Anmeldelse: STEREO, Teater V (recoil performance group)
Af Rosa Danielsen
I recoil performance group’s ’STEREO’ mødes modsætninger i sit eget univers, hvor ønsket om at forene menneskelig bevægelse og teknologi kan mærkes i hvert af forestillingens 50 minutter.
Vi får udleveret 3D-briller, da vi går ind i Teater V’s black box-scene, hvor de to dansere (Fanny Barrouquere og Jonas Örknér) allerede bevæger sig rundt. De er iført hverdagstøj: jeans, t-shirt og sneaks. Scenen er belagt med hvid dansevinyl, og en hvid bagvæg indrammer scenerummet. Kostumerne bidrager til oplevelsen af to mennesker i et maskinelt rum.
Enkelte dronetoner kan høres, og Örknér begynder at bevæge sig energisk rundt mens Barrouquere betragter ham. De falder sammen til ro på scenegulvet, og frem på bagvæggen dukker ordren om at påføre os 3D-brillerne.
Ud af højtalerne brager Deborah Vlaeymans’ elektroniske, basdominerede lydunivers, og på bagvæggen ser, eller nærmere oplever, vi Ole Kristensens og Johan Bichel Lindegaards 3D-videokunst. Karakteren af musikken og 3D-showet er perfekt skruet sammen, og man bliver lullet ind i en nærmest meditativ tilstand. 3D-showet falder til ro, og danserne er i fokus igen.
Sådan fortsætter det forestillingen igennem, hvor fokus skifter mellem videoprojektionerne og danserne. Kun enkelte gange oplever jeg, at dansere og 3D-projektioner er i sandt samspil, og dér synes jeg, at det er rigtigt interessant. Barrouquere ligger viklet ind i sig selv på scenen, og en lysstribe vikler sig ligeledes ind i sig selv på bagvæggen. Når Örknér rører eller drejer Barrouquere, drejer lysstriben sig også. Her følte jeg, at videoprojektionen understøttede historiefortællingen, og på den måde ønsket om at forene menneskelig bevægelse og teknologi.
Kontrasten mellem dansernes organiske, bløde bevægelser og det elektroniske, hårdere lydunivers bidrager til oplevelsen af mødet mellem mand og kvinde, eller menneske og maskine. Lys og 3D-projektioner er holdt i sort og hvidt, hvilket igen konstituerer et fremtidslignende rum af modsætninger. De to dansere synes at være havnet i uvante omgivelser, hvor de forsøger at lære hinanden at kende på godt og ondt, og vi bliver ført igennem alle de stemningsregistre, der opstår, når to mennesker mødes.
En danseforestilling er historiefortælling på en anden præmis end en teaterforestilling, da jeg oplever, at jeg selv for lov at være med til at bestemme, hvad forestillingen handler om. Danserne skaber stemninger med deres kroppe i Tina Tarpgaards koreografi, sammen med lyd og 3D-projektionerne, og tusind forskellige historier flyver gennem mit hoved. Jeg ville dog have ønsket at koreografien havde udfordret lidt mere. Som min ledsager f.eks. pointerede: Hvor er stemmen, som jo er en del af kroppen?
Jeg blev bestemt fascineret af den lille boble, som recoil performance group har skabt, hvor jeg kunne give mig hen til at mærke de forskellige rum der opstod på scenen – isoleret fra omverdenen i min 3D-brille. Dog manglede jeg en afslutning, ikke af forestillingens gennemgående stemningshelhed, men af mødet mellem de to mennesker.
Selvom handlingsforløbet var op til egen tolkning, følte jeg alligevel, at jeg ikke oplevede de to danseres forening eller afsked, eller noget helt tredje. Teknologien i forestillingen kom helt sikkert til sin ret, så jeg synes de to menneskers relation fortjente en plads i mit afsluttende billede.
Er du sulten efter en forestilling, der tager fat i teknologien og måden, den kan påvirke scenekunst på, skal du tage ind og se ’STEREO’. Forestillingen udfordrer din måde at tænke på scenekunst, men handler samtidig også om det tidsløse møde mellem to mennesker. ’STEREO’ er en udfordrende sanseduet, der ryster sceneposen, og kræver din opmærksomhed.
recoil performance group
Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby
Spilleperiode: 20.-22. september 2017
Set den 20. september 2017
Foto: Jan Vesala
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.teater-v.dk/forestilling/stereo/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod