Anmeldelse: Cyrano de Bergerac, Det Kongelige Teater

Af Jonathan Stahlschmidt

Hvis man holder af en god klassisk to-akters i gennemførte kostumer og med klinger og ord på kryds i velkoreograferede dueller såvel som dialoger, kommer der her en anbefaling. Cyrano de Bergerac er lige nu et af de bedste eksempler på ovenstående, som man for tiden kan opleve i København.

Historien er gammel, og du har sikkert hørt den eller noget der ligner før. Cyrano elsker Roxanne, men Roxanne elsker Christian. Roxanne er klog, men Christian er knap så begavet. Cyrano er usædvanligt ferm med ord, men har en abnormt stor næse der dømmer ham som uelskelig, for sit ydre i hvert fald. Så Christian får Cyranos hjælp til at bejle på vers til Roxanne. Og den sjæl og de ord Roxanne bliver forelsket i, er altså Cyranos. Hvad skal der så ske?

Historien er skrevet af den franske forfatter Edmond Rostan i slutningen af det 19. århundrede, mens den rigtige Cyrano de Bergerac levede i Frankrig over tohundrede år forinden hvor han var en uhyre ombejlet garderofficer, duellant og poet. Den historiske Cyrano døde af syfilis før han nåede at fylde fyrre. Jeg kan afsløre så meget, at det ikke er sådan historien ender på Skuespilhusets Store Scene.

Vi har virkelig at gøre med et velcastet hold. Trekantsdramaets hovedpersoner, Cyrano, Roxanne og Christian fungerer på så mange måde utroligt dejligt sammen. Dynamikken i de tre meget forskellige gemytter gør det medrivende i de scener, hvor hele forvekslingsdramaet etableres og udspilles.

Olaf Johannessens meget autoritære og autentiske Cyrano får trukket tråde af sit dybe følelsesliv op til overfladen af en enormt helstøbt og dog finurlig Roxanne. Johanne Louise Schmidt som Roxanne fik uden tvivl charmeret hver eneste tilskuer i salen. Det er sjældent, man ser en skuespiller have taget en rolle til sig i en sådan grad, at det virker helt unikt og ubesværet. Og Alvin Olid Bursøes Christian er fra yderst til inderst også noget af et match mellem rolle og spiller. Selvom karakteren Christians primære kendetegn er, at han er lige så dum, som han er flot, er det bestemt til at mærke, at der også her under overfladen ligger komplekse følelser. Især i konflikten over ikke at kunne udtrykke sine følelser på den samme måde som Cyrano kan og Roxanne forventer.

De tre spilleres stemmer og replikføring klæder også hinanden – Olaf Johannessens skarpskudte salver sagt med hans dybe, lidt hæse og knirkende klang i kontrast til Alvin Olid Bursøes mere naivistiske og nutidige håndtering af tekstuniverset. Og så med Johanne Louise Schmidts ubeskrivelige udsving. Hvis ikke for andet, så se forestillingen blot for at opleve Johannes Roxanne.

I det øvrige cast gemmer der sig også adskillige favoritter, hvor Tina Gylling Mortensen blandt andet fortjener stor ros for at bringe en ny form for glæde med hver ny rolle, hun udfylder i løbet af aftenen.

Selvom en hel forestilling med replikker på vers bestemt ikke er noget nyt, er det stadig en betydelig udfordring for et moderne cast at gøre det tilgængeligt og bevægende for netop et moderne publikum. Man kan blive meget opmærksom på de mindste afvigelser fra, eller gentagelser af replikker.

I visse dele af forestillingen var jeg helt med. Selvom man nogle gange måske endda selv kan digte slutningen på næste sætning, før den er afsluttet, er det som at høre en god sang i en musical, der fremføres med en ægte indføling. Men andre gange føltes det anderledes. Det blev mere stakkeret og klingede en smule hult. Historien kræver også sit. Der skal både være veltimede morsomheder, hjerteskærende monologer og gribende action for alle pengene. Og med de tre ben at stå på virker det som om, at taburetten rokker lidt, når man sætter sig på den.

Der skal meget til før jeg i en anmeldelse vil tillægge kostumerne nogen særlig anpart i oplevelsen. Men Maja Ravn har gjort det til ”ug”, og jeg bliver helt legesyg bare af at forestille mig selv i sådan en musketer-mondering, som Cyrano spankulerer rundt i.
Scenografien er simpel, men ikke uden potentiale og med klare tanker bag de valg der er blevet truffet i brugen af scenerummet – som altid er imponerende at befinde sig i.

Lysdesignet gør sig ikke umiddelbart særlig bemærket, og kan på nogen måske virke fladt. Men hvis man går i teateret med forventning om en klassisk – ikke kedelig eller uoriginal – men klassisk oplevelse, så er man kommet til det rigtige sted. For med gennemførte 1600-tals kostumer, simpel men autentisk scenografi og ikke mindst replikker på vers, bliver det næsten som at træde ind i en tidslomme. Bliver man transporteret til Frankrigs gader og slagmarker i 1600-tallet? Eller måske nærmere til teateret i slutningen af 1800-tallet? Eller bliver man måske bare fløjet op på den store gynge med Johanne Louise Schmidt, mens bladene blæser forbi hendes flagrende hår, og hvor årstallet er ligegyldigt?

Det er der kun en måde at finde ud af på. Prøv selv.

Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 Kbh. K

Spilleperiode: 27. september 2019-15. februar 2020

Set den 2. oktober 2019

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/skuespil/cyrano-de-bergerac/?id=25424

Medvirkende: Olaf Johannessen, Alvin Olid Bursøe, Johanne Louise Schmidt, Kristian Halken, Mads Rømer Brolin-Tani, Tina Gylling Mortensen, Laus Høybye, Bjarne Antonisen m.fl.

Dramatiker: Edmond Rostand

Gendigtning: Niels Brunse

Instruktør: Katrine Wiedemann

Scenograf og kostumer: Maja Ravn

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

lg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

lg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Wallmans Entourage, Wallmans, Cirkusbygningen

Af Sofie Riis Endahl   Det lilla lys bader den enorme Cirkusbygning. Lyden af ...

Anmeldelse: Eksperiment, Holdet bag Eksperiment

Af Rose Himmelstrup Hansen   En kvinde byder dig velkommen til KL-0333, men ikke ...

Anmeldelse: Misundelse, Republique

Af Ea Melissa Christiansen   Mig? MISUNDELIG? Selvfølgelig er JEG da ikke misundelig. Eller ...

Anmeldelse: Sidste diligence fra Lykkens By, Det Kongelige Teater

Af Jonathan Stahlschmidt    “Western er på mange måder en politisk genre, idet hele mytologien handler ...

Anmeldelse: Tryllefløjten, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Mozarts eventyrlige opera Tryllefløjten i instruktør Marco Arturo Marellis ...