Anmeldelse: The Exterminating Angel, Det Kongelige Teater

By: Emil Møller Christensen
On: 25. marts 2018

Af Emil Møller Christensen

Det er dramatisk i opsætningen af Thomas Adés’ operaversion The Exterminating Angel, der kan opleves i Operaen. Forlægget er Luis Buñuels surrealistiske film, som Thomas Adés allerede så i sine unge år, og den er blevet til i et samarbejde med Salzburg Fest-spillene, Covent Garden i London samt Metropolitan Opera i New York. Selvom man har måttet ændre operaudgaven i forhold til den oprindelige film, formår operaen markant at skabe et surrealistisk univers i højborgerlige rammer i årene omkring 1960’erne.

Vi befinder os hos i det øverste sociale lag, hvor herskabet, parret Lucia og Edmundo de Nobile, inviterer gæster hjem til sig efter en aften i operaen, men da gæsterne skal ind-finde sig, lykkes det flere tjenere hos parret at flygte, så kun én tjener er tilbage. Det besværliggør aftenen en del – og det kommer kun til at gå endnu mere problemfyldt.

Aftenen går med koketteri, mad og drikke, men ingen af gæsterne formår at forlade festen og til sidst er de fanget hos familien Nobile og en fest, der til slut er alt andet end en fest. Der er noget uldent ved det hele.

Det er de store følelser og de overdådige rammer, der får rum tid og plads i The Exterminating Angel. Vi oplever mennesket på sin yderste kant af tilværelsen, dér hvor livet bliver allermest skrøbeligt. Flot understøttet af skiftevis pompøst musik, der enten står som voldsomt ekspressivt udtryk for den højdramatisk situation, personerne står i – med både elskov og død til følge – eller hurtigtgående strygere i takt med, at frustrationer intensiveres og situationen bliver mere og mere stressende for gæsterne hos familien Nobile. Det er udtryksfuldt. Det er den indre dæmoni og ængstelse, der forløses på scenen i en højspændt stemning.

Det er også en højspændt stemning, der udtrykker personernes ubeslutsomhed. De ved ikke, hvor de skal gå hen. En ubeslutsomhed, der bliver til handlingslammelse og modløshed. At de er fanget i moderne 60’er-rammer kan samtidig ses som det moderne menneskets fastlåshed i sin egen tilværelse. Gæsterne er velhavende og har materielt sådan set alt, men undergangen er nær.

Jeg savner imidlertid noget variation. Jeg går ind på præmissen om, at dette ikke er en ”sød-suppe”-opera. Jeg ved, det er de dramatiske højder, der her bliver spændt ud, men det bliver tillige ensformigt. Det er tragedie, på tragedie. Til slut overraskes jeg ikke længere, for jeg ved, at det vil ende tragisk. Det skaber en trivialitet, der er forudsigelig. Desværre.

Opsætningen udmærker sig særligt med et transparent og fejende flot scenebillede, der i høj grad viser de stemninger, The Exterminating Angel befinder sig i. Netop scenebilledet er i endnu højere grad med til at understøtte opsætningen som særdeles udtryks-fuld. Her spiller Hildegard Bechtlers mangefarvede kostumer og ditto scenografi en væsentlig rolle: Rammen er familien Nobiles hjem. Ved 1. akts begyndelse er lyssætningen grøn og præget af røg, som svæver som en tåge over hjemmet. Allerede her fornemmer vi den dystre grundstemning. Siden præsenteres vi for varme egetræsfarver i det smukke hjem – og til slut, da alt er håbløst og intetheden har indfundet sig, er scenebilledet tomt og scenens bagvæg grå.

Samtidig imponeres man over de mange medvirkende. Scenerne med byens befolkning, der forsøger at komme ind i det nedbrudte hjem, virker stærkt og stort. Her skal et mangfoldigt scenebillede virkelig gå op i én samlet orkestrering. Det lykkes.

Sangerne supplerer flot det kaotiske univers. Med kraftfulde stemmer underbygger de netop både det overdådige og det tungsindige, der er i Adés’ opera. Bliver det for tungsindigt? I al fald løber personerne gang på gang rundt mellem hinanden i interne stridigheder på kryds og tværs. Det virker for komplekst. Her kunnet man med fordel have reduceret mere i antallet af sangerne, end man i forvejen har gjort. Imidlertid er det et spørgsmål, om det vil have haft ødelæggende konsekvenser for stykkets handling. Sangerne udtrykker både gennem stor gestik, mimik og sikker sangkraftpræstation de indre frustrationer godt hjulpet på vej af en libretto, der i bastante statements formår at det afgrundsdybe stadie eksempelvis gennem sætningen: ”Jeg er sulten – jeg fryser.”

”Et studie i forfald” står der at læse om The Exterminating Angel i programmet til operaen i et interview med dirigenten Robert Houssart, og det er rammende en beskrivelse af opsætningen. Den overdådige musik, det udtryksfulde scenebillede i en højdramatisk spænding står tilbage som de største indtryk fra denne operaudgave af Buñuels surrealistiske filmunivers.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene

Spilleperiode: 23. marts–6. maj 2018

Set den 23. marts 2018

Foto: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/opera/the-exterminating-angel/

Medvirkende: Gert Henning-Jensen, Sinéad Mulhern (denne aften), Kerstin Avemo, Randi Stene, Sine Bundgaard, Hanne Fischer, Sofie Elkjær Jensen, Paul Curievici, Jens Søndergaard, Morten Grove Frandsen, Alexander Sprague, Simon Wilding, Wyn Pencarreg (denne aften), Sten Byriel, Simon Duus, Magnus Gislason, Jens Christian Tvilum, Magnus Kjelstad, Sara Swietlicki, Elisabeth Halling, Kyungil Ko, Arthur Zacharias Ulf Greve/Jeppe Linderoth Linnebjerg hvem af dem?, Morten Eggert m.fl. samt Det Kgl. Operakor

(Forskellige hold alt efter spilledage)

Musik: Thomas Adés

Libretto: Tom Cairns i samarbejde med Thomas Adés baseret på manuskript af Luis Buñuel og Luis Alcoriza

Iscenesætter: Tom Cairns.

Musikalsk ledelse: Robert Houssart

Scenografi og kostumedesign: Hildegard Bechtler

Lysdesign: Tim Deiling

Videodesign: Tal Yarden
Koreografi: Jonathan Lunn

Korsyngemester: Steven Moore

Originalt lysdesign: Jon Clark

Original koreografi: Amir Hosseinpour.

Varighed: 2 timer og 30 minutter inklusiv pause