Anmeldelse: Stille slag, Østerbro Teater, Revolver på Republique

Anmeldelse: Stille slag, Østerbro Teater, Revolver på Republique

Af Christian Skovgaard Hansen

Fem tidligere indsatte i danske fængsler har delt deres følelser og tanker om livet i fængslet og i isolation. De indsatte har siddet mellem 2,5 og 14,5 år i fængsel, og med udgangspunkt heri har Tanja Diers sammen med Louise Alsinius skabt en række tekster om, hvad den indespærring og isolation gør ved deres kroppe og deres sind. Komponisten Louise Alenius har komponeret musikken hertil, og Tue Biering har iscenesat.

 ”Tiden,

Jeg mærker den.

Mærker tiden.

Tiden,

Jeg mærker den.

Jeg mærker den ikke.”

(Louise Alsinius)

I Tanja Diers og Louise Alsinius’ tekster sættes der fokus på de tanker og de tilstande, som indespærringen og isolationen gør ved folk. De lever på få kvadratmeter, de er alene og ensomme i en stor del af tiden, en tid, som både mærkes og ikke mærkes, deres følelser deles kun med dem selv, og spørgsmålet er, om man til sidst ved, hvem man selv, de andre og omverdenen er.

Ida Grarup har skabt en minimalistisk, men effektiv scenografi og alle de medvirkende er klædt i en gråt og sort tøj; ingen skiller sig ud. Scenegulvet er gråt, råt og næsten nøgent. Scenografien sætter fokus på de forskellige små dele af en fanges hverdag – arbejdet, den lettere ubehagelige seng, det lille skab til alle de personlige ejendele, køkkenet, ensomheden foran fjernsynet og de sterile toiletforhold. De medvirkende bevæger sig rundt mellem disse små delelementer. Hvad får man egentlig tiden til at gå med?

I forestillingen medvirker fem tidligere indsatte. Vi ved ikke, hvorfor de har siddet inde, og hvem der har siddet inde hvor længe. Og det er heller ikke det vigtige. Det, som korværket Stille slag, præsenterer for os er de bagvedliggende tanker og følelser. Det er ej heller meningen, at vi i øvrigt skal præsenteres for kriminaliteten og de personlige historier. Råt for usødet får vi derimod fortællingen om at være indespærret. I fængslet, i cellen, i ens egen krop. De fem tidligere indsatte entrerer scenen uden et ord.

Syv sangere (denne eftermiddag kun seks, da Kirsten Grove var syg) giver fangernes historier og tanker stemme. De giver stemmer til gråheden og det monotone sammen med Louise Alenius’ toner. Tonerne er mørke, ens og gentagende. Livet som indespærret kryber ind under huden på os. Man kan nå at blive irriteret af gentagelsen, indtil forundringen og tanken over, at det jo netop er sådan, de har det, tager over. Tue Bierings iscenesættelse holder balancen perfekt. De tidligere indsatte taler ikke selv, men de inddrages dog, når kroppene smelter sammen til en modløshed.

Nøgleordet er ”intethed”. Forestillingen fortæller os ikke om hvorfor. Men vi oplever trøstesløsheden og ensomheden i at være indespærret. Fokusset er på, hvordan kroppen og hovedet reagerer. Livet uden for visualiseres via en række personlige billeder og breve. Der er liv udenfor – de (vi) er bare ikke en del af det.

Det hele føles som én lang indespærring. Men historien rummer også enkeltdele. Man vil gerne opretholde en vis normalitet, men det er svært, når man er indespærret og isoleret. Der skal laves mad, der skal trænes, der skal børstes tænder. Men man bliver som en levende død. Udbruddene kommer, men det hjælper ikke.

Stille slag er mørkt, tankevækkende og ærligt. Det råber ikke op, og det moraliserer ikke, men det rammer os alligevel og giver os noget at tænke over. I løbet af forestillingen trænger indespærringens og isolations ensomhed og gentagelse ind til os. Hvordan mon vi selv ville reagere, hvis vi blev indespærret?

Østerbro Teater, Revolver på Republique, Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø

Spilleperiode: 28. oktober-10. november 2021

Set den 30. oktober 2021

Fotos: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Morten Grove Frandsen, Katinka Fogh Vindelev, Julie Meera Albertsen, Kirsten Grove, Mathias Monrad Møller og Kristian Bordoy samt Gustav Johansson, Tanja Bibi Berthelsen, Jannik Vig, Boris Andersen, Habib Moutran og Lars Vesterlund

Komponist og tekst: Louise Alenius

Tekst og dramaturgi: Tanja Diers

Instruktion: Tue Biering

Scenografi og kostumer: Ida Grarup

Lysdesigner: Balder Nørskov

Lyskonsulent: Suni Joensen

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *