Anmeldelse: Tape Copenhagen, Nikolaj Kunsthal/Numen/For Use (installation)
- By: Rose Himmelstrup Hansen
- On:
Af Rose Himmelstrup Hansen
Er du klar til at prøve noget, du med garanti ikke har prøvet før? Så er der mulighed for en oplevelse ud over det sædvanlige, når du indtil den 23. august kan træde ind i en unik installation i Nikolaj Kunsthals store søjlegang i kirken.
Kirken danner i øjeblikket rammen for ca. 40 km. klar tape, som er spundet op to meter over gulvet i en enorm puppe. Det er i sig selv ret imponerende, at man kan bygge en sådan organisk form bare af tape, men kunsterne bag har ydermere sørget for, at tape-puppen er så stærk, at fire mennesker kan kravle rundt derinde på samme tid.
Vi kravlede op i puppen med en let nervøs følelse i kroppen, for puppens klaustrofobiske gange, gyngende underlag og halv-gennemsigtige gulve kræver en smule tilvænning. Men når den værste nervøsitet har lagt sig, er det en fantastisk oplevelse at kravle rundt i puppens små og store gange. Nogle stedet kan du stå, andre steder må du kravle igennem, og dit indre legebarn skal nok blive tilfredsstillet.
Når dit indre legebarn er blevet tilfredsstillet, kan du med rette lægge dig på ryggen og kigge på puppens små bevægelser. Da der ikke må være mere end fire personer i puppen samtidig, bliver du ikke forstyrret og en enorm ro kan ramme dig. Puppen virker nemlig også rimelig lydisolerende, så giver man sig tiden, kan man komme helt væk fra virkeligheden.
Og når du begynder at mærke efter, så kan de andre gæsters bevægelse mærkes i puppen, og de vibrationer, der går gennem puppens vægge skulle angiveligt minde om de vibrationer, som en flue mærker, når den sætter sig i en edderkops spind – og det, tror jeg, er helt rigtigt!
Puppen har været sat op i flere andre store byer, og hver eneste gang er den lavet fra bunden, så den københavnske puppe er helt unik, og bygget smukt ind i kirkerummet. Den sidder fast i store metal-ringe, der er opsat på kirkens vægge, og det giver virkelig en flyvende fornemmelse.
Det eneste negative, vi oplevede, var, at der var en kø til at komme ind i puppen. Vi synes derfor ikke, at vi kunne tillade os at blive for længe derinde, og da vi kom ud af puppen, hvor der herskede ro og harmoni, blev vi mødt af en flok, der stod og kiggede og ventede på, at vi kom ned, så de kunne komme til.
Så hvis du ikke lider af klaustrofobi og din krop er klar til at kravle og møve sig rundt i den store tape-puppe, kan jeg kun anbefale, at du besøger installationen ’Tape Copenhagen’ og kravler ind i den organiske puppe. Og selvom der er kø til at komme derop, så vil jeg råde dig til at blive i puppen, indtil du føler dig godt tilpas, og du kan slappe af i den store, svævende tapekonstruktion.
Installation, Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, Kbh K
Numen/For Use (AT)
En del af Metropolis Festival, http://www.kit.dk/2015/METROPOLIS.html
Åben indtil 23. august 2015
Oplevelsesdato: 17. august 2015
Foto: Numen/For Use
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
http://www.kit.dk/2015/NUMEN_FOR_USE.html
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod