Anmeldelse: Hvid tegner sort model, Sort/Hvid

Anmeldelse: Hvid tegner sort model, Sort/Hvid

Af Christian Skovgaard Hansen

Sort/Hvids scene er til forestillingen Hvid tegner sort model omdannet til et croquislærred, hvorpå en hvid påklædt kvinde tegner en sort nøgen mand – og omvendt. Publikum er velkommen til at tegne. Spørgsmålet er, hvad tegneren og publikum ser. En krop, en position, et køn, en hudfarve eller noget helt andet? Titlen er også velvalgt, for den viser netop den enes (over)position overfor den andens.

Mens tegningerne tager form, begynder de to modeller, skuespillerne Mohamed Ali Osman og Karin Bang Heinemeier, at komme med kommentarer til de identitetspolitiske problemstillinger. Kommentarerne baserer sig på skuespillernes egne baggrunde og erfaringer, og de er sat sammen med instruktør Morten Burian.

Vi får fortællinger om forventninger, fordomme, tro og erkendelse. Først fra Mohammed Ali Osman, så fra Karin Bang Heinemeier – alt imens den anden tegner. Idéen med at sætte debatten på croquislærredet er både sjov, anderledes og tankevækkende. De to modeller blotter deres fortællinger, mens de viser os, at mennesket trods de anatomiske forskelle, egentlig ikke er så forskellige endda.

Fortællingerne her er også et godt indspark og indsigt i identitetspolitiken. Mohammed Ali Osman sætter fokus på sin hudfarve og særligt de fordomme og den racisme, som den afstedkommer uanset, hvad han gør og ikke gør. Intet er korrekt, intet er nok. Karin Bang Heinemeier sætter dernæst fokus på maskuliniteten og feminismen i samfundet. Er det et for maskulint samfund? Og hvor feminin skal kvinden være – og hvordan? Begges fortællinger viser, hvordan de – eller deres type – ser på os, og hvordan vi ser på dem. Vi får stillet spørgsmålene om, hvad andre tænker, og om hvorfor vi sætter mere fokus på kønnet end funktionen!

Diskussion starter mellem de to. De siger nu alt det, som man egentlig ikke må. Lærredet bliver ”dekoreret” med ordene ”Neger” og ”Luder” som symbol på de to medvirkende. Det hvide lærred ”dekoreres” med den sorte farve. Der gives ikke nogen svar på diskussionen og de identitetspolitiske problemer, men den lister problemerne og beder os tage stilling. Hvis vi kan. For hvad mener vi egentlig? Det forstærkes af, at de to medvirkende tegner rundt om hinanden som optegnede lig – som mennesket og menneskeheden generelt som offer i debatten.

Så langt, så godt! Det starter ellers så godt, men…  Herefter begynder det hele at skride. Forestillingen havde stået langt stærkere, hvis man havde stoppet her, så den var kortet ned til en stringent times tid, havde forestillingen stået langt stærkere og som et godt indspark i identitetsdebatten. Et kort ”Ingen kommentarer” til slut ville netop have lukket forestillingen kort og præcist og sendt os hjem med en række stærke pointer at tænke over – i stedet for at begynde at ”tygge” stoffet for os.

Deres parodi af Jørgen Leth med en scene fra hans bog ”Det perfekte menneske” er da sjov, men i øvrigt uden dybde og andet formål end at underholde og udstille ham. Mohammed Ali Osman tager de mest danske ord: ”Rødgrød med fløde” under behandling – først som menneske og dernæst mere og mere som en abe. Måske som tegn på, hvordan han – de – ser på os, når de prøver at integrere sig. Men disse skitser og eksempler lader ikke rigtig til at tjene noget formål, og man efterlades med spørgsmålet: ”Hvorfor?”

Det hele bliver mere og mere underligt, og formålet og debatten får en politisk slagside – særligt i Mohameds monolog. I modsætning til deres mange måder at sige ”Ingen kommentarer” til samfundet og debatten, kommer de netop med en kommentar, med en stillingtagen – og det er der, at det kammer over og samtidig bliver for underligt.

Både disse skitser og eksempler, ”Ingen kommentarer” og afslutningsnummeret, hvor meningen vel er at vise, at mennesket trods de anatomiske forskelle, egentlig er meget, bliver trukket i langdrag, så vi stedet for en alvorlig diskussion i stedet får klovneri og politisk fokus.

Intet er sort eller hvidt – heller ikke på Sort/Hvid. Det er modigt at italesætte historierne og problemstillingerne, og formen er ny, interessant og provokerende. Men forestillingen og dens historier får alligevel en vis uheldig slagside, så det hele alligevel får en grad af ensfarvethed i stedet for netop at få blandet debatten. Der er ikke symmetri i forestillingen, og den får desværre en uheldig (politisk) slagside igennem forestillingen. Æv!

Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V

Spilleperiode: 19. september-12. oktober 2019

Set den 4. oktober 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Mohamed Ali Osman og Karin Bang Heinemeier

Idéer: Morten Burian, Karin Bang Heinemeier

Dramatiker og forfattere: Morten Burian, Karin Bang Heinemeier og Mohamed Ali Osman

Instruktør: Morten Burian

Scenograf: Ida Grarup

Lysdesigner: Morten Kolbak

Lyddesigner: Asger Kudahl

Dramaturg: Astrid Hansen Holm

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *