Anmeldelse: The Black Rider, Betty Nansen Teatret

Anmeldelse: The Black Rider, Betty Nansen Teatret
Af Christian Skovgaard Hansen
Se forestillingen, hvis du kan lide Tom Waits’ glimrende musik, hvis du kan lide en anderledes opsætning, og hvis du kan lide Michael Kviums kunst.
Historien bygger på det tyske folkesagn ”Friskytten”. På teatrets hjemmeside sammenfattes forestillingens handling kort således: ”Skovriderens datter Kätchen er besat af kærlighed til Wilhelm. Men hendes far vil have, hun gifter sig med en ordentlig skytte. Stakkels Wilhelm er dog langt bedre med pen end med bøsse, så han indgår en pagt med djævelen for at få sin elskede. Han får syv magiske kugler. Han kan ramme alt med de seks, men den syvende er Djævelens!” 

Og netop denne syvende kugle viser sig at være dødsens farlig, hvor Wilhelm har kurs direkte mod den store katastrofe. 
Hele denne (ulykkelige) kærlighedshistorie danner baggrund for forestillingen.
”The Black Rider” er oprindeligt af forfatteren William S. Burroughs, musikeren Tom Waits og instruktøren Robert Wilson. Kunstneren Michael Kvium har stået for scenografi og kostumer – hvilket man bestemt ikke er i tvivl om, når man ser forestillingen. Denne opsætning er iscenesat og instrueret af Katrine Wiedemann. Opsætningen af forestillingen var en stor succes i 1998 – i dag kan spørge sig selv, om tiden ikke er løbet fra denne opsætning…
Der er både fantastiske og noget mere langtrukne dele i forestillingen. Jimmy Jørgensen gør det fantastisk som en på en gang charmerende og grusom djævel. Jimmy Jørgensen og Tom Waits’ glimrende musik og orkestret løfter hele forestillingen meget. Hele det usædvanlige, fortryllende og magiske univers i forestillingen er en flot ramme til forestillingen.
Forestillingens sidste scene, hvor djævelens syvende, magiske kugle rammer er til gengæld en af de mere langtrukne. Pointen er ikke til at tage fejl af, men scenen fylder for meget, og forestillingen kunne sagtens have været strammet op her. Samtidig skal man kunne lide Michael Kviums kunst for at kunne lide scenografien og kostumerne. Efter min mening bliver både scenografi og kostumer lidt vel overdrevent, og det passer ikke altid til fortællingen.
Det er enten en forestilling, som man elsker, eller en forestilling, som man løber skrigende bort fra.
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spiller indtil 29. marts 2015
Spilledato: 22. februar 2015
Fotos: Erik Hansen-Hansen
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.bettynansen.dk/the-black-rider-betty-nansen-teatret.html

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *