Anmeldelse: Det mørke net, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Det mørke net, Det Kongelige Teater

Af Amalie Sloth de Fine Licht, gæsteanmelder

Er du på jagt efter underholdning og et plot, du helt sikkert ikke kan regne ud?

Kender du til at sidde i de mørke nattetimer og forsvinde ind i en virtuel verden?

Så se hvor galt det kan gå, når virkelighedens grænser sløres, og alt kan ske.

I forestillingen ”Det mørke net” møder vi Kasper – bedre kendt som Rædselspiraten. Han har skabt Hærvejen: Internettets mørkeste afkrog, hvor alt kan sælges og købes, også et mord. Og det køber Kasper så, et mord, da han mistænker en pige for at ville afsløre hans hemmelige identitet. Men hun kan måske give ham, hvad den digitale virkelighed mangler: Nærvær?

Mødet med ”Det mørke net” var en meget surrealistisk oplevelse. Det var heldigt, at forestillingen blev ved med at overraske og tage nye retninger, for ellers var jeg nok blevet (mere) distraheret af det konstant kyssende par på rækken foran mig.

1

Jeg kan på forhånd godt garantere, at ingen vil kunne gætte forestillingens slutning, og der var da også flere øjeblikke, hvor jeg havde lyst til at vende mig mod min sidemand og sige: ”Skete det lige?”. Uforudsigeligheden i både plot og scenografi gjorde forestillingen meget underholdende at være vidne til. Karaktererne var komiske og dialogen på et niveau, hvor alle kunne være med. Det var dog svært at identificere sig med den 30-årig teenagehovedperson, men det var for så vidt heller ikke meningen, så længe vi tog stilling til forestillingens tema.

2

For hvad er virkelighed? Vi snakker om den ”virkelige virkelighed”, men gang på gang må vi erkende, at vi opfatter alting forskelligt, og at vores virkeligheder derfor er forskellige. Så hvad er det, der gør den digitale virkelighed mindre virkelig? Hvis man føler fred og afklaring ved at vandre i digitale, pixelerede skove, hvorfor er den følelse så mindre virkelig, end den jeg får i Dyrehaven?

”Det mørke net” stiller store spørgsmål, men kommer ikke tættere på et svar, udover en noget belærende slutpointe, der desværre lod mig lidt skuffet tilbage.

Gennemgående for forestillingen er det, at den kaster for mange tråde ud, som ikke bliver bundet og afsluttet. Karakterernes vanvittige handlinger fik ingen synderlige konsekvenser, og det var mærkeligt, hvordan hovedpersonen i starten henvendte sig direkte til publikum, men ikke senere i forestilling adresserede publikum. Det fornemmes, at der i arbejdsprocessen, hen i mod slutningen, måske har opstået et tidspres, som har ført til nogle lidt hurtige beslutninger.

3

Da forestillingen var slut udbrød mine sidemænd ”Hold da op!”. Og selvom det foran siddende par virkelig gav den gas med kysseriet, så tror jeg nok, at de refererede til forestillingen. I hvert fald opsummerede den sætning meget godt den følelse, jeg cyklede hjem med.

”Det mørke net” er en super uforudsigelig og sjov komedie, som bestemt er en aften værd, hvis man gerne vil le af nogle skæve, skøre eksistenser. Asbjørn Krogh Nissen og i særdeleshed Maria Rossing præsterer, i ellers begrænsede biroller, og forestillingen er bestemt aktuel i et stadigt mere digitaliseret samfund.

Det Kongelige Teater, Det Røde Rum, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København

Spiller indtil: 17. april 2015 (da forestillingerne 18. april-3. juni 2015 desværre er aflyste)

Spilledato: 9. april 2015

Fotos: Miklos Szabo 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/skuespil/det-morke-net

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *