Anmeldelse: Svejk i anden verdenskrig, Teatret Møllen
Af Julie Vad B. Madsen
”Som jeg også sagde til…” Tag med, når Svejk siger en helt masse til en helt masse mennesker, og gang på gang taler sig ud af enhver knibe. Teatret Møllen har lavet en fin lille opsætning af den klassiske fortælling om den hurtigt tænkende tjekke, som altid kommer sine venner til hjælp.
Bertolt Brechts Svejk er historien om, hvad krig gør ved mennesker. Handlingen udspiller handlingen i Tjekkoslovakiet under Anden verdenskrig. På værtshuset Bægeret i Prag er hundehandleren Svejk stamgæst sammen og får sig af flere omgange forvildet ind på nazisternes radar med sin åbenmundethed. Da hans ven Baloun ikke mener, at man kan være ”en god tjekke på tom maven” og derfor er ved at melde sig som frivillig til nazihæren, for at få lidt bedre mad, tager Svejk det på ham at forsøge at skaffe kød til sin ven. Her får han gennem tyveri af en hund og sortbørshandel både leget Kirsten giftekniv og gjort sig så upopulær hos en tysk SS-officer, at han ryger i fængsel og til sidst til Østfronten for at kæmpe for tyskerne.
Historien er veludført af hele castet. Ole Sørensen – her i sin 40 års-jubilæumsforestilling – er utrolig vellykket i rollen som Svejk. Han tilføjer humor og glimt i øjet med alle leverede replikker og godmodighed og entusiasme, når han spiller ”erklæret idiot”. Han bliver naturligt forestillingens centrum og omdrejningspunkt. Uta Motz leverer en fantastisk intensitet og hjertelighed i rollen som den bestemte men omsorgsfulde bestyrer af Bægeret. Klaus Andersens Baloun og Sara Line Møllers Anna tilføjer en naturlig kemi til den sideløbende kærlighedshistorie og Rasmus Steenberg, der har et par mindre roller, men ellers styrer lydeffekterne, netop brillerer i det sidste.
Hele stykket igennem er der en fin, varm humor, som når Svejk ufortrødent udbryder ”Hitler kan jo ikke erstattes af den første idiot”, eller ”Hvis det er Hitler de har gjort et attentat imod, så er det på grund af kartoffelmangel, det kan de ikke lide”. Leveringen af denne humor sker meget naturligt, hvilket gør det nemt at lette på smilebåndet, eller le med.
Alle skuespillere får fremvist særlige talenter på en bred vifte af instrumenter, som alle er med til at skabe en autentisk stemning. Der er en del rigtig fine viser med i stykket, som alle bidrager fint til historien, uden at gøre det til en musical. Selve viserne er hyggelige, men det er ikke dem, som rykker historien frem.
Selve scenografien af Gitte Kath var fin. Der flyttes rundt på forskellige kammerskabe, uden at det giver mening, hvorfor det er skabe og ikke blot kasser. Det er til tider skramlende og lidt langsommeligt, når der flyttes rundt på det. Det bliver lidt opbremsende, men er ikke hæmmende for historien, som fortsat er hyggelig. De små valg af rekvisitter komplimentere fortællingen rigtig fint. Den gammeldags telefon og skrivemaskinerne med lyd satte en meget fin stemning i scenen.
Som ved et ”Hatten rundt”-event foregår omklædningen på scenen og de ”ikke aktive” skuespillere sidder på bænke langs siden af scenen, så de stadig er med. Dette var for mig ikke generende, men jeg tænker, at man her skal købe konceptet fra start, for, at det ikke er forstyrrende for det fulde indtryk.
Har man lyst til en varm historie, om en helt fra anden verdenskrig, så kan Svejk i anden verdenskrig anbefales. Den lykkes med humor og musik, men mangler lidt på scenografien og den sidste nærvær. Det er dog en fin og humoristisk fortælling med et glimt i øjet.
Teatret Møllen
Herlev Teaterbio, Herlev
Spilleperiode: 19. september, 15.-19. oktober og 2. november 2019
På turné fra 23. september-8. november 2019 (se turnéplan nedenfor)
Set den 30. september 2019
Fotos: Søren Hasselgaard Skaanning
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
og
Medvirkende: Ole Sørensen, Uta Motz, Klause Andersen, Sara Line Møller Olsen og Thomas Jacob C. Rønne.
Instruktør og scenograf: Gitte Kath
Musik: Rasmus Steenberg
Lyddesign: Jesper Krabbe
Lysdesign: Esben Stehouwer
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod