Anmeldelse: Svanesøen, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
Tjajkovskijs spæde toner lyder fra orkestergraven på Operaens Store Scene. Gradvist accelererer musikken mere og mere, og den kulminerer til sidst i, hvad der føles som en mavepuster. En ouverture, der varsler om et drama, som om lidt vil udspille sig på scenen. Der venter en tragedie om det lyse og det mørke – om det hvide og det sorte.
Det er den udødelige balletklassiker Svanesøen, der er på programmet. En opsætning, der har været under kærlig behandling af Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff med udgangspunkt i Marius Petipas og Lev Ivanovs udgave fra 1895.
Den giftemodne Prins Siegfried drager ud i skoven med sin armbrøst. Han spotter en svane, som han lægger an til at skyde. Pludselig tager svanen skikkelse af en ung kvinde. Hun forklarer, at hun og de andre svaner er under en forbandelse kastet af von Rothbart. Om dagen er de svaner, mens om natten går de frit rundt som mennesker. Trolddommen kan kun ophæves af en mand, der vil elske hende betingelsesløst. Sigfried og svaneprinsessen Odette forelsker sig, og han sværger hende evig troskab, men den onde von Rothbart dukker op, og Odette bliver igen til svane.
Der er bal på slottet til ære for Prins Siegfried, der skal vælge en hustru. Von Rothbart gør endnu engang sin entré – denne gang med sin datter Odile iklædt sort, der til forveksling ligner Odette. Prinsen tror, at Odile er Odette, og han sværger også hende evig troskab. Han indser først forvekslingen, da det er for sent. Bordet fanger, og von Rothbarts ondskab overvinder Odette og Siegfrieds kærlighed.
Det var et ualmindeligt veloplagt balletkompagni, der indtog scenen til repremieren denne lørdag aften. Svanesøen er ballettens svar på et maraton, og der bliver stillet store krav til både solopartier og korps. Korpset af hvide og sorte svaner er åndedrættet i balletten og det stærke fundament, som Svanesøen vokser ud af. Disse 32 ikoniske hvide svaner, danset af Den Kongelige Ballets korps, levede fuldt op til balletten teknisk høje niveau og krav til stringens.
Apropos højt niveau og stringent dans blev dobbeltpartiet Odette/Odile danset af den altid dragende Emma Riis-Kofoed, der denne aften debuterede i den prestigefyldte rolle. Man kunne have sagt sig selv, at rollen er som skabt til den unge ballerina, der med teknisk overlegenhed var svane helt ud til fingerspidserne. Hvad der på forhånd var mere tvivlsomt, var om Kofoed ville kunne mestre den store kontrast mellem det hvide og det sorte.
Men al tvivl forsvandt. Lige så melankolsk og inderlig hun formåede at gøre den hvide svane, lige så sensuel, vibrerende og skarp var hendes sorte svane. Hendes altopslugende Odile var dødsens farlig. Kofoeds stærke tekniske fundament gav plads til kunstnerisk fortolkning. Hendes udlægning af dobbeltrollen blev kunst fremfor koreografi.
Ved sin side havde hun Jonathan Chmelensky som Prins Siegfried. De to viste sig endnu engang at være et trygt og godt match. Begge er deres tekniske grundlag en gave, der giver frihed og plads til kunsten. Jeg kunne skrive en hel A4-side til hver en karakter, for denne opsætning af Svanesøen var i den grad gennemarbejdet, og hver rolle kom til sin ret.
Men én, der dog ikke må glemmes, er Jón Axel Franssons von Rothbart. Der må være et mørke for, at det lyse kan eksistere. Franssons mørke var eminent. Hans udspekulerede og smørrede smil gennem balletten gav kuldegysninger. Man havde fornemmelsen af, at han var stormesteren med det forkromede overblik, der som en dukkefører førte marionetdukkerne frem og tilbage alt efter, hvad der passede ham. Man kan ikke andet end at konkludere, at Fransson er djævelsk god i mørket.
Denne opsætning af Svanesøen er autentisk men med grund og rod i den velkendte original. Den fuld af kontraster, der underbygger de to forskellige verdener: Menneskeverdenen og svaneverdenen. Mia Stensgaards kostumer var som dag og nat i et spænd mellem de outrerede menneskekostumer og de enkle svane-tutuer. Universet lignede en fri fabulering over renæssancestil med inspiration fra fuglenes verden. Det var på papiret en sjov forening, der i realiteten var så effektfuld.
Også Mikki Kunttus scenografi, lysdesign og videodesign bevægede sig i samme verden, der i sin helhed fremstod meget moderne, men alligevel med klare rammer og rene linjer, som gav plads til det rette fokus på balletten og koreografien på scenen. Alt i alt er denne opsætning af Svanesøen en nyfortolkning med moderne redskaber, der stadig formår at fortælle os den klassiske historie.
Svanesøen lykkes til fulde. Det koreografiske forlæg og Hübbe og Schandorffs fortolkning i kombination med Tjajkovskijs mesterlige toner giver denne balletklassiker stjernestatus. Sjældent kan der sættes flueben ved alle aspekter af en forestilling, men det lykkes her. Mit indre boblede af fryd, da overværede balletten. Svanesøen gav følelsen af scenekunst, når det er bedst. Jeg håber, at I vil gå fra Operaen med samme lykkelige stemning efter at have oplevet Den Kongelige Ballet forløse denne legendariske ballet.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 28. januar-10. marts 2023
Set den 28. januar 2023
Fotos: Costin Radu
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/ballet/svanesoen
Medvirkende: Emma Riis-Kofoed, Jonathan Chmelensky, Jón Axel Fransson, Joseph Aumeer, Tobias Praetorius, Stephanie Chen Gundorph, Ji Min Hong, Ditte Baltzer, Eukene Sagues, Tara Schaufuss, Tomoka Kawazoe, Camilla Ruelykke Holst, Emma McKenzie m.fl. (denne aften – flere forskellige hold)
Dirigent: Vello Pähn (denne aften) eller Haoran Li
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa og Lev Ivanov (prinsens solo i første akt af Erik Bruhn, ungarsk og neapolitansk dans af Gregory Dean, russisk og spansk dans af Oliver Starpov)
Musik: Pjotr Tjajkovskij (Svanesøen, 1876)
Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Videografik: Greenwall Designs AB/David Norström & Viktor Rundlöf
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Stacy Caddell, James Clark, Ask la Cour, Gregory Dean, Oliver Starpov, Claire Still, Amy Watson og Ann Kolvig (børn)
Varighed: Ca. 2 timer og 25 minutter inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod