Anmeldelse: Taxafortællinger, Teater Grob (Teater Vestvolden)

Anmeldelse: Taxafortællinger, Teater Grob (Teater Vestvolden)

Af Amalie Sloth de Fine Licht og Christian Skovgaard Hansen

”En taxatur er en rejse…” Sådan starter ’Taxafortællinger’. Se forestillingen, hvis du vil opleve nogle historier fra den virkelige verden fortalt med dybde, indlevelse og intimitet, og hvis du vil opleve 3 fortællinger om os selv, mennesket og skæbnen.

Vi befinder os i Teater Grobs hyggelige lille foyer og bar, hvor stemningen er afslappet og humøret højt omkring cafebordene. Forestillingen foregår derfor i intime omgivelser, hvor vi som publikum er bænket ved små borde med stearinlys.

Taxakøen er lang, og den føles som en lang kinesisk drage, hvor man starter som dragens hale langt væk fra dragens snude, som man langt om længe kommer til. Endelig. Passagerne stiger ind, og skiltet kan slukkes.

1

Som var vi lige steget ind i hans taxa, byder Zeev Sevik Perl os velkommen. Zeev Sevik Perl er både skuespiller og taxachauffør, og har tre historier i ærmet til os i aften. Alle tre historier tager udgangspunkt i de mennesker, som han har mødt på sine mange vagter som taxachauffør og i de oplevelser, der er fulgt med. Som taxachauffør møder man mange forskellige personligheder og mennesketyper – og Zeev Sevik Perl er ingen undtagelse.

Til ’Taxaforestillinger’ er udvalgt 3 historier. Historierne rammer alle bredt, de har alle personlighed, og de giver stof til eftertanke. Der er tale om historier fra det virkelige liv.

Vi møder ”Bossen”, ”Kopierne” og ”Høvdingen”, fire andengenerationsindvandrere, som trods deres rå udseende viser sig at være et interessant og ganske ufarligt bekendtskab. Vi møder den ældre forvirrede mand, der har måttet forlade sit hjem gennem mange år og i stedet komme på plejehjem. Vi møder ”møgfissen” som skal et smut til Udkantsdanmark på Møn.

Fælles for historierne er, at de alle har påvirket og beriget Zeev Sevik Perls liv. Historierne fortæller, at vi alle har hver vores historie, og at man ikke nødvendigvis skal dømme folk på det ydre, men at man i stedet skal tage sig tiden til at høre historien, der kommer indefra også. Disse historier giver han nu videre til os som publikum.

Moralen er, at hver (taxa)vagt har sin egen rytme – og den rytme er forskellig fra personlighed til personlighed, fra skæbne til skæbne. Livet følger også denne rytme, hvor man oplever en blanding af uforudsigelighed, noget, som ikke er det, som det udgiver sig for at være, og forskellige mennesketyper og personligheder.

Forestillingens historier er naturligvis valgt for at skabe historier, hvor der både er et højt drive igennem fortællingen, og hvor der kan være stof til eftertanke. Man kunne dog også godt have tænkt sig nogle af historierne om de ”helt almindelige” mennesker, som man må formode dog stadig udgør den største andel af de danske taxakunder.

Alle tre historier bliver fortalt ærligt og upoleret i en skøn intimitet og kontakt til publikum. Zeev Sevik Perl dækker hele persongalleriet i alle historierne, og han formår med kropssprog og stemme at få os til levende at forestille os de forskellige personligheder. Det er som at være der selv. Historierne er både poetisk og morsomt fortalt, men uden at de bliver platte. Når man går hjem, er man tre gode historier rigere, og man reflekterer over de forskellige fortalte historier og skæbnerne i dem.

Tak for turen!

Teater Vestvolden

Teater Grobs foyer/bar, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 18.-20. juni 2015 under CPH STAGE

Set den: 18. juni 2015

Fotos: Teater Vestvolden

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.grob.dk/forestillinger.asp?page=1

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *