Anmeldelse: Sort kaffe, Det Kongelige Teater (Skuespilskolen Odense)

Anmeldelse: Sort kaffe, Det Kongelige Teater (Skuespilskolen Odense)

Af Amalie Sloth de Fine Licht

Har du ikke noget imod teatralske teaterstykker, så er ’Sort kaffe’ et must-see. Forestillingen er en komedie om menneskets tragiske begær efter, hvad det ikke ejer.

Hvert år afslutter 4-årseleverne på skuespillerskolerne deres uddannelse med en afgangsforestilling, og på en regnfuldt onsdag aften spillede Skuespilleruddannelsen Odenses elever deres afgangsforestilling ’Sort kaffe’.

Forestillingen finder sted i 1700-tallets Venedig, hvor skæve, forfængelige eksistenser søger lykken i form af kærlighed og penge. Den unge Eugenio spiller alle sine penge væk, alt imens den mystiske nyankomne machogreve Leandro bliver ved med at vinde. Den godhjertede gamle tjener Trappolo snydes gang på gang, for i Venedig er det alles kamp mod alle. Således vikler de forskellige skæbner sig ind i hinanden, imens kønskampen raser, og pengene fortsat forsvinder. Sladderen går, og situationen spidser til, da en forsmået hustru dukker op og vender magtbalancen på hovedet.

’Sort Kaffe’ er en meget gennemført forestilling, hvor der er blevet kælet for detaljen. Både de humoristiske kostumer og den overdrevne sminke er gennemtænkt og understøtter den ekspressive spillestil. Det ofte absurde udtryk og de store armbevægelser, gør dog ikke forestillingen unuanceret. Igennem hele stykket gør et utal af fine og kreative detaljer sig gældende i både skuespillet og koreografien. Slutningen på forestillingen føltes dog mærkeligt uafsluttet. Spørgsmålene om, hvem der vandt lykkeræset, og om karaktererne lærte deres lektie, må stå ubesvaret hen.

Forestillingen er primært en komedie, som får smilet frem på læben, men den er også et portræt af menneskets destruktive begær og evige søgen efter magt og rigdom. De pengefikserede karakterer regner hvert beløb om til dollar, euro og kroner, imens de blindt rager til sig. Ingen ser det, som de rent faktisk har, og både kærlighed og penge sættes på spil i håbet om at få mere.

Efter forestillingen og en lille pause vises fire små kortfilm med udgangspunkt i krigens konsekvenser. Visningen tager ca. 20 min., og er en del af skuespillerelevernes afgangsprojekt. Forestillingen ’Sort Kaffe’ og de fire kortfilm har ikke nogen tilknytning, men det kan alligevel anbefales at se de meget fine og rørende kortfilm.

Tag ind og forelsk dig i de krøllede og narcissistiske væsners forvirrede søgen efter lykke. ’Sort Kaffe’ er en smålummer, strittende og humoristisk oplevelse som kræser for detaljen.

Afgangsforestilling fra Skuespilleruddannelsen Odense

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 16.-18. juni 2015 kl. 20

Set den: 17. juni 2015

Foto: Martin Dam Kristensen

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/andet/cph-stage/sort-kaffe

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *