Anmeldelse: Seancen, Teatret ved Sorte Hest (gæstespil)

By: Josephine Rued Sørensen
On: 3. oktober 2019

Af Josephine Rued Sørensen

Seancen er en blanding mellem en spiritistisk seance og en forestilling om tro og kærlighed. Om at foretage en rejse og tage spiritistisk kontakt til en helt anden verden. Ann Hjort, der er skuespillerinde og ny i det spiritistiske felt, vil med hjælp fra sine mere erfarne venner; Peter Aude, der har studeret kropssprog og Finn Bendixen, der omtaler sig selv som mentalist og medie, forsøge at komme i kontakt med den anden verden, og navnlig sin savnede og elskede kæreste; Christian. Ann blev inspireret af Thit Jensens spiritistiske digte om klarhed og har et brændende ønske om, at bare én enkelt tanke skal nå igennem til Christian. Hun mener nemlig, som hun selv siger, at intet er umuligt. Finder Ann Hjort sin elskede på den anden side?

Snakken summer blandt den intime forsamling i foyerlokalet på Teatret ved Sorte Hest, hvor forestillingen skal til at gå i gang. En lænestol, et bord med en vase fuld af roser og et stativ med en stor tegneblok er alt, hvad der står på den ydmyge scene. Rundt om scenen står små borde, og fra højtalerne afspilles en stille baggrunds-jazz. Peter Aude går rundt blandt publikum og deler små sedler ud, hvorpå han beder alle nedskrive 3 faktuelle ting om dem selv, som ingen andre i forsamlingen kan vide. Mange af de optrædendes venner og familie lader til at være blandt publikum på denne særlige aften. Ann Hjort træder ind på scenen, og publikum forstummer. Så går Seancen i gang.

Seancen er, uden at røbe for meget for dem, som har planer om at tage ind og se stykket, gennemgående præget af en aktiv interaktion med publikum gennem en række spiritistiske øvelser og forudsigelser. Ann, Finn og Peter, skiftes til at komme op på scenen og inddrage publikum i deres spiritistiske øvelser. Ind i mellem fortæller Ann om sit forhold til Christian, og Finn og Peter om deres gamle slægtninge.

Jeg må indrømme, at jeg sommetider havde svært ved at fornemme den røde tråd og mening i stykket. Godt nok fortalte skuespillerne selv i begyndelsen af stykket, at de ingen ide havde om, hvordan ”rejsen” ville starte eller ende, men blot ud fra stykkets struktur og opsætning samt de øvelser og fortællinger, der blev opført, mistede man undervejs fornemmelsen af stykkets budskab og mening.

De små spiritistiske forudsigelser og øvelser med publikum virkede somme tider helt malplacerede i forhold til Anns, og dermed også stykkets, ønske om at komme i kontakt med Christian. I mangel på bedre ord, kom disse øvelser til at virke en smule tilfældige og ”hokus-pokus-agtige” i forhold til stykkets fokus og budskab.

Imponerende var det selvfølgelig, når en af de optrædende formåede at forudsige, hvilken hånd en publikummer ville vælge at have mønten i, eller hvilke tre ting, der stod på hvilken seddel, men det fungerede snarere som enkeltstående underholdningsfremtrædener frem for dele af en helhed. Jeg havde svært ved at mærke, hvordan de små fortællinger om Finn og Peters gamle slægtninge, eller de tilhørende spiritistiske øvelser, de foretog med publikum, skulle fungere som dele af vejen til at nå Christian på den anden side, som vel egentlig var målet med stykket?

Da jeg ikke selv er specielt troende eller spiritistisk, kan det sikkert sagtens tænkes, at min skepsis overfor stykkets sammensætning til dels også skyldes min manglende interesse og viden om det spirituelle univers. Jeg vil dog indrømme, at jeg, trods min mistilid til skuespillernes egentlige spiritistiske evner, somme tider kom i tvivl om min egen skepsis. Ironisk nok var det dog først, da Anns telepatiske evner ikke rakte, i sine øvelser med publikum, at jeg for alvor begyndte at overveje, om der måske kunne være noget om den spirituelle snak. For mig forekom det langt mere overbevisende, da der begyndte at opstå fejl for nogle af de optrædende, selvom det var tydeligt at spore, at det for dem var en skuffelse.

Alt i alt var det en speciel og interessant oplevelse at se Seancen, og er man selv til den mere spirituelle side, kan man helt sikkert få noget ud af at overvære stykket. Skuespillerne Ann, Finn og Peter gjorde et fremragende stykke arbejde med at tale rummet op og skabe en stemning. Fortællingerne var spændende at lytte til, og uanset om den spirituelle kontakt var til at spore på scenen eller ej, må jeg da sige, at jeg blev underholdt.

Gæstespil (Peter Aude)

Teatret Ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, København V

Spilleperiode: 30. september-12. oktober 2019

Set den 30. september 2019

Foto: Flemming Norre Larsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.sortehest.com/forestillinger/seancen/

Medvirkende: Ann Hjort, Finn Bendixen og Peter Aude

Instruktør: Vibeke Wrede

Dramatiker og forfatter: Edua Retep

Scenograf: Peter De Neergaard

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause