Anmeldelse: 1929 – en gangstermusical, Musicalteatret
- By: Jonas Gudmand
- On:
Af Jonas Gudmand
Af samtlige af de forestillinger, som jeg har anmeldt på Ungt Teaterblod, er dette klart den bedst egnede forestilling i forhold til vores mission med vores teaterblog. Nemlig det formål at vække (eller forstærke) unges interesse for scenekunst. Alle unge, der er i tvivl om, om scenekunst er noget for dem, bør være publikum til ”1929”, fordi den rummer et festfyrværkeri af drama, humor, dans, sorg, lykke, kærlighed og alt muligt andet.
Det er mageløst at se hele 50 (halvtreds!) skuespillere, sangere og dansere på Folketeatrets Store Scene. Det er godt gået af folkene bag forestillingen, der har samlet så mange mennesker, der er i stand til at overdænge os publikummer med smil og kærlighed – og samtidigt også formår at bevæge sig over i det rørende, triste og desperate.
Stjernen i Musicalteatret er den helhed, de formår at sætte sammen, sammen med den velfungerende sceneteknik, et rigtig veloplagt band og så de medvirkende på scenen, der udstråler at de vil hinanden og publikum. Det er inspirerende at se. For sådan skal det da også være i vores hverdag, hvor vi både vil vores venner og dem, vi endnu ikke kender.
Historien i ”1929” tror jeg vil være tiltalende for mange, da den både har humor og alvor. Vi får et indblik i et gangstermiljø, med hvad der hører sig til med en gangsterboss, håndlangere, showpiger, barpersonale og en repræsentant fra politiet (selvfølgelig). Rasmus Mansachs har skrevet manuskriptet, og han har formået at skabe en vedkommende fortælling i et fremmed miljø for os lovlydige tilhørere. Vedkommende fordi vi følger rørende skæbner som bossen, der ikke er elsket af sin mor og som gemmer på en dyb hemmelighed, hans lillebror der finder kærligheden, der desværre ender uventet, håndlangeren der ikke vil indordne sig under en ny chef og flere andre skæbner, som vi nok alle kan relatere til på en eller anden måde.
Præstationerne i ”1929” er overbevisende, og det virker som om, at instruktøren Christine Albrechtslund har fået det fulde udbytte af, hvad de medvirkende kan. Men nøj det virker ikke helt gennemtænkt, at der er en scene, hvor showpigerne er samlet i starten af 1. akt og de på tværs af scenen får sig en pigesnak. Jeg sad rundforvirret over, hvem på scenen der mon sagde noget, fordi der var så mange på scenen, det foregik i en stram timing, og der var ingen der rørte sig, når de talte, så mine øjne kunne finde hende, der talte.
Det er lidt tricky at fremhæve nogle medvirkende, når der er så mange. Men jeg ønsker at nævne, at Mie Natius Andresen og Kia Mandsbjerg har et henrivende samspil som de to barmuttere. Frederik Hjuler spiller gangsterbossen, der for alvor skinner, når han udtrykker sig igennem sin sang. Patrick Andreas Lindegaard udviser et overskud som danser med et imødekommende blik. Rasmus Mansach, der spiller gangsterbossens fjende Yanis Psofimis, kræver ros alene, fordi publikum reagerede højlydt på hans indtræden på scenen. Luna Mai Brehm Nielsen (showpige) og Martin Sørensen (gangsterbossens lillebror) formår at skabe en kærlighed i mellem sig, der får fat i tårekanalerne. Og så slår det gnistrer, når de højtravende natklubsangerinder Coco (Mette-Marie Westen) og Sophia (Stephanie Ravn) begge mener, at der kun er plads til en diva. Jeg kan nævne flere stærke præstationer, og det vidner bare om det høje niveau i ”1929”.Men når det er sagt, er der lagt en velfungerende og som regel stram struktur på fortællingen, der gør, at vi blandt publikum hele tiden er underholdt.
Kom afsted og se Musicalteatrets forestilling, fordi der er fantastisk underholdende sange suppleret med et forrygende band, flotte præstationer, en masse dejlige dansepiger, flotte fyre og ikke mindst en historie, der gemmer på flere overraskelser.
Musicalteatret
På Folketeatrets Store Turnéscene, Hvidkildevej 64 2400 København NV
Spiller indtil: 18. april 2015
Spilledato: 9. april 2015
Fotos: Henrik Delfer
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.musicalteatret.dk/1929-en-gangstermusical/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod