Anmeldelse: The Visible Effects of Force, Dansehallerne

Anmeldelse: The Visible Effects of Force, Dansehallerne

Af Jonas Gudmand

Denne forestilling er for dig, som påskønner abstrakt moderne dans. Det foregår i et langsomt tempo, som kræver, at du som publikum skal investere meget i dig selv i form af nærvær og energi til det, danseren Marie Topp udfører. Hvis du har tålmodigheden og indlevelsesevnen, vil du her kunne få en oplevelse af indre billeder, der fremprovokeres af det sete og hørte fra scenerummet.

I Ungt Teaterblod opsøger vi ikke kun forestillinger på de etablerede teatre. Vi ønsker også at opsøge de skæve og helt små forestillinger i håbet om, at vi kan opstøve magi for jer, der læser med på vores blog. Det ville være så lækkert, hvis vi kunne finde noget scenekunst af høj kvalitet, I ellers ikke var stødt på.

Det ønske får “The Visible Effects of Force” ikke opfyldt for os. I det første kvarter ser vi danseren Marie Topp lave en langsom udforskning af, hvordan hendes krop kan fungere i en højintens stemning i kroppen. Hun danner en konstant modstand i sine kontrollerede bevægelser. Mine øjne ser en øvelse til en optagelsesprøve på en skuespillerskole, hvor din opgave af at rejse dig op i løbet af 15 min. Det fremkaldte ingen indre billeder i mig udover det førnævnte.

1

Da den unge kvinde endelig kommer op og stå, kommer der efterhånden mere lyd og lys med som effekter for at forstærke det indtryk, vi får fra de mange gentagne bevægelser på scenen.

Lyset gjorde, at jeg dannede tanker og billeder af, om det mon var en livscyklus, vi her fulgte, selv om at hun i lang tid gjorde nøjagtig det samme. Lyset skabte effektfulde skygger på danseren, der drejede om hende i en cirkel, og jeg så retningen på lyset til sidst ændrede retning. Måske vi her så kvinden degenerere, selv om hun gjorde præcis det samme, som da lyset kørte den anden vej.

Omkring hende stod fire vindblæsere peget mod hende, og de gav mig ingen refleksion omkring hvilken gavn de havde for forestillingen. For mig så det mærkeligt og unødvendigt ud.

Da jeg gik ud fra forestillingen, var det mest positive jeg kunne finde på, at jeg var glad for, at det ikke tog mere end tre kvarter.

“The Visible Effects of Force” er lavet af koreografen Marie Topp i samarbejde med lydkunstner Julia Giertz og lysdesigner Mårten K. Axelsson. Teknisk var det velgennemført på lyd- og lysside, og disse effekter gjorde det største indtryk på mig. Jeg fik trods alt en lille fornemmelse af at opleve en udforskning, af det univers vi lever i.

På forestillingens officielle side (se link nederst) kan du læse nærmere om Marie Topp, der har opnået anerkendelse for sit arbejde, siden hun blev uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2009.

Jeg vil rose Marie Topp for det kunstneriske mod, hun udviser ved at turde at holde et så lavt tempo og turde stå og kigge lige ud i retning af publikum og så stole på, at det er nok, for det indtryk hun vil give publikum.

Men det bliver bare ikke forløst for mig. Måske må vi bare se i øjnene, at de unge, som vi vil vække interessen for indenfor scenekunst for, ikke skal gøres gennem den abstrakte og moderne dans. Det må være for de mere hardcore danseinteresserede, det skal glæde.

Derfor giver Ungt Teaterblod sin hidtil laveste vurdering af en forestilling.

 

Marie Torp, Dansehallerne, Lille Scene – Pasteursvej 20, 1799 København V

Spiller pt. ikke mere. Det vides ikke, hvornår den sættes op igen på nuværende tidspunkt.

Det har ikke været muligt at finde billeder fra forestillingen.

Spilledato: 10. april 2015
Foto: Danjel Andersson

Forestillings officielle side: http://www.dansehallerne.dk/the-visible-effects-of-force.html

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *