Anmeldelse: The Wedding, Blaagaard Teater (Theatre of the Women of the Camp og Blaagaard Teater)

Anmeldelse: The Wedding, Blaagaard Teater (Theatre of the Women of the Camp og Blaagaard Teater)

Af Christian Skovgaard Hansen

Mangfoldigheden og forskelligartetheden lever igen på Blaagaard Teater, som denne gang sætter forestillingen The Wedding op i samarbejde med Theatre of The Women of the Camp, der er et kvindeteater fra 2019 med borgere fra den palæstinensiske flygtningelejr Borj el-Barajneh i Beirut i Libanon. Teatret fortæller historierne fra livet i flygtningelejren, som det bliver levet og oplevet af de palæstinensiske kvinder, der lever her i eksil.

Flygtningelejren er blevet deres hjem, hvor de mange mennesker bor på meget lidt plads og med få bekvemmeligheder. Generationer lever nu i lejren, og der ikke umiddelbart udsigt til, at lejren skal lukkes og menneskerne kan komme hjem – hvis de da efterhånden ved, hvor det der er, hvis det ikke er i lejren…!

The Wedding er meget mere end fortællingen om et bryllup. Nok skal den unge kvinde Farah (Donia Ahmed) giftes, så der skal holdes bryllup, men forestillingen er i endnu højere grad fortællingen om familie og fællesskab og om at kunne fastholde troen, håber og kærligheden, når man lever et liv, hvor hverdagens banaliteter og ro er erstattet med kaos og krig. Forestillingen svinger i tid mellem nutidens liv og bryllupsplanlægning og fortidens små personlige historier, om hvordan det er at leve i eksil i en flygtningelejr. Måske lykkes det at holde brylluppet nu, måske ikke – og hvis ikke, så skal det i hvert fald nok lykkes på et senere tidspunkt!

Ufred, kampe og krig er – heldigvis – ikke et emne i forestillingen. Det er naturligvis baggrunden for, hvorfor forestillingens kvinder lever i flygtningelejren, men det er ikke krigen, der er i centrum. Det er i stedet barriererne mellem livet i lejren og resten af verdenen og et ønske om, at der skabes forståelse mellem de forskellige kulturer. Dét er også en af forestillingens store styrker, at den ikke omtaler krig og storpolitik, men at den i stedet bliver en hyldest til livet, til kærligheden og til mangfoldigheden.

I forestillingen møder vi fem kvinder fra tre generationer. De ældste generationer husker krigen og årsagen til, hvorfor de egentlig er endt i lejren, og de har efterhånden affundet sig med livet her, mens den yngre generation har andre ønsker til fremtiden. Generationerne har boet længe i lejren, og yngste generationer er født her. Mon livet har glemt dem?

Det er netop livet, der er i fokus. Vi oplever det gennem samspillet og fortællingerne fra de fem kvinder, de tre generationer. Vi oplever, hvordan der engang var noget, som ikke er mere. Vi oplever, hvordan man alligevel prøver at opretholde en normal hverdag, hvor lilla læbestift, en flirt og bageren på markedet spiller en rolle. For hvordan skulle man kunne overleve, hvis man ikke også skal leve. Det er en påmindelse om, hvor ens vi egentlig er, selvom vi lever i forskellige verdener og med forskellig modgang.

Bryllupsforberedelserne er i gang, og selvom det går nogenlunde planmæssigt, oplever vi stadig lejrens smalle gyder, hvor elektricitet og vand løber side om side, hvilket giver sine forsyningsudfordringer. Elektriciteten forsvinder, så der bliver totalt mørkt. Det forhindrer dog ikke de fem kvinders forberedelser. Og netop her viser livsudviklingen og generationernes udvikling sig. Bedstemoren holder på de gamle traditioner, mens Farah og den unge generation ønsker og drømmer om en mere moderne fejring. Farahs mellemmoderne mor og moster bliver dog bindeleddet mellem kvinderne, og ligesom alt andet i livet handler det om at finde en løsning sammen.

The Wedding er på en og samme tid teaterets fiktion og virkeligheden. Vi oplever, hvordan disse mennesker i lejren rent faktisk har det. Manuskriptet af Fadia Loubani og Somoud Ghazel giver et ærligt og hjertevarmt portræt af livet i lejren Jesper Pedersen har sammen med Sophie R. Barclay Hatem, der er medstifter af Theatre of the Women of the Camp, og som har besøgt og levet i lejren i en periode, får virkningsfuldt vækket historien frem, som gør, at de medvirkende spiller, så både ægtheden og livslysten lyser ud af dem, og menneskets forskellige stemninger og styrker får liv trods de barske forhold. Det er en hårfin balance, og det lykkedes fornemt for dem. Lise Marie Birchs scenografi er enkel, men alligevel virkefuld.

Forestillingen spiller på arabisk med danske overtekster. Man forstår ikke alt, hvad der bliver sagt, og der går formentlig også noget tabt i den direkte oversættelse, og man mister nok også lidt af forestillingen, når øjet veksler mellem øjet og tekstanlægget. Men det gør ikke noget, for det er livet og kærlighedens universelle stemning, der hersker her. Dét er netop menneskets fortælling her. Og her står The Wedding ufatteligt stærkt! Også selvom der heller ikke denne gang blev holdt et bryllup…

Theatre of the Women of the Camp og Blaagaard Teater

Blaagaard Teater, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 4.-20. november 2023

Set den 11. november 2023

Foto: Blaagaard Teater

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://blaagaardteater.dk/program/the-wedding

Medvirkende: Wafaa el Haj, Samira Yassin, Wafica Loubani, Donia Ahmed og Fayzeh el Turk

Manuskript: Fadia Loubani og Somoud Ghazel

Iscenesættelse: Jesper Pedersen og Sophie R. Barclay Hatem (medstifter af Theatre of the Women of the Camp)

Scenografi: Lise Marie Birch

Lysdesign: Mathilde Hyttel / Thora Eriksen

Lyddesign: Eliza Bozek

Oversætter: Basma Shaheen

Varighed: Ca. 1 time og 10 minutter uden pause

Sprog: Arabisk med danske undertekster

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *