Anmeldelse: Pladderhumoristerne nu igen… – Pladderhumorister IV – Stand-up Revyen 2019, Café Liva

Af Daniel Lassen
For fjerde år i streg slår Cafe Liva dørene op til stand-up revyen Pladderhumoristerne, som er et show, der blander revy og stand-up. Showets ankermand, Flemming Jensen, står som sædvanligt selv på scenen sammen med det efterhånden fasttømrede hold bestående af Sebastian Dorset, Omar Marzouk og Michael Schøt. Tilsammen udgør de måske ikke det mest musikalske hold, der er set, men til gengæld et af de mest politisk-satiriske hold.
De fire skuespillere og stand-up’ere har selv stået for at skrive hele showet, og med lidt hjælp fra instruktøren Lars Knutzon formår de fire herrer faktisk at skabe en skarp, aktuel og morsom forestilling. Intet emne er et tabu for de fire herrer, og aftenen igennem spænder de da også ganske bredt mellem numre, der f.eks. omhandler klima, Lars Løkke og talende boller.

Flemming Jensen er som man kender og elsker ham – en del fjoget, men yderst skarp. Skarpest er han dog, når han taler om Donald Trump, der vil overtage Grønland. Sebastian Dorset får igennem aftenen skabt en sjov figur, hvad end han gør det som en ikke særlig vellignende Lars Løkke, eller når han snakker om altan-krisen i København. Omar Marzouk har ikke det bedste stof at arbejde med denne aften, og desværre er det kun hans eget stand-up indslag omkring integration, der viser hans ellers store sans for timing. Den unge Micheal Schøt gør sig glimrende f.eks. som interviewer i et par forskellige indslag og også som kunde i bogreolsbutik.
Desværre holdes tekstniveauet ikke hele forestillingen igennem, og flere af numrene går hen og bliver for lange – eller i enkle tilfælde decideret platte. Rent politisk tager teksterne i forestillingen efter min smag, også lidt for meget ensporet side. Den gode politiske satire ligger jo nemlig i, at man gør grin med begge sider, men uden at nogen særligt bliver ramt.
De bedste indslag må dog siges at være dem, hvor de alle sammen er med. Især et nummer, der handler om et nystartet parti ”Grim kurs” skaber stor glæde blandt publikum. Og har man nævnt ”Grim kurs” kan man næsten ikke undgå at sige Rasmus Paludan, der i den grad også får en over nakken, når hele holdet laver de danske børnesange om til fremmedfjendske sange.
Hvis man er til den store og klassiske revy med prægende scenografi, flotte kostumer, et stort orkester og god koreografi, er Pladderhumoristerne måske ikke lige det, man skal bruge sin tid på. Til gengæld har de en skøn, intim atmosfære og en charme, der ikke findes ved de store revyer. Så selvom nogle af numrene med fordel kunne forkortes lidt, og et par enkelte måske helt burde skrottes, formår Lars Knutzon altså at få aftenen til at flyve af sted. For med en kæmpe charme og en kæmpe skarphed i teksterne, får Pladderhumoristerne endnu engang sejlet skuden stilsikkert i havn.
Pladderhumorister – Stand-up Revyen
Café Liva, Liva 2, Nyhavn 26, 1051 København K
Spilleperiode: 2. oktober-9. november 2019
Set den 2. oktober 2019
Fotos: Stand-up Revyen/Café Liva
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.cafeliva.dk/aktuel-forestilling
eller
Medvirkende: Flemming Jensen, Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Micheal Schøt
Instruktør: Lars Knutzon
Komponister: John Du Prez, Niels Clemmesen, Flemming Jensen og Lars Fjeldmose.
Tekster af: Flemming Jensen, Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Micheal Schøt
Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod