskes dette fællesskab i dets mange forskellige former. Vi oplever fællesskabet – eller måske nærmere manglen på samme – i blandt andet parforholdet, gymnastiksalen og boligen. Alle har deres egen idéer om både det at være ene og om fællesskabet, og når virkeligheden møder drømmene er det ikke altid, at hverken ensomheden og fællesskabet består.
Tidligere har kunstnerkolletivet fortolket Anne Linnets sange i ”Hvid magi” (2011), Tove Ditlevsens liv og værker i ”Tove! Tove! Tove!” (2015) og parforholdets glæder og sorger i ”I et forhold” (2019). Hver gang har de skabt et gennemmusikalsk univers med vittige, tankevækkende og skarpe tekster.
Udforskningen af fællesskabet i Sort samvittighed #4 fortsætter disse toner med noget til både hjerte og hjerne sat sammen i et sort og satirisk univers, hvor der er plads til både de store grin og til de fine, eftertænksomme øjeblikke. Vi er med i undersøgelsen af kærlighed, fællesskab og identitet, som alle har det fælles træk, at de optræder både hver for sig og ikke mindst sammen.
På scenen står Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Fredriksen, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard. Alle har deres øjeblik, og med hver deres forskellighed finder de en stemme i hvert sit nummer. Det eksekverer smukt alle deres respektive nummer om fællesskabet.
Elisa Kragerup har igen iscenesat fortællingen fikst, flydende og skarpt sammen med Signe Fabricius, der igen også har stået for den fine koreografi. Ida Marie Ellekilde har igen stået for den underfundige, tankevækkende og opfindsomme scenografi og kostumedesign. De tre sørger for, at humoren og alvoren har den rette vægtning, og at den sofistikerede humor og absurde, til tider næsten groteske, fremstilling tit går til grænsen, men heldigvis aldrig bliver plat.
Jeanett Albeck har komponeret musikken, skrevet sangtekster og stået for den musikalske iscenesættelse. Lydbilledet er som sædvanligt ganske interessant, og det er både vittigt og tankevækkende. Som minus er den musikalske iscenesættelse lidt ensformig, og den mangler et eller andet for at være helt perfekt og få det sidste fine touch. Albeck skal passe på, at kunstnerkollektivets forestillinger ikke bliver for ens(lydende). Det er mindre ting, men det er noget, som kunstnerkollektivet nok skal have in mente til fremtidige forestillinger.
Uanset hvad er fællesskabet både interessant at udforske, og det er vigtigt for alle. Dette cementeres også i forestillingens slutning, som ikke skal røbes her. Dog skal man huske, at ”[d]et vigtigste, Vi har hver især, Er og bliver hinanden.”
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 28. september-23. november 2024
Set den 15. oktober 2024
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Fredriksen, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard
Instruktion og iscenesættelse: Elisa Kragerup
Koreografi og iscenesættelse: Signe Fabricius
Scenografi og kostumedesign: Ida Marie Ellekilde
Komponist, sangtekster og musikalsk iscenesættelse: Jeanett Albeck
Executive musikproduktion og lyddesign: Steffen Breum
Lysdesign: Christian Alkjær
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod