Anmeldelse: Spillemand på en tagryg, Palsgaard Sommerspil
Af Sanne Halkjær Hebsgaard
I 1905, i en lille by uden for Kiev, ved navn Anatevka, bor Tevye med sin kone og fem døtre. De bor i et mindre jødisk samfund, hvor alle kender alle, og alle hjælper alle. Her har ægteskabsmægleren travlt med at ”matche” landbyens børn med hinanden, så deres lille samfund kan leve videre i mange år endnu. Det er en tid hvor pigerne ikke må tænke selv, og mændene skal arbejde dagen lang. Alt dette og meget mere udspiller sig i Palsgaard Sommerspils version af Spillemand på en tagryg.
Det første, der møder publikum, når de træder ind i Palsgaard Slotspark, er den utroligt flotte scenografi af Pernille Ekstrand. Den store mørke scene er på bagscenen beklædt med mørke træhuse, og så er der placeret adskillige birketræstammer på bagscenens scenegulv for at skabe en naturlig overgang i landsbyen. Det er utroligt godt tænkt og virkelig flot at se på. Prikken over i’et er de store rekvisitter, der bliver en del af scenografien, som forestillingen tager form. Dørene er utroligt flot malede og meget betagende at se på. Bordene og bænkene er autentiske i billedet – der er simpelthen ikke en finger at sætte. Det er virkelig flot eksekveret, og scenografien svøber skuespillerne i lækre rammer!
Efter at være blevet betaget af den flotte scenografi, starter forestillingen med en præsentation fremført af Tevye, der spilles af Flemming Bang. Og så brager koret ellers ud af højtalerne med den første sang ”Traditioner”. Niveauet er hermed lagt. Og det er højt! For hold da op hvor lyder det godt! Det er tydeligt at høre, at skuespillerne i år blandt andet er utroligt stærke sangteknisk. Dynamikken er fantastisk, og nummeret bliver næsten helt majestætisk. Det er da sådan Spillemand på en tagryg skal lægge fra start.
Faderen Tevye spilles som nævnt af Flemming Bang. Og det er tydeligt at se, at han har en del erfaring på scenen. Han er så naturlig i rollen som Tevye, og publikum kan ikke andet end at holde af ham. Tevye er temperamentsfuld, kærlig og til tider lidt naiv. Dette krydres med Flemming Bangs vidunderlige stemme og charme. Han rammer simpelthen bare plet – og lader én sidde tilbage dybt imponeret! Flemming Bang spiller overfor Louise Schneider Rømhild, der spiller Tevyes kone Golde. Golde er mindst lige så temperamentsfuld som Tevye, hvis ikke mere. Men kærlig er hun også, og så har hun en stærk karakter. I denne rolle får Louise Schneider Rømhild i den grad lov til at brillere. Hun er den helt perfekte i rollen som Golde! Louise Schneider Rømhild lader Golde skifte i temperament utroligt hurtigt, og så synger hun også bare skønt.
Tevye og Golde har sammen fem døtre, og en af disse døtre er Hodel. Hun er den anden ældste i flokken, og derfor den anden af døtrene der skal afsættes til en mand i byen. Hodel spilles i Palsgaard Sommerspil af Jasmin Maria Gauguin. Og Holde er vittig, til tider flabet og så kerer hun i en grad for sin familie. Dette omfavner Jasmin Maria Gauguin, og som flere på scenen har hun en vidunderlig stemme. Dette slår hun i den grad fast i 2. akt med sangen ”Fjernt fra mit barndomshjem”. Gåsehuden spreder sig hurtigt, og når sangen slutter, kan man kun måbe over hendes fremførelse og inderlighed.
Koreografien er i år sammensat af Jacob P. Andersen. Og dette er han kommet godt i mål med. Koreografien passer lige ind i forestillingens ånd, og så er den også flot at se på. Selvom det er en anden kultur, Jacob P. Andersen har skullet dykke ned i til denne forestilling, så har han fundet ind til kernen, og lader skuespillerne fremføre de flotte koreografier, han har udviklet. Der sker meget på scenen, og der er mange formationer, men det gavner i den grad billedet og helheden.
Dette års instruktion og kostumedesign er begge udviklet af Jens Frausing. Og begge dele har han fulgt utroligt godt til dørs. Forestillingen er virkelig godt sat sammen med alle dens små finurligheder, som Jens Frausing har formået at finde frem. Han har i den grad øje for detaljen, og det er tydeligt at se! Dette ses blandt andet i kostumedesignet. For det er godt nok flot! Når alle skuespillere er på scenen er billedet både differenceret, men samtidigt er det tydeligt at se, at de alle fungerer som en helhed.
Dette års sommerspil i Palsgaard er 50-års-jubilæet for foreningen. 50 år med scenekunst i Palsgaard fejres derfor i år med Spillemand på en tagryg. Og sikke en forestilling de har valgt at fejre jubilæet med. Det er i den grad et 50-års jubilæum værdigt! Hele paletten spiller, og forestillingen kommer virkeligt til sin ret – også under åben himmel. Dog kan man som publikum ikke undgå at drage paralleller til de tragiske hændelser, der netop nu står på i Ukraine. Det er dybt tragisk, og derfor rører det også publikumsrækkerne, da borgerne i Anatevka sendes fra hus og hjem af den russiske konstabel til sidst i forestillingen. Men de bevarer stadig modet og håbet, og drager ud i den store verden med åbent sind.
Spillemand på en tagryg spiller til og med den 7. august i Palsgaard Slotspark. Og hvis man ikke kommer forbi for at nyde den fine natur i den danske sommer, så skal man i den grad komme forbi for at se Spillemand på en tagryg. Gør dig selv den tjeneste, det vil du ikke fortryde!
Palsgaard Sommerspil
Palsgaard Slotspark, Palsgaardvej 10, 7130 Juelsminde
Spilleperiode: 28. juli-7. august 2022
Set den 28. juli 2022
Fotos: Rikke Kidmose
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Flemming Bang, Louise Schneider Rømhild, Ann Charlotte B. Madsen, Jasmin Maria Gauguin, Anna Skjærlund Grønnebæk, Josefine Blicher Simonsen, Luna Nielsen, Kirsten Bjørke, Peter Burgaard, Magnus Dahmberg, Søren Pors Grundahl, Jon Nergård Kobberøe, Tom Bie Grundahl med flere
Instruktør: Jens Frausing
Koreograf: Jacob P. Andersen
Kapelmester og korleder: Casper Helding Facius
Scenograf: Pernille Ekstrand
Vocal coach: Johnny Jørgensen
Kostumedesign: Jens Frausing
Varighed: Ca. 2 timer og 50 minutter inkl. 20 minutters pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Det er bare en beskrivelse, jeg kan tilslutte mig fuldt og helt. Vi talte endda om at se den igen, men nøjes med tanken og erindringen om en helt unik aften. Kan også bare rose og rose – amatører måske, men de er meget meget dygtige af amatører at være, fantastiske sangstemmer, og de danser og spiller, som havde de aldrig gjort andet. BRAVO🌹🌺❤️❤️❤️
Varmer med sådan en flot anmeldelse