Anmeldelse: Teaterkoncert København – Sange fra byens hjerte, Østre Gasværk Teater

Af Christian Skovgaard Hansen
Ligeså mangfoldig vores hovedstad og dens beboere er, ligeså mangfoldig er de mange sange om storbyen. Denne teaterkoncerts undertitel ”Sange fra byens hjerte” er derfor velvalgt. De meget forskellige sange og deres ligeså forskellige genrer klæder teaterkoncerten, og de viser netop byens bredde og dybde, hvor der både er plads til det smukke, til det grimme og til det grumme.
Vi lægger fint ud med den stilfærdige ”Forelsket i København”. Herefter kører vi derudaf med forskellige nedslag i byens forskelligartede puls. Fortid møder nutid, de mørke sider møder de lyse sider, og indland møder udland. Så langt, så godt.

Problemet er bare, at teaterkoncerten aldrig rigtig bliver helt vellykket i Niels Erlings iscenesættelse. Teaterkoncerten er sammensat af en række kendte sange, som de medvirkende fortolker personligt, sammen med en række nyskrevne sange om byen, som desværre ikke rigtig gør det store væsen af sig. Det hele stritter lidt i lidt for mange retninger, og vi samles aldrig rigtig om hverken en hyldest eller en kærlighed til byen. Vi mangler et eller andet, som det ikke helt er til at sætte fingeren på, men som ville have samlet indtrykket.
Samtidig er en række sange samlet til et halvhjertet medley til slut, hvor vi kun får brudstykker af de mange sange. Det bliver et noget langt medley, som det er svært at se den større mening med. Jeg havde hellere set, at man havde hold valget mellem en stram teaterkoncert med respektive udvalgte numre eller en fragmenteret teaterkoncert, hvor byens puls næsten anarkistisk kommer til orde igennem brudstykkerne. Der er normalt ikke en fortløbende historie i en teaterkoncert, men det er her som om, at der mangler en overordnet retning og rytme. Det giver en lidt sjæleforladt forestilling, der skøjter afsted.

Musikken leveres sikkert af et liveorkester under ledelse af Markus Artved. Sangerne på scenen, Stine Bramsen, Kira Skov, Bjørn Fjæstad, William Torp, Sharon Kumaraswamy og Lucky Lo, synger flot, om end sine steder lidt anonymt, og man udnytter fint deres meget forskelligartede stemmer.
Palle Steen Christensens bølgende hovedscenografi bliver noget statisk. Men når Gasværkets fantastiske scenerum udnyttes med leg og videoprojektioner, og nogle af byens ikoniske og klassiske neonreklamer sammen med metroens lysende, røde ”M” sætter en smuk visuel ramme med teatrets nye TheatreMax®-teknologi, der dog også, ligesom Line Bechs kostumer og helheden i øvrigt, stritter lidt i for mange forskellige retninger.

Idéen med en teaterkoncert, der hylder landets hovedstad, og som viser os de mange sange om den pulserende, elskelige storby er fin. Men Teaterkoncert København – Sange fra byens hjerte kommer dog ikke helt i mål med det. Trods det er en teaterkoncert, er det som om, at Niels Erling ikke rigtig har fået den rette melodi i iscenesættelsen og udvælgelsen af sangene. Og det er synd! For København har bestemt fortjent at få en flot hyldest!
Østre Gasværk Teater, Morten Grunwalds Plads 1, 2100 København Ø
Spilleperiode: 20. september-13. oktober 2024
Set den 20. september 2024
Fotos: Søren Malmose
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.gasvaerket.dk/forestillinger/teaterkoncert-koebenhavn
Medvirkende: Stine Bramsen, Kira Skov, Bjørn Fjæstad, William Torp, Sharon Kumaraswamy, Lucky Lo, Lea Thiim Harder og Alexander Grandjean
Musikere: Julie Møller Christiansen, Valdemar Weile, Matthias Petri, Rumle Sieling Langdal, Ned Ferm og Mette Hommel
Instruktør: Niels Erling
Kapelmester og musikalsk arrangør: Markus Artved
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesigner: Line Bech
Lysdesignere: Jim Falk og Brian Njie
Lyddesigner: Tim Høyer
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod