Anmeldelse: The Art of the Fugue, Det Kongelige Teater
Af Ida Spedtsberg
The Art of the Fugue er den ukrainske stjernekoreograf Alexei Ratmanskys hjemvenden til den danske scene, hvor han tidligere har huseret som solodanser. I et smukt værk til Bachs fugaer, af samme navn som balletten, byder aftenen på funklende neoklassisk ballet flankeret af et solodanser-spækket cast. En sjældenhed og en fornøjelse af de store.
Oprindeligt skabte Ratmansky første del af værket til den russiske ballet, men efter krigens indtog trak han sit kunstneriske virke ud af landet, og resten har han skabt direkte til danserne på Gamle Scene. The Art of the Fugue består af 5 dele – hvert fortolket af forskellige musikinstrumenter og med hver sin særegen scenografi og stemning.

Musikalsk føres vi derfor igennem både klaver, messingblæsere, cembalo, strygere og kor: En genial måde at skabe variation over de gentagende, energiske fugaer. For musikken er hastig med en kant af højtidelighed, som kirkemusik ofte har. For mig var især klaversolien, leveret af altid-excellente Alison Smith, strygetrioen og koret højdepunkter i balletten.

Det afspejler sig også i koreografien. Forestillingen er ifølge koreografen selv ”noget af det mest abstrakte, han har skabt”. Men misforstå ikke abstrakt for kedelig. Eller for ukonkret. De mange dansere væver ind i mellem hinanden i fuldstændige og ufuldstændige kanoner. Et koreografisk træk, der matcher det flerstemmige i fuga-genren.
4 kvindelige dansere, guldklædt mod en mørk barokbaggrund, mødes for at flyve og for dernæst at forsvinde. De flankeres af bronzeklædte mænd og udgør de fire hovedpar. I et væld af pas de deux’er, trois’er, quatre og soli viser kunstnerne den reneste form for klassisk ballet. Teknik på tå uden handling, mime eller roller. En uendelig hvirvelvind af spring, drejninger og knaldhård koreografi.

Senere kommer et andet solopar til – klædt i neongult med et ovalt LED-iklædt spejl i baggrunden. Og senere igen kommer korpset som et hav af blåklædte herrer til kamp mod tyngdekraften og dernæst kvinderne som sorte tylbølger mod Moritz Junges fænomenale scenografi. Det er intet under, når du har set forestillingen, at ”fuga” på latin betyder ”flugt”.
Det genkendelige til aften er det flygtige – med undtagelse af soloherren, danset til premieren med stor overbevisning af Sebastian Haynes. En stabil, tænkende skikkelse, der trækker en ro ned over The Art of the Fugue. Det er svært ikke at trække paralleller til Ratmanskys fortid og nationalitet. Kaos og konflikter i en verden, hvor nogle mennesker endegyldigt går i stå.

The Art of the Fugue har et stjernespækket cast, og det er næsten for meget at fremhæve alle, der holder et højt niveau i forestillingen to akter. Presser du alligevel, når især Phillip Duclos’ og Joseph Aumeer elegante linjer og mavepustende spring langt udover scenekanten. Phillip Kastnelson og Ji Min Hong viser et spirende partnerskab, ligesom Emma Riis-Kofoed og Sylvester Jønson klæder hinandens overskud brillant. Også korpset leverede et højt niveau i en koreografi, vis lethed og intuition klædte den danske ballet.
The Art of the Fugue er ikke nødvendigvis til balletbegynderen, men en sand fornøjelse for os i den nørdede kategori. Trods fravær af handling faldt jeg hurtigt ned i fugaens verden, og blev draget af det lette trinsprog og kostumer og scenografi to die for. En absolut anbefaling.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K
Spilleperiode: 1.-18. november 2025.
Set den 1. november 2025
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/ballet/the-art-of-the-fugue
Medvirkende:
Denne aften: Phillip Kastnelson, Ji Min Hong, Wilma Giglio, Joseph Aumeer, Selvia Selvini, Philip Duclos, Holly Dorger, Jonathan Chmlensky, Emma Riis-Kofoed, Sylvester Jønson, Sebastian Pico Haynes
Andre aftener: Vitor de Menezes, Grace Curry, Stephanie Chen Gundorph, Meirambek Nazargozhayev, Tomoka Kawazoe, Astrid Elbo, Caroline Baldwin, Andreas Kaas, Tobias Praetorius
Koreografi: Alexei Ratmansky
Musik: Johann Sebastian Bach
Scenografi- og Kostumedesign: Moritz Junge
Lysdesign: Brandon Stirling Baker
Orkester: Det Kongelige Kapel
Musikalsk ansvarlig: Matt Scott Rogers
Strygetrio
Violin: Erik Heide og Emma Steele
Cello: Joel Laakso og Emilie Eskær
Viola: Iben Teilmann og Ida Speyer Grøn
Messingkvintet
Horn: Claudio Flückiger, Ola Nilsson
Trompet: Nikolaj Viltoft, Jeppe Lindberg
Trompet: Jonas Wiik, Lars Husum
Basun: Kasper Thaarup, Jonathan Goodwin
Tuba/basbasun: Lars Holmgaard, Marco Gomez
Piano og Cembalo:
Kelly Lenahan
Allison Smith
Thomas Rischel
Musica Ficta Vokalensemble:
Josef Hamber
Nils Greenhow
Jakob Soelberg Miskow
David McCune
Ann-Christine Ingels
Kirse Kampp
Eva Wöllinger
Anna Caroline Olesen
Bo Holten (Indstudering)
Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


